Atleternes aktivisme: Et gode eller onde?

Da Mathias ’Zanka’ Jørgensen for nyligt før en kamp for sin tyrkiske klub Fenerbahçe trak en opvarmningstrøje over hovedet med et tydeligt politisk budskab, blev han muligvis taget som gidsel i et politisk spil, han ikke selv er herre over.

Med Zankas historik som både forkæmper mod racisme og hans rolle som hovedambassadør for den spillerdrevne kampagne for LGBT-miljøets plads i dansk fodbold, kan det synes mærkværdigt, at det skulle være hans personlige valg, at han iførte sig en trøje med påskriften ”Fædrelandet er jer taknemmelig”. En trøje der desuden var påtrykt en rød silhuet af en soldat, der gør honnør, hvilket med rette er blevet tolket som en støtte til det tyrkiske militærs indsats i Syrien.

Her må man forstå de enorme politiske kræfter, som er på spil i klubben, der er en af de mest fanatiske og nationalistiske fodboldklubber med en meget engageret fanskare. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har i over 25 år vist troskab til klubben, hvilket han nogle dage efter kampen blev hædret for, da han blev udnævnt til æresmedlem. Trøje-aktionen ligner derfor i højere grad en ordre taget på højere ledelsesniveau i klubben end et individuelt eller kollektivt valg foretaget af spillerne.

En idrætshistorisk kamp for menneskerettigheder

Hvor Fenerbahçes politiske demonstration støtter op om en autoritær leders handlinger, er sportens arena adskillige gange blevet anvendt som platform for minoriteters kamp for lige rettigheder. Anført af Bill Russel valgte NBA-holdet Boston Celtics' sorte spillere at boykotte en opvisningskamp før sæsonen 1961-1962, da de dagen forinden var blevet nægtet service på en lokal restaurant. Det var en banebrydende handling i en tid, hvor sortes rettigheder var på et minimum, og man ikke klagede offentligt over den herskende forskelsbehandling.

Russels kamp for sortes rettigheder fik snart selskab af den formentlig største sportsstjerne i det 20. århundrede, Muhammad Ali. Den tredobbelte verdensmester i boksning blev en central forkæmper for sortes rettigheder, og han satte hele sin karriere på spil, da han i 1967 nægtede at gå i krig i Vietnam med de berømte ord om USA’s hovedmodstander: ”Vietcong har aldrig kaldt mig nigger”. Det kostede ham tre år i fængsel og titlen som verdensmester. Han blev dog senere forsonet med USA og fik ved OL i Atlanta i 1996 den ære at tænde den olympiske flamme.

Mere end en atlet

I de seneste år har vi set en stigende tendens til, at store internationale sportsstjerner bruger deres rolle som højtprofilerede udøvere til at ytre politiske holdninger inden for et bredt spektrum af samfundsspørgsmål.

Den stigende aktivisme blandt atleter fik for alvor mediebevågenhed, da den nu tidligere quarterback i amerikansk fodbold (NFL) Colin Kaepernick i 2016 – til præsident Donald Trumps store fortrydelse – undlod at følge traditionen med at stå op ved afsyngningen af den amerikanske nationalsang. Han knælede i stedet i en afvisning af det amerikanske flag, som han mener symboliserer en raceundertrykkende nation.

Anføreren for USA's kvindelandshold i fodbold, Megan Rapinoe, har også sat fokus på samfundsmæssige spørgsmål. I sin tale foran New York City Hall efter amerikanernes VM-sejr i sommer, udnyttede hun rampelyset til at advokere for lige rettigheder og mangfoldighed. Allerede før VM havde hun brugt sin stemme til at kommentere på Trump, der i Rapinoes optik har et forfejlet kvindesyn og en manglende respekt for homoseksuelle. I samme ombæring gjorde hun det klart, at hun efter en mulig VM-triumf ville afvise en invitation fra Det Hvide Hus.

Ved de panamerikanske lege i Lima i august blev Trump endnu engang skydeskive, da to amerikanske atleter under sejrsceremonien henholdsvis løftede en knyttet næve og knælede under afspilningen af nationalmelodien i protest over den førte våbenpolitik, racisme og behandling af immigranter – og ifølge den ene af atleterne, fægteren Race Imboden, Trumps spredning af had i det amerikanske samfund.

En accept af udøvernes stigende aktivisme medfører dog også et større dilemma, når der gøres plads til mere radikale ytringer, der ligefrem kan modarbejde menneskerettighederne. For eksempel gav den daværende fodboldspiller for italienske S.S. Lazio, Paolo di Canio, i 2005 en fascisthilsen ud mod klubbens højreradikale fangruppe, ’ultras’, der naturligvis blev fanget af et af de mange kameraer. Eksemplet kan måske tjene til eftertanke om, at en vis begrænsning af de individuelle politiske handlinger i sportsarenaen kan være en god ide.

De politiske manifestationer og udtryksformer har vist sig på forskellig vis igennem idrætshistorien. Derfor må man holde sig for øje, hvem der reelt er afsenderen – er det individet, holdet, klubben eller staten – og det er en vigtig distinktion i vores globaliserede samfund, hvor mennesker dagligt udsættes for et bombardement af nyheder og billeder.

De Olympiske Leges paradoksale dilemma

Med nazisternes OL i Berlin i 1936 blev legene for alvor løftet op til at blive verdens største sportsbegivenhed sammen med VM i herrefodbold. Ved disse såkaldte mega-events samler sportens dramaer milliarder foran tv-skærmene, og derfor er det også den mest ideelle arena for politiske budskaber.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) forsøger for alt i verden at fratage atleterne muligheden for at afsende sådanne budskaber. I deres regelsæt slås det fast, at: ”Ingen form for de­monstration af politisk, religiøs eller racemæssig propaganda er tilladt på de olympiske områder.”

Alligevel har flere atleter gennem tiden trodset reglen, hvor det mest berømte eksempel formentlig er de to amerikanske 200-meter løbere Tommie Smith og John Carlos, som på sejrsskamlen ved OL i Mexico City i 1968 hævede en knyttet næve iført en sort handske i vejret som symbol på den undertrykkende racepolitik i hjemlandet. Efterfølgende blev begge atleter fordømt af sportsautoriteterne og straffet med hjemsendelse i vanære, samtidig med at de blev bedt om at returnere henholdsvis deres guld- og bronzemedalje.

IOC har dog ikke nær så travlt med at håndhæve det olympiske charter over for de skiftende værtsnationer for OL, der især via åbningsceremonien får mulighed for at politisere, og hvor landets egen gloriøse fortid, nutid og fremtid kan præsenteres.

Sommer-OL i Beijing 2008 og Vinter-OL i Sotji 2014 tjener formentlig her som de bedste eksempler. Faktisk har Rusland siden Vladimir Putin overtog præsidentembedet i 1999 investeret massivt i store sportsbegivenheder, der fungerer som en særlig 'erindringshistorisk arena' til at etablere en betydningssammenhæng mellem det fortidige, det nutidige og det fremtidige.

Alle værtsnationer ved OL har, ikke overraskende, en tendens til at udelukke de mindre flatterende aspekter af deres egen historie og kultur i åbningsceremoni­en. Ved vinter-OL i Sotji 2014 blev det leninistisk-stalinistiske regime med politisk undertrykkelse, tvangskollektivisering og masseudryddelse nærmest afbildet som et sandt forbrugerparadis og en velfærdsstat, hvilket er langt fra sandheden. Sovjetkommunismens økonomiske og sociale side blev til gengæld hyldet som baggrund for nutidens moderne russiske stat.

Demokratierne benytter også åbningsceremonien til at vise sig frem fra sin bedste side. Ved OL i London 2012 skabte den verdensberømte filminstruktør Daniel Boyle et fascinerende show, der fremhævede Storbritanniens store bidrag til verdenssamfundet, hvorimod landets fortid med imperialisme og slaveri var udeladt.

Til sommer skal de olympiske lege afholdes i den japanske hovedstad Tokyo. Åbningsceremonien vil følge traditionen, og Japan vil som nation kunne profilere sig politisk. Men hvilket råderum bliver der til atleterne? Vil IOC imødekomme atleternes pres for at kunne udtrykke sig tydeligere, eller vil de politiske signaler stadig være forbeholdt regeringer og idrætsorganisationer?

Kommentaren er bragt i Jyllands-Posten den 5. november 2019.