Arkitektur, Pædagogik og Sundhed
Tirsdag d. 18. maj inviterer forskningsprogrammet Arkitektur, Pædagogik og Sundhed (APOS) til konference og udgivelse af antologien 'AproPOS – Arkitektur, Pædagogik og Sundhed'.
Siden 2004 har forskningsprojektet Arkitektur, Pædagogik og Sundhed (APOS) arbejdet med at skabe ny viden om samspillet mellem pædagogiske processer og byggeri/planlægning for at finde ud af, hvordan det kan fremme sundhed og kompetenceudvikling hos børn og unge.
Konferencen på Kunstakademiets Arkitektskole præsenterer forskningsprojektets delresultater, og ved samme lejlighed bliver antologien 'AproPOS – Arkitektur, Pædagogik og Sundhed' udgivet.
Forskningen i projektet er formuleret i samarbejde mellem en række institutioner inden for pædagogik og arkitektur. Det gælder på det pædagogiske område Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og Forskningsprogram for Miljø- og Sundhedspædagogik, mens det inden for arkitekturen er Kunstakademiets Arkitektskole og Center for Idræt og Arkitektur.
Konferencen er især relevant for planlæggere, arkitekter, skolefolk og nøglepersoner i skolebyggeri og undervisningsplanlægning.