Idan

Idan undersøger unges deltagelse og involvering i foreningsidrætten

Flere og flere unge dropper ud af foreningsidrætten og skifter til den selvorganiserede- eller kommercielle idræt. Derfor er Danmarks Idrætsforbund optaget af at gøre fremtidens idrætsforeninger mere relevante for unge. En ny undersøgelse, som Idrættens Analyseinstitut skal lave for Danmarks Idrætsforbund, zoomer ind på unges deltagelse og demokratiske involvering i foreningsidrætten.

Fremtidens idrætsforeninger skal også være relevante for unge mennesker, og et væsentligt greb til at sikre dét kan ifølge Danmarks Idrætsforbund (DIF) være at involvere de unge i foreningens demokrati.

Derfor får DIF nu Idrættens Analyseinstitut (Idan) til at kigge nærmere på, hvordan unge deltager og involverer sig demokratisk i idrætsforeningerne. Undersøgelsen skal blandt andet skabe viden om, hvilke rammer idrætsforeningerne skal sætte for at motivere de unge til at tage del i foreningsdemokratiet.

Idan vil blandt andet lave en screening af DIF’s cirka 6.000 foreninger med fokus på de unge medlemmer i alderen 13-18 år. Formålet er at finde foreninger, der er særligt succesfulde eller udfordrede i forhold til unge medlemmer og derefter se nærmere på foreningernes størrelse, geografi, kønsfordeling og idrætsgren.

De foreninger, der har mest succes med at fastholde og engagere de unge vil desuden blive spurgt til, om de gør noget særligt for de unge, og Idan vil dernæst undersøge, om der findes mønstre på tværs af de succesfulde foreninger. Det kunne eksempelvis være at se på, om de har ungeudvalg, om de har unge med i bestyrelsen, en ungeansvarlig eller en strategi for de unge medlemmer.

Idan vil også zoome ind på de unges motivation I denne del af undersøgelsen laver Idan desk research og inddrager viden fra andre felter om unges motiver og barrierer for demokratisk deltagelse. Det gælder blandt andet tal fra Dansk Ungdoms Fællesråd, som peger på, at 53 pct. af de unge har lav demokratisk selvtillid.

Desuden vil Idan gennemføre fokusgruppeinterviews med forskellige gruppe af unge, som både er aktivt involveret i foreningernes demokratiske arbejde, dem der ikke er og en bredere målgruppe af unge. Formålet er at forstå, hvad der konkret motiverer og spænder ben for, at unge deltager i foreningsdemokratiet.

Undersøgelsen forventes færdig i maj 2024.

Chefanalytiker, ph.d.

Maja Pilgaard

Idrætsvaner, idrætspolitik, udsatte, kommuner

Læs mere om projektet

Træner giver håndboldspiller en high-five
Idan Artikel 14.12.2023
Idan undersøger unges deltagelse og involvering i foreningsidrætten