Ambitiøs vision og risikabel satsning
Regeringens ambitiøse satsning på at tiltrække store internationale idrætsbegivenheder kan skabe ny dynamik, men også ende som en afklædning af dansk idræt.
For kulturminister Brian Mikkelsen (K) var tirsdagens lancering af regeringens ambitiøse handlingsplan for at tiltrække store idrætsbegivenheder til Danmark en kærkommen politisk landvinding efter de seneste måneders pinagtige offentlige uenighed med finansminister Thor Pedersen (V) om de p.t. hvilende danske OL-ambitioner i 2020/2024.
Da kulturministeren endelig gik i luften med sin forsinkede handlingsplan for de kommende fire års satsning, var det en handlingsplan med betydelig slagkraft i form af 180 mio. ekstra statslige støttekroner til idrætten, som i de kommende fire år sammen med i alt 80 mio. omdirigerede støttekroner fra DIF og Lokale- og Anlægsfonden vil understøtte målsætningen at tiltrække flere store idrætsbegivenheder og opgradere danske idrætsanlæg til international standard.
Det lykkedes altså for kulturministeren at få sin påholdende regeringskollega til at lette ganske betydeligt på låget til statskassen. Det er i første omgang en sejr for Brian Mikkelsen, men det er i høj grad også en forpligtende sejr med en vis indbygget risiko.
Stor satsning og høje forventninger
Satsningen i de kommende fire år kan ende som et ’firedobbelt HC Andersen-år’, hvis regeringen og samarbejdspartnerne i Danmarks Idræts-Forbund og specialforbundene viser sig ude af stand til at leve op til handlingsplanens vel floromvundne forventninger om forøget branding af Danmark, øget idrætsinteresse og anvendelsen af store events som løftestang for fremme af sundhed, integration og turisme.
Det er sådanne forventninger, der har båret den kostbare handlingsplan lige siden regeringens løfte ved dens tiltrædelse i 2005 om at styrke dansk idræt på eventområdet.
Lad os slå fast med det samme: En tilførsel af 45 mio. kr. om året + en yderligere omdirigering af 10 mio. kr. fra DIF til Team Danmark og 10 mio. kr. fra Lokale- og Anlægsfonden til eliteidrætsfaciliteter er en endog ganske massiv økonomisk satsning efter danske forhold.
Der er reelt tale om en forøgelse af det centrale statslige budget for idræt med 6-7 pct. inkl. idrætsorganisationerne og Team Danmark i en tid, da tipsmidlerne tilmed er under voldsomt pres. Satsningen sker på et tidspunkt, da temaer som fysisk inaktivitet, livsstilssygdomme, frivillighed under pres og social sammenhængskraft i idrætten presser sig lige så meget på i idrætsdebatten som behovet for flere tilskueroplevelser og store opvisningsanlæg.
Sårbar for kritik
Derfor skal der ikke herske fem sekunders tvivl om, at såvel DIF som kulturministeren bliver endog særdeles sårbare for kritik, hvis handlingsplanen ikke får den forventede og alt andet lige temmelig målbare effekt i form af mere grund til jubel på de danske tilskuerpladser.
I forvejen har de nye og større kommuner allerede skruet op for økonomien og satsningerne på events og opvisningsanlæg. Risikoen ved den massive satsning er, at den store offentlige indblanding på området skaber en situation, hvor pengestrømmene og de tiltrukne arrangementer ikke afspejler nogen reel efterspørgsel i befolkningen.
Der er triste eksempler nok på store events afviklet i gabende tomme haller, fordi en ambitiøs lokalregering bevidstløst har hældt store pengebeløb i sportsbegivenheder og overdimensionerende faciliteter.
Den slags events er hverken dansk idræt eller sporten generelt tjent med, og der ligger en klar risiko i den danske satsning for, at erhvervsliv, arrangører og kommuner nu læner sig tilbage, mens tv-stationerne snart skal vide at skrue op for priserne på at producere begivenhederne på vegne af de hjemlige arrangører.
Kulturministeren gav ved præsentationen af planen klart udtryk for, at han forventer, at kommuner og erhvervsliv nu tager handsken op og bidrager lige så meget til festen som staten. Også den forventning kommer til at stå en interessant prøve i de kommende fire år.
Potentiale for nye kompetente arrangører
Omvendt er potentialet ved den store satsning, at der opstår en helt ny underskov i dansk idræt af kompetente arrangører og dygtige fagfolk med et indblik i internationale idrætsforhold, markedsføring, tv-markedet og eventpræsentation. Kompetencer, som dansk idræt i den grad savner i dag.
En kommende massiv eventsatsning har potentiale til at tilføre specialforbund og arrangører en dynamik og viden, der ikke kun vil smitte af på den enkeltstående internationale begivenhed, men også vil smitte af på forbundenes, arrangørernes og kommunernes evner til at gennemføre strategiske satsninger på eksempelvis områder som leder- og træneruddannelse, integration, turisme, sundhed osv. i kølvandet på de store arrangementer.
Med andre ord er handlingsplanen ikke bare en voldsom økonomisk saltvandsindsprøjtning, men også en kæmpe udfordring for idrætten.
Udgangspunktet er ikke imponerende
Handlingsplanen fokuserer meget på at opgradere danske sportslederes internationale lobbyarbejde i jagten på internationale mesterskaber.
Men store VM- og EM-arrangementer er langt fra de eneste attraktive idrætsbegivenheder, og spørgsmålet er, om ikke det mest effektive lobbyarbejde i virkeligheden ville være, at dansk idræt på hjemmebanen udviklede flere tilbagevendende og kommercielt bæredygtige internationale arrangementer, som den fremtidige horde af danske idrætslobbyister kunne skrive på cv’et i jagten på de helt store mesterskaber. At hive VM i cykling til København havde eksempelvis næppe været realistisk uden erfaringerne fra det årlige Post Danmark Rundt. Men sandheden er, at det aktuelle niveau på eventområdet i dansk idræt ikke er imponerende højt. Mediebilledet og interessen er polariseret på få idrætsgrene, kvaliteten af de nationale stævner er ofte beskeden og antallet af faste, internationale sportsbegivenheder af en vis kaliber er snarere faldende end stigende.
Inden for de seneste få år har dansk idræt oplevet internationale stævner som Copenhagen Box Cup, de internationale atletikstævner i Århus og København, Pro Tour golfarrangementet i Nordsjælland, Copenhagen Open i tennis, et af de store cykelløb m.fl. afgå ved døden eller være truet af en stille hensygnen på grund af manglende sponsor- og tilskuerinteresse. Dette ikke nævnt som en kritik, men som målestok for udfordringens størrelse for et lille land, der så gerne vil måle sig med de helt store.