Arrangør efterlyser målsætninger
Rapport om forberedelserne til World Outgames 2009 peger på behovet for klare målsætninger og ansvarsfordelinger ved fremtidige satsninger på store kulturelle og sportslige events i Danmark.
Som arrangement har World Outgames med cirka 5.500 homoseksuelle deltagere fra små 100 lande sat sit præg på de københavnske gader og idrætsanlæg.Men vejen frem til åbningen den 25. juli på Rådhuspladsen i København var både stenet og snoet. Faktisk sammenligner sekretariatet bag World Outgames hele arrangementet med humlebien, der i teorien ikke kan flyve, men gør det alligevel. En sidste statusrapport op til åbningen beskriver de udfordringer, som undervejs truede med at afspore projektet. Samtidig giver rapporten bud på nogle af de mange faldgruber og praktiske problemer, som kommende arrangører af store sports- og kulturevents i Danmark bør undgå. Som sådan tegner rapporten dermed et detaljeret billede af arbejdet med at arrangere store events – i dette tilfælde et af flagskibene i sportsåret 2009, der indgår som en milepæl i regeringens øgede satsning på at tiltrække store events.
Økonomisk klemme
Økonomien er en klassisk udfordring ved store sportsbegivenheder. Det har også været tilfældet op til World Outgames.
Oprindeligt lød budgettet på 64 mio. kr., men det har man i flere sparerunder måttet reducere på grund af færre deltagere og sponsorindtægter end forventet. Det endelig budget ligger på små 50 mio. kr., hvoraf offentlige kasser og fonde anført af Københavns Kommune har lagt hovedparten, nemlig cirka 40 mio. kr. En del af forklaringen på de udeblevne indtægter skyldes den globale økonomiske krise, men det er næppe hele forklaringen, vurderer statusrapporten, som især peger på, at de udeblevne sponsorindtægter fra private virksomheder har været skuffende. Det kan der være flere årsager til. Arrangørerne mener selv, at man måske ikke selv har været dygtig nok til at skabe kontakt til potentielle sponsorerer, men også at mange private virksomheder næppe har haft lyst til at blive koblet op på Outgames politiske budskab om mangfoldighed, eller virksomhederne har ikke kunnet se de økonomiske perspektiver i at nå ud til Outgames’ homoseksuelle målgruppe.
Uklare målsætninger og ansvarsfordelinger
Også manglen på klare målsætninger og kompetencefordelinger er blevet oplevet som et problem undervejs.
Københavns bud på arrangementet blev ganske vist – som det ofte er tilfældet med store sportsbegivenheder – båret frem af stor politisk begejstring, ikke mindst på rådhuset, selv om World Outgames var et nyt og uprøvet koncept, som konkurrerer med de etablerede Gay Games. Men præcis hvilken rolle arrangementet skulle udfylde, og hvem der skulle have det endelige ejerskab til arrangementet blæste ind imellem i vinden, ligesom forventningerne til antallet af deltagere skulle vise sig at være helt urealistiske. Organisatorisk endte arrangementet med at blive lagt over i turistorganisationen Wonderful Copenhagen for herefter at blive placeret i et selvstændigt selskab. Denne flytten rundt på ejerskabet var uheldig, vurderer rapporten, som dog samtidig roser kommunens politikere og embedsmænd for en god og konstant opbakning i hele forløbet.
Flere bud på formål
Mere kritisk var det måske, at målsætningen med arrangementet i høj grad afhang af, hvem man spurgte. I statusrapporten peger arrangørerne bl.a. på forskellige ’skoler’:
- World Outgames skulle styrke Københavns progressive og moderne image som led i en generel branding-strategi.
- World Outgames skulle tiltrække flere købestærke homoseksuelle turister.
- World Outgames skulle være et pilotprojekt som en test af Københavns infrastruktur og kapacitet ved endnu større arrangementer som OL.
Forskellige politiske formål udelukker ikke nødvendigvis hinanden, men den manglende prioritering var med til at forstærke en generel usikkerhed om arrangementets formål og grundlæggende værdier, vurderer statusrapporten. I sidste ende blev det derfor sekretariatet og dets bestyrelse, som mere eller mindre alene formulerede linjen. Og derfor endte World Outgames 2009 i øvrigt med at blive et arrangement, hvor kulturtilbud og fokus på homoseksuelles rettigheder kom til at stå stærkt ved siden af selve sporten. Om den beslutning var rigtig, og i hvilken grad World Outgames vil stå tilbage som en rigtig satsning, vil senere evalueringer måske give et svar på.