Idan Artikel 22.04.2011

Afklaring om Københavns multiarena

Københavns nye arenaselskab har som mål at have en kommerciel operatør af en kommende multiarena i Ørestaden på plads inden årets udgang.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

København forventer inden årets udgang at have en aftale i stand med en kommende kommerciel operatør af en multiarena ved Ørestad station, som efter planen skal stå klar til brug i efteråret 2015. Kommunen vil sammen med Realdania og udviklingsselskabet By & Havn, der har til opgave at udvikle arealerne i Ørestad og København Havn, stifte et arenakonsortium og stå for hovedparten af finansieringen og ejerskabet af den nye arena. Partnerne har hyret konsulentfirmaerne Davis Langdon og IPW til at udarbejde en forretningsmodel og bistå i processen med at få den nye arena etableret. Den 18. april holdt partnerne en informationsdag for inviterede mulige operatører af den forventede kommende arena. Den amerikanske underholdningsgigant AEG, der sidste år måtte opgive selv at skaffe finansiering til et arenaprojekt, er fortsat med i feltet af mulige operatører af en ny arena.

Opland på 3,5 millione

Den nye arena får en særdeles central placering i forhold til trafik og et opland på 3,5 mio. mennesker inden for en afstand af 100 km. Ifølge Davis Langdon og IPW's kalkulationer vil det være muligt at skrue et projekt sammen, hvor den kommende kommercielle operatør både kan få en fornuftig profit på arenaen og samtidig garantere arenaselskabet en årlig forpagtningsafgift. 

Om eventuelle kommende operatører er enige i den vurdering vil vise sig inden årets udgang, når arenakonsortiet forventer at vælge en endelig operatør. Forpagtningsafgiften skal som minimum dække den del af lånefinansieringen af et arenabyggeri, som ligger ud over bidragene fra ejerkredsen, Københavns Kommune, By & Havn og Realdania. Arenakonsortiet lover i projektmaterialet en kommende operatør en betydelig medindflydelse på indretningen af arenaen, der forventes at få en kapacitet på ca. 15.000 til koncerter, 12.500 til håndbold og 10.000 til ishockey.

Idrættens rolle i arenaen

En af de spændende ting i processen frem mod realiseringen af et arenaprojekt i København bliver idrættens rolle i byggeriet. 

Med AG Københavns store publikumssucces i Ballerup Super Arena har multiarenaen fået en potentiel fast lejer med kapacitet til at fylde mange sæder i arenaen, men som det også klart kom frem på Nordic Venue Forum i København den 5.-6. april, hvor Idan var medarrangør, er det ikke nødvendigvis ukompliceret at kombinere en håndboldklub med en forretningsmodel baseret nærmest eksklusivt på salg af VIP-pladser og hospitality med en multiarena med en forretningsmodel baseret på det samme – og behov for stor terminsmæssig fleksibilitet i forhold til events og koncerter. På Nordic Venue Forum udtrykte AG Københavns bagmand, Jesper Nielsen, stor interesse for en kommende multiarena. Men han gav også udtryk for, at AG København overvejede en fremtid i en ren håndboldarena, som klubbens selv ejer. I næste sæson rykker AG København fra Ballerup Super Arena til Brøndby Hallen, hvor publikumskapaciteten er mindre, men hvor antallet af VIP-sæder og dermed indtjeningsmulighederne er større. Ifølge Jesper Nielsen overvejer klubben at henlægge nogle af de største kampe i næste sæson til multiarenaen i Malmö. I informationsmaterialet giver Davis Langdon og IPW udtryk for, at de forventer, at en fast lejer fra håndbold kan indpasses i forretningsmodellen.

Skal betale markedsleje

En anden idrætslig indtægtskilde i multiarenaens økonomiske puslespil vil blive større internationale sports events. 

Sport Event Denmark og Danmarks Idræts-Forbund har tidligere garanteret en københavnsk multiarena et årligt fast tilskud på fem mio. kr. for at sikre idrætten en dispositionsret til en københavnsk multiarena i 10 år. Samtidig har Elitefacilitetsudvalget i januar bevilget 10 mio. kr. til projektet for 'at sikre, at idrætten får plads blandt de mange kulturbegivenheder og internationale events, der vil finde sted i multiarenaen'. Trods disse tilskud fra idrætten, fremgår det af materialet fra Davis Langdon og IPW, at det ikke er arenakonsortiets 'intention, at nogen gruppe skal nyde gavn af reducerede takster eller særlig lejevilkår i arenaen. Det formodes at alle parter betaler markedsleje'. Med andre ord får idrætten umiddelbart ikke 'andet' for sine tilskud til en multiarena i København end muligheden for, at bygningen kan opføres. Når kommende store sports events skal hverves til Danmark, vil arrangørerne skulle betale markedsleje, og de vil derfor i mange tilfælde kunne få adgang til mindre, men egnede arenaer andre steder i landet eller til multiarenaen i Herning på konkurrencedygtige vilkår.