Ændrede idrætsvaner gør unge piger inaktive
Mens mange drenge fortsætter med de samme idrætsaktiviteter i teenageårene og ind i voksenalderen, ændrer pigers idrætsvaner sig markant. Ifølge en ny rapport ligger én af årsagerne til pigers frafald i teenageårene måske i de ændrede idrætsvaner.
Som børn er idrætsdeltagelsen blandt piger og drenge næsten ens. Det samme gælder blandt voksne kvinder og mænd, hvor der oven i købet er en tendens til, at lidt flere kvinder er idrætsaktive. Men i de sene børneår og teenageårene er andelen af idrætsaktive piger væsentlig mindre end andelen af idrætsaktive drenge.
En ny rapport fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund med bidrag fra Idrættens Analyseinstitut forsøger med udgangspunkt i analyser fra den eksisterende forskning at gøre os klogere på, hvad der kan ligge til grund for pigernes lavere deltagelse i ungdomsårene, og hvad der eventuelt kan gøres for at ændre på den lavere idrætsdeltagelse.
Blandt pointerne i rapporten ’Pigers idrætsdeltagelse’ er blandt andet, at mange piger i teenageårene angiver at holde pause fra idrætsaktivitet. De har tilsyneladende en forventning om at vende tilbage til aktivitet igen senere, hvilket også stemmer overens med idrætsdeltagelsen i de voksne aldersgrupper, hvor voksne kvinders idrætsdeltagelse er ikke lavere mændenes.
En anden vigtig pointe i rapporten er, at der sker en markant ændring i pigernes foretrukne idrætsgrene i overgangen fra barn til voksen.
”Analysen tyder på, at det store frafald i idrætsdeltagelse blandt pigerne i teenageårene hænger sammen med, at pigernes idrætsvaner ændrer sig meget mere end drengenes. For mange piger tager det flere år at foretage dette skifte i idrætsvaner, hvorefter de fra 20-års alderen er lige så idrætsaktive som jævnaldrende mænd," siger professor ved Syddansk Universitet, Bjarne Ibsen, der er én af forfatterne fra rapporten, i en pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden.
Foreningsidrætter som fodbold, svømning, gymnastik og håndbold er store aktiviteter i børneårene hos både piger og drenge, og mens en større andel af drengene fortsætter inden for disse aktiviteter i teenageårene, søger de unge piger og voksne kvinder i større udstrækning motionsidrætter, der er selvorganiserede eller foregår i private rammer som fitnesscentre.
”Det tyder på, at teenagepigerne i højere grad end drengene søger andre aktivitetsformer og måder at organisere deres idrætsaktiviteter på i denne livsfase. Dette kan betyde, at foreningerne i større omfang skal overveje, hvordan de kan give pigerne mulighed for at dyrke idræt sammen med dem, de ønsker, frem for dem de ’præsterer bedst’ sammen med,” siger forskningsleder i Idan, Maja Pilgaard, en anden af forfatterne bag rapporten.
”Pigerne har desuden behov for et frirum, hvor de med kort varsel kan skrue op og ned for egne ambitioner i forhold til det engagement, de ligger i en forening,” siger hun.
Etnisk, social og kulturel baggrund spiller ind
Rapporten har ligeledes set nærmere på betydningen af etnisk baggrund. Her viser undersøgelser af idrætsdeltagelsen i såkaldte udsatte boligområder, hvor der er en større andel af personer med anden etnisk baggrund end dansk, at særligt de unge piger med anden etnisk baggrund har en lavere idrætsdeltagelse.
Derudover har uddannelse betydning for idrætsdeltagelsen. Det gælder forældrenes uddannelsesniveau, hvor børn af forældre uden uddannelse eller med kortere uddannelser er mindre idrætsaktive end børn af forældre med længere uddannelser.
Det gælder også for de ældste unge, at den uddannelse, de selv er i gang med, har betydning for, om de er idrætsaktive eller ej. Hvis de unge piger er i gang med en gymnasial uddannelse, er sandsynligheden for, at de dyrker idræt, større, end hvis de er i gang med en erhvervsfaglig uddannelse.
En pointe fra rapporten er dog også, at selvom idrætsdeltagelsen blandt de unge piger er lavere i ungdomsårene, er den alligevel høj sammenlignet med de unge pigers idrætsdeltagelse i andre lande. På samme måde er idrætsdeltagelsen blandt piger med anden etnisk baggrund end dansk også høj i en international kontekst.