Idan

Idan undersøger omfanget af fitnessdoping i Danmark

I samarbejde med Anti Doping Danmark skal Idan undersøge omfanget af og holdninger til fitnessdoping og muskelopbyggende stoffer i Danmark.

Det er mere end 10 år siden, at forskere fra SDU fandt frem til, at 1,5 pct. af befolkningen i alderen 15-60 år enten brugte eller havde gjort brug af muskelopbyggende stoffer, og at cirka 6 pct. af befolkningen i samme aldersgruppe på daværende tidspunkt havde overvejet at bruge stofferne. Desuden har Forum for Anti-Doping in Recreational Sport (Fair+) – heriblandt forskere fra Aarhus Universitet – for nyligt afdækket, at 0,4 pct. af motionisterne i Europa dopede sig i 2019.

Nu har Anti Doping Danmark (ADD) bedt Idrættens Analyseinstitut (Idan) om at lave en opdateret undersøgelse af omfanget og holdninger til brug af fitnesssdoping og muskelopbyggende stoffer i Danmark.

Det skyldes blandt andet, at opgørelser fra Idan viser, at der siden den seneste undersøgelse af det, der i daglig tale kaldes fitnesssdoping, er sket en kraftig stigning i antallet fitnesscentre landet over.

Ifølge Facilitetsdatabasen var der i 2010 427 kommercielle fitnesscentre, mens tallet i september 2022 var vokset til cirka 965.

En stigning på over 100 pct. i antallet af fitnesscentre siden 2010 er en god grund til at gennemføre en ny, aktuel omfangsanalyse af fitnessdoping for at se, om der også har været en vækst i brugen af fitnessdoping og muskelopbyggende stoffer.

Undersøgelsen kan også bruges som grundlag for løbende at følge udviklingen i forhold til udbredelse, omfang, holdninger og årsager til brugen. Derudover skal den nye viden bidrage til den offentlige og politiske debat i forhold til, hvordan fitnessdoping, muskelopbyggende stoffer og ikke mindst brugere af stofferne skal håndteres samt give indsigt i befolkningens holdninger til disse spørgsmål.

Planen er at sende et spørgeskema med cirka 50 spørgsmål til cirka 100.000 danskere.

Undersøgelsen forventes færdig i ultimo 2024.

Analyse- og forskningschef, ph.d.

Rasmus K. Storm

Sportsevents, eliteidræt, sportsøkonomi

Læs mere om undersøgelsen

Mand i fitness
Idan Artikel 25.01.2024
Ny undersøgelse skal afdække omfanget af fitnessdoping i Danmark