2012: En lovende start for sportens skurke

Efter et 2011 plaget af utallige politiske og finansielle skandaler centreret om verdensfodboldforbundet FIFA, ville det være skønt at kunne melde at en olympisk fred er ved at brede sig op til dette års store idrætsbegivenheder i Polen, Ukraine og London.

Men desværre. 2012 har allerede budt på gode muligheder for at dæmme op for de små og store forbrydere, der bruger topsporten som afsæt for personlig berigelse og/eller magtmisbrug. Og disse muligheder er, med en forudsigelighed som ærlig talt er trist, blevet forspildt.

For eksempel havde FIFA indtil udgangen af januar mulighed for at afsløre hvilke af forbundets egne topledere, der igennem 1990’erne fik glæde af de mindst 140 millioner Schweizerfrancs – på den tid over 600 millioner kroner – som den daværende gigant i sportsmarketing, ISL, udbetalte i bestikkelse mod til gengæld at få tildelt rettigheder til sportens tv-transmissioner og markedsføring.

I november lovede FIFA-formand Sepp Blatter at offentliggøre samtlige dokumenter i ISL-sagen og dermed trække tæppet væk under en række af sine nærmeste kolleger i FIFA’s eksekutivkomité. Ja, det vil sige, han lovede det ikke, men hans udtalelser blev vidt og bredt fortolket på den måde, uden at Blatter følte trang til at modsige det.

Faktisk lovede Sepp Blatter kun at forelægge hele sagen på det førstkommende møde i FIFA’s eksekutivkomité, så den herefter kunne tage stilling til hvad der videre skulle ske. Men selv dette løfte var mere end Blatter kunne eller ville holde.

Sagen var nemlig lukket i 2010 ved et forlig med den schweiziske anklagemyndighed, og Blatter måtte derfor udsende en pressemeddelelse om at han fortsat ville holde sit løfte, men henviste i vage vendinger til indsigelse fra en unavngiven tredjepart.

Klapsalver for korruption

Hvad enten denne forklaring nu var sand eller en bekvem bortforklaring til lejligheden, kom Blatter under fornyet pres fra en anden domstolsafgørelse på den allersidste arbejdsdag i 2011. Her afgjorde den øverste ret i Zug-kantonen, hvor FIFA hører hjemme, at FIFA skal afsløre navnene på de personer, der var omfattet af forliget i 2010.

Sagen var anlagt af en række mediefolk, men afgørelsen kunne appelleres inden udgangen af januar, og det er den blevet. Det er naturligvis hemmeligt hvem der har appelleret sagen.

Det kan være én af de formodede implicerede – for eksempel formanden for det brasilianske fodboldforbund og kommende VM-vært, Ricardo Teixeira. Det kan også være formanden for det sydamerikanske fodboldforbund, Nicolás Leoz, hvis navn allerede er nævnt officielt i ISL-sagen. Det kan være formanden for det afrikanske fodboldforbund CAF, Issa Hayatou, der i december måtte indkassere en reprimande fra sine kolleger i Den Internationale Olympiske Komité, eftersom de mente at BBC og den britiske reporter Andrew Jennings havde fremlagt tilstrækkeligt bevis for at Hayatou i 1995 uberettiget modtog 100.000 franske franc – dengang cirka 100.000 kr. – fra ISL.

Den olympiske ydmygelse var dog ikke værre end at Hayatou blev modtaget med klapsalver på det følgende bestyrelsesmøde i FIFA. Man ser det for sig og aner at forholdet mellem de to mest magtfulde instanser i verdensidrætten er temmelig anspændt.

Både Teixeira, Hayatou og Leoz er medlemmer af FIFA’s eksekutivkomité, og det har derfor ikke kun betydning for den historiske sandhed, om deres indblanding i ISL bliver kendt og bedømt. Disse tre og flere andre belastede medlemmer af FIFA’s top skal i det kommende år være med til at afgøre hvilke politiske reformer der skal bremse fremtidig korruption i FIFA, så det er uhyre vigtigt at få klarhed over deres hidtidige vandel.

Trods sit løfte om at genåbne ISL-sagen har også Blatter en objektiv interesse i at trække offentliggørelsen i langdrag eller droppe den helt. Ifølge Andrew Jennings kan Blatter til enhver tid beslutte at lægge dokumenterne på FIFA’s hjemmeside, og når han ikke gør det, skyldes det at han selv belastes af de hemmelige aktstykker.

Havelange stod til to-tre års udelukkelse

Manden som med sin appel sikrer, at ISL-sagen nu kommer for den schweiziske Højesteret, kan også være den ældste ræv i det idrætspolitiske spil, den forhenværende FIFA-formand João Havelange, Sepp Blatters 95-årige læremester.

Havelange blev mere end nogen anden sat på plads – ja, faktisk sat af pladsen – da IOC i december behandlede ISL-affæren. Efter 48 år som IOC-medlem blev Havelange presset til at trække sig fra IOC med henvisning til alder og helbred få dage før han ellers ville være blevet bedt om at gå.

Årsagen kunne Andrew Jennings afdække allerede midt i sidste årti: I 1997 modtog FIFA ved en fejltagelse en bankoverførsel på en million dollar fra ISL. Transferen vakte panik i hovedkvarteret, for beløbet skulle aldrig være landet på FIFA’s kontoudskrifter. Det var, påviser Jennings, tiltænkt João Havelanges private bankbog, af årsager vi kun kan gisne om.

Ifølge Play the Game’s oplysninger var IOC’s ledelse klar til at udelukke Havelange i to-tre år på grund af denne forseelse. Når han ikke stod til livsvarig udelukkelse, skyldes det dels at begivenheden ligger en del år tilbage, dels at selv et par års udelukkelse kan have vidtrækkende følger for en 95-årig – med al respekt for Havelanges ubestridelige overlevelseskraft.

Stillet over for denne vanære valgte Havelange altså at gå selv, så sagsakterne i IOC kunne lægges tilbage på de hemmelige hylder. Derfor kender vi ikke dens detaljer.

IOC har fastholdt ånden i reformerne

Havelanges og Hayatous eksempler fortæller tydeligt at Den Internationale Olympiske Komité har lært betydeligt mere af den såkaldte Salt Lake City-skandale, der rystede IOC i sin grundvold i 1998, end FIFA har lært af snart halvandet års væld af politiske og økonomiske skandaler. Dette på trods af – eller på grund af – at fodboldens skandaler omfatter langt større pengebeløb og er langt dybere vævet ind i hele FIFA’s politiske liv.

Ingen i FIFA har følt trang til at kommentere Havelanges grådighed og hans fald fra de olympiske tinder. I FIFA er hans status som ærespræsident ikke til debat.

Derimod har IOC magtet at fastholde ånden i de reformer man blev tvunget til at indføre, da en række medlemmer solgte deres stemmer til Salt Lake Citys kandidatur som værtsby for Vinter-OL.

IOC kan ikke beskyldes for at nære varme følelser for Andrew Jennings, som i 1990’erne afslørede den nu afdøde IOC-præsident Samaranch fortid i den spanske, ekstremt højreorienterede falangistbevægelse, og som dengang afdækkede utallige tilfælde af korruption og snyd i olympisk sport. At kalde Jennings for forhadt i idrættens højborg Lausanne er en mild underdrivelse.

Alligevel valgte IOC at reagere, da Jennings i et BBC-program i november 2010 offentliggjorde tre navne på IOC-medlemmer med fingrene i ISL-fadet (ud over de to nævnte var det formanden for det internationale atletikforbund, IAAF, senegaleseren Lamine Diack).

Man kan med rette mene at IOC burde have straffet alle tre hårdere. Tænk hvis Havelange havde accepteret sin straf og herefter var vendt tilbage for at indbyde hele IOC til sin 100 års fødselsdag under OL i Rio i 2016, sådan som han lovede da Rio vandt værtskabet i København i 2009. Det ville trække op til en pr-katastrofe: Kongen over fodboldsystemets korruption og en ny IOC-formand skærer sammen lagkagen med de 100 olympiske fakler for…

I Jacques Rogges tid som IOC-formand har linjen været klar. Det er ikke længere muligt at være åbenlyst korrupt som IOC-medlem. Trods de kollegiale hensyn der ligger bag de ret milde afgørelser, har Rogge ganske sikkert gjort sig meget upopulær i de magtfulde forbund FIFA og IAAF med sine seneste afgørelser.

Tandløse anbefalinger mod match-fixing

Mens IOC fortjener anerkendelse for at følge ISL-sagen til dørs, ser det anderledes ud når det gælder kampen mod en ny tids sportsfjende nummer ét: Match-fixing og illegalt spil.

I sidste uge kunne IOC løfte sløret for det foreløbige resultat af det arbejde, som en gruppe håndplukkede eksperter og repræsentanter for politik og idræt har arbejdet på i næsten et år.

Anbefalingerne der skal dæmme op for et illegalt spillemarked af en værdi på mange hundrede milliarder, måske i nærheden af en billion kroner, kan sammenfattes således: 

• Idrætsorganisationerne skal uddanne deres udøvere, trænere, ledere med mere 
• Nationale og internationale myndigheder skal kommunikere med så bredt et publikum som muligt 
• Europarådet, IOC, FN og lignende skal oprette et netværk for staternes spillemyndigheder, så de kan udveksle mere information 
• Arbejdsgruppen skal fortsat drøfte hvordan man kan skabe et fælles overvågnings- og informationssystem mellem spilleselskaberne, og hvordan man kan dele information mellem idrætsorganisationerne, staterne, spilleselskaberne og mellemstatslige institutioner som for eksempel Interpol, blandt andet under store konkurrencer og disciplinærsager 
• Stater, der ikke allerede har en effektiv lovgivning mod illegalt spil, skal opmuntres til at indføre en sådan 
• Idrætsorganisationerne skal stramme egne regler mod snyd og aftalt spil op 
• Det skal undersøges hvordan internationale konventioner kan tages i brug i kampen mod match fixing og illegalt spil

Disse forslag er der i sig selv intet i vejen med. Men man må spørge sig hvordan et halvt hundrede skarpe hjerner har kunnet bruge 11 måneder på at enes om nogle udspil, som enhver med en smule indsigt i området kunne have noteret ned på en halv eftermiddag, allerede inden det ambitiøse gruppearbejde gik i gang.

Resultatet af IOC’s højt profilerede arbejde er skræmmende ineffektivt – men det vil næppe skræmme de internationale forbrydersyndikater der med avanceret teknologi og skruppelløse mellemmænd overtaler idrætsudøvere, dommere, trænere, forbundsledere og andre nøglepersoner til at fixe sportsbegivenheder.

Det ser ud som om især idrætten er gået målrettet efter en minimal løsning efter opskriften: Der må ikke ske noget nyt. Det må ikke koste penge. Og der må ikke afgives indflydelse. Men det skal kunne kaste nogle smukke politiske taler af sig.

Denne opskrift har været prøvet før, i de mange årtier hvor idrætten vendte ryggen til dopingproblematikken. Det var som bekendt ikke en bæredygtig strategi.

Mafiaen vokser mens idrætten tøver

IOC synes at være fuldstændig fikseret på at debatten om match-fixing ikke må føre til dannelsen af et internationalt agentur mod korruption i idrætten som en parallel til WADA på doping-området. Dette forslag som Play the Game fremsatte i 2006, er siden blevet fremsat af en lang række forskellige eksperter og idrætsforbund.

WADA har selv foreslået at man bygger på anti-dopingkampens erfaringer med uddannelse, efterforskning og informationsudveksling. Generaldirektør David Howman har igennem det seneste år i stærke vendinger advaret mod den organiserede kriminalitet, der i stigende grad infiltrerer og tjener på idrætten. Det er muligt at der kan findes andre modeller, som kan give et effektivt modspil til international organiseret kriminalitet. Det er også muligt at man i høj grad kan bygge på nuværende institutioner, sådan som anbefalingerne lægger op til.

Men det er næsten umuligt at forestille sig at IOC kan skabe den nødvendige brede, globale politiske vilje og beslutningskraft i en så stramt styret proces, hvor kun en håndfuld regeringer og udvalgte internationale organer har fået lov at blande sig, hvor europæerne dominerer billedet, og hvor en række væsentlige spørgsmål synes at være tabu, blandt andet det helt centrale:

Hvordan kan idrætsorganisationerne være troværdige og effektive partnere i en kamp mod aftalt spil, så længe de ikke selv magter at gøre op med korruptionen i egne rækker, hverken på internationalt eller nationalt niveau?

Lad mig forsigtigt minde om at Play the Game 2011 på Det tyske Sportsuniversitet i Køln sluttede med at de omkring 300 deltagere opfordrede IOC til at gå i spidsen og indkalde en global konference om god idrætsledelse. Denne opfordring blev hverken besvaret med ja eller nej, men med en henvisning til alt det gode IOC allerede har sat i gang.

Der er stadig en sprække af håb om at IOC indbyder en langt bredere kreds af lande, organisationer og interessenter til en åben debat om hvordan vi løser den hidtil alvorligste trussel mod sporten. Men for hver dag idrætten tøver, styrker de mafiøse kræfter deres greb om idrætten. Da vi for et år siden kunne fortælle om IOC’s nye arbejde om match-fixing, kunne vi også citere en hidtil uhørt tilståelse fra et æresmedlem af IOC, ungareren Tamás Aján, som også er formand for Det Internationale Vægtløftningsforbund.

Korruptionen har bredt sig overalt i idrætsforbundene, sagde Aján, og der er mere på vej hvor det kommer fra. På EU’s årlige Sport Forum nærmest tryglede han EU-kommissæren om at gribe ind.

Det var EU og en række angelsaksiske lande som i slutningen af 1990’erne trådte til, da det blev indlysende at idrætten ikke kunne og ville gå effektivt ind i kampen mod doping.

Den daværende traktat tillod ikke at EU førte idrætspolitik. Det gør Lissabon-traktaten i dag, og det har allerede givet sig udslag i at en række organisationer – herunder Play the Game – for nylig modtog projektstøtte til at udvikle en bedre ledelseskultur i idrætten. Desuden har EU’s sportsministre nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger på området i slutningen af 2012. Også her er Play the Game repræsenteret.

EU’s interesse er blandt mange tegn på at regeringernes tålmodighed med de store idrætsforbund har en grænse. Der er risiko for at regeringerne overtager dirigentstokken hvis den olympiske verden bliver ved at vende det døve øre til musikken.