100 millioner skal op af sofaen
ISCA inviterer til høring om, hvordan bl.a. EU kan være med til at fremme den brede idræt. Målet er 100 mio. flere idrætsaktive europæere.
’International Sport and Culture Association Europe’ (ISCA) inviterer den 31. maj 2011 til offentlig høring i Bruxelles om, hvordan udviklingen af den brede idrætsdeltagelse i EU kan styrkes. Økonomisk spiller EU stadig en meget lille rolle på sportsområdet med en støtte, der svarer til under én cent pr. EU-borger om året. Men EU’s rolle på idrætsområdet er stigende, og den offentlige høring indgår i forsøgene på at skabe politisk opbakning til den ambitiøse målsætning om at få gjort 100 millioner flere medborgere i EU fysisk aktive inden 2020. ”Med større deltagelse på græsrodsniveau som det primære mål, er det nødvendigt at få mere opmærksomhed fra alle relevante aktører inden for områder som sundhed, uddannelse, byplanlægning, nye teknologier og facilitetsudvikling,” som der står i invitationen til arrangementet. Høringen vil bl.a. diskutere den brede idrætssektors rolle i arbejdet på at lukke kløften mellem de fysisk aktive og de inaktive for derved give flere europæere mulighed for at dyrke idræt. Høringen vil samtidig danne ramme for en formulering af visioner og prioriteringer for europæisk idræt på græsrodsniveau, ligesom den lægger op til, at interessenter og aktører på området skal diskutere, hvordan man når målet inden år 2020. Blandt talerne på programmet er ISCA’s danske præsident, Mogens Kirkeby. Høringen arrangeres i samarbejde med Emma McClarkin, der er britisk medlem af Europaparlamentet.