Atletikklubber skal have plads til alle unge

Atletikklubberne i Danmark har en udfordring, som man kender i mange andre idrætsforeninger: De unge forsvinder i stor stil, når de når teenagealderen. Men inden for den i forvejen relativt lille idrætsgren atletik er frafaldsproblemet særligt presserende.

Her betyder det store frafald, at idrætten inden for nogle atletikdiscipliner er næsten ikkeeksisterende på seniorniveau. I 2013-sæsonen blev der f.eks. kun noteret tre længdespringende kvinder i aldersgruppen 23-29 år, mens mere end 500 piger op til 17 år sprang længdespring i en udendørs konkurrence.

Der er dog gode muligheder for at gøre noget ved udviklingen og få flere børn og unge til at forblive i atletikklubberne, vurderer Idan i rapporten ’Fremtidens atletikmiljøer’, der sætter fokus på netop børn og unges oplevelser med atletikken og tidligere atletikudøveres årsager til frafald.

Som figur 1 viser, er der nemlig store forskelle på børn og unges årsager til at falde fra atletik.

Figur 1: Hvorfor holdt du op med at dyrke atletik?

Børn under 15 år prøver mange idrætter og skifter hurtigt, hvis den ene ikke er sjov nok. Dette kan selvfølgelig dække over dårlige tilbud i klubben, men er i høj grad også udtryk for børns naturlige afprøvning af forskellige aktiviteter og deres egne og vennernes skiftende interesse.

Mere sigende og problematisk er det, at unge mellem 16 og 24 i vid udstrækning forlader atletikken, selv om de godt kan lide sporten og ikke har mistet interessen for den.

For de unge handler frafald oftere om ydre forhold, som at der mangler jævnaldrene i klubben og ikke er tid til atletik i hverdagen. Som tallene i figur 2 viser herunder, siger lige knapt syv ud af ti unge faktisk, at de gerne vil vende tilbage til atletikken. I praksis vender dog kun meget få tilbage.

Figur 2: Kunne du forestille dig, at du på et tidspunkt vil begynde til atletik igen?

Unge vælger frihed og fleksibilitet

I stedet vælger de fleste unge at kaste deres tid og energi over andre aktiviteter. Når unge stopper i atletikklubber, begynder mange af dem til styrketræning, motionsløb eller crossfit i stedet. Det understreger, at det sjældent er lysten til atletikken, der mangler, for ligheden er ofte meget stor mellem disse aktiviteter og atletikkens forskellige øvelser.

Men når man er aktiv i private centre eller på egen hånd i det fri, er der ikke nogle udefrakommende krav til træningsmængde og resultater. Det ligner den afgørende forskel, der er med til at sortere atletikken fra især blandt de unge mellem 16 og 24 år.

Figur 3: Træningshyppighed og frafald blandt børn og unge i DAF

Søjlerne i figuren herover viser træningsmængden i tre forskellige aldersgrupper, mens den tværgående røde streg (hvis værdier aflæses på højre akse) viser antallet af medlemmer i DAF inden for samme aldersgrupper.

Den korte udlægning af figur 3 er, at når træningsmængden stiger, gør frafaldet også. Ikke nødvendigvis på grund af manglende lyst til atletik, men simpelthen fordi tiden er den begrænsende faktor for mange unge. Derfor spænder atletikklubberne ben for sig selv, hvis de ikke har et alternativ til det traditionelle atletikhold med fokus på øget træning og sportslig forbedring.

Udvidede klubtilbud kan fastholde medlemmer

Blandt andet på baggrund af disse resultater kommer Idan frem til en række anbefalinger, der kan være med til at skabe bedre fastholdelse blandt børn og især unge i atletikklubberne og på den måde øge medlemstallet i DAF.

Først og fremmest kalder ovenstående figur på overvejelser om, hvorvidt der i atletikklubberne er plads til alle typer af atletikinteresserede børn og unge. De fleste af de mange trænere, der er interviewet i forbindelse med undersøgelsen, fortæller rent ud, at der er en klar forventning om, at børn og unge, der bliver i klubben, gradvist dedikerer sig mere til atletikken.

Idan anbefaler, at denne udbredte praksis i atletikklubberne suppleres med muligheden for at dyrke atletik kun få gange om ugen og uden krav om stævnedeltagelse, uden at man af den grund bliver behandlet som andenrangs medlem i klubberne.

Det kræver en holdningsændring blandt mange trænere eller måske endda et bevidst arbejde med at uddanne nye typer af trænere, der sætter fokus på leg og fællesskab over sportslige forbedringer og som sådan kan supplere de eksisterende trænerkompetencer.

Fitness og sundhed på programmet

Det handler dog ikke kun om at have det sjovt. Mange unge vil gerne have noget ud af deres idræt. Men hvis medaljer og rekorder er det primære mål, er det kun interessant for et talentfuldt mindretal eller op til en alder, hvor forbedringerne ikke længere kommer så let.

Derfor er en anden af rapportens anbefalinger at inddrage fitness- og styrketræning samt et særligt fokus på motion og sundhed på atletikhold. Det kan enten være på særlige hold eller som supplerende elementer i den traditionelle atletiktræning. Ideen er at sælge atletik som den effektive muskel- og motionstræning, idrætten også kan være.

Atletikken i Danmark er begunstiget af relativt gode fysiske rammer med atletikstadions mange steder og klubhuse og fitnesslokaler i mange klubber. Disse faciliteter kan også være med til at fastholde medlemmer og trække nye til, hvis de stilles til rådighed for alle medlemmer og aktivt bruges af klubberne også til fitness- og motionsprægede aktiviteter.

Forudsætningerne for at skabe forandring er således til stede i atletik, og incitamentet må siges at være åbenbart i form af det store ungdomsfrafald. Størstedelen af de unge medlemmer forsvinder nemlig ikke, fordi de ikke vil atletikken, men fordi atletikken ikke er indrettet til deres hverdag som teenagere og unge voksne.

Hvis atletikklubberne kan og vil udvikle nye trænerkompetencer og holdtilbud, har dansk atletik gode forudsætninger for at forbedre fastholdelsen af børn og unge.

Læs også artiklen 'De klassiske atletikudøvere er i mindretal i eget forbund'.