02.02.2012
Idrætsledelse - eller idrætspolitik?
Anmeldelse: Bogen 'Idrætsledelse' giver et interessant billede af nogle af de seneste tre årtiers idrætspolitiske slagsmål, men som aktuelt værktøj til bedre idrætsledelse er bogen af begrænset værdi.
Bogen ’Idrætsledelse’ med bidrag af 11 forskellige forfattere med Per Kaalund og Preben Kragelund som tovholdere blev ifølge forordet til på opfordring af professor Erik Johnsen, der har en lang karriere ved bl.a. Handelshøjskolen i København, fordi der manglede en bog om de særlige ledelsesmæssige udfordringer i idrætten.
Det gør der stadig, må man konstatere efter gennemlæsning af bogens vidt forskellige kapitler. Det vil næppe være hensigtsmæssigt at kaste bogen i hovedet på nutidens studerende ved de mange sportsmanagement-uddannelser, der er dukket op i Danmark i de senere år, uden en udtrykkelig advarsel om, at mange af de ledelsesmæssige dilemmaer i bogen ikke fyldestgørende dækker idrætssektorens virkelighed i dag.
Fortidens og ikke fremtidens idrætsledere
Bogen er ikke altid helt stram i redigeringen og de faktuelle oplysninger. Men først og fremmest bærer den præg af, at redaktørerne i skikkelse af Team Danmarks første formand, Per Kaalund, og første direktør, Preben Kragelund, har foretrukket at lade mange af de markante skikkelser i idrætspolitikken fra midt i 1970’erne og frem til årtusindeskiftet dominere bogen.
Det kan bestemt have sin styrke at vurdere de ledelsesmæssige opgaver i bagklogskabens klare lys i en lærebog, for pennen flyder naturligvis mere bramfrit og uden samme taktiske overvejelser, når man beskriver tingene på afstand. Men faren ved at lade hovedparten af bogens bidrag fokusere på begivenhederne i 1980’erne og 1990’erne er, at man bibringer nutidens læsere en opfattelse af, at udfordringerne og mulighederne i værktøjskassen er de samme i dag som dengang.
Sådan er det langt fra. Bogen kommer uforvarende til at tegne et billede af, at idrætten ledelsesmæssigt er på et langt lavere niveau end tilfældet er i dag, og at topledelse i idræt næsten udelukkende handler om at kigge opad og pleje eller argumentere i forhold til det politiske led, der overordnet finansierer idrætten.
Derved overser bogen, at idrætsbilledet i dag er langt mere broget og komplekst end blot eliteidrættens og foreningsidrættens univers. Nutidens idrætsledere skal ikke bare matche de bevilgende myndigheders stigende forventninger, men så sandelig også orientere sig efter medlemmernes/kundernes og ’forbrugernes’ forventninger.
Det kan eksempelvis tidligere DGI-formand Leif Mikkelsen tale med om, for DGI-byen, som han i bogen beskriver som et idrætspolitisk mesterstykke, har i de senere år bevæget sig på randen af økonomisk og ledelsesmæssig kollaps.
Netop fordi idrætsbilledet er i så kraftig forvandling, er nogle af bogens perspektiverende kapitler som eksempelvis Per Kaalunds kapitel om den generelle samfundsudvikling eller Steen Ankerdals kapitel om sportsjournalistikkens forvandling siden de glade Gunnar ’Nu’-dage blandt de mest interessante.
Ingen af kapitlerne er dog spildt læsning. De mange anekdoter i bogen er fornøjelig læsning og et fint tidsbillede.
Hanne Refslund Petersens artikel om hendes tid som kvinde i DIF’s mandsdominerede bestyrelse er eksempelvis interessant læsning. Hvad mon hun egentlig tænker om det forhold, at moderne ledelsesprincipper, som de praktiseres af en anden af bogens markante forfattere, KB-formand Niels-Christian Holmstrøm, fortsat ikke omfatter oprettelsen af kvindelige fodboldhold i landets ældste boldklub?
Henrik H. Brandt
Idrætsledelse
Per Kaalund & Preben Kragelund (red.)
Handelshøjskolens Forlag
272 sider
Pris: 450 kr.
|