Bagsiden ved at få flere med: En mindre andel deltager i foreningens sociale liv

Danske idrætsforeninger har bredt fat i befolkningen sammenlignet med foreninger i andre europæiske lande. Men det stærke fokus på at få flere med, som bl.a. indgår i idrætsorganisationernes aktuelle strategier, har måske en bagside:

En relativt lille andel af de danske foreningsmedlemmer er engagerede i foreningens sociale liv sammenlignet med foreninger i ni andre europæiske lande, som er blevet undersøgt i forskningsprojektet ’Social Inclusion and Volunteering in Sports Clubs in Europe’ (SIVSCE). Også deltagelsen i medlemsdemokratiet er relativt lav i danske foreninger.

Dilemmaet blev diskuteret ved konferencen ’Dansk foreningsidræt i europæisk perspektiv’, som Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) stod bag 4. december 2017 på Syddansk Universitet. Ca. 120 deltog.

”Vi har et entydigt fokus på vækst. Men går vi på kompromis, hvad angår det forpligtende fællesskab, som medlemmerne skal indgå i? At man skal tage et medansvar?” spurgte Mikkel Magelund fra DIF’s Team Bredde og Motion.

”Når vi tilpasser aktiviteterne og gør dem fleksible og lettilgængelige, møder vi folk med en tilgang om, at de er kunder. Så agerer de måske også som kunder. Vi skal ikke ændre vores strategi, men vi skal se på, hvilken betydning det har for udviklingen. Hvis færre skal lave noget for flere, kan det give problemer. Vi skal passe på ikke at lægge for store byrder på de frivillige,” mente han.

Europæisk foreningsliv er baseret på frivillige

Konferencen tog udgangspunkt i CISC’s forskningsprojekt om social inklusion og frivillighed i europæiske foreninger, hvor 35.790 sportsklubber i Holland, Belgien (Flandern), Tyskland, Danmark, England, Norge, Polen, Ungarn, Schweiz og Spanien har deltaget.

Frivilligt arbejde er rygraden i idrætsforeninger i alle ti lande. I Danmark udfører en relativt stor del af befolkningen frivilligt arbejde, men når man zoomer ind på idræt, ligger vi midt i: 33 pct. af medlemmerne udfører opgaver i deres forening. Hos topscoreren Spanien gælder det 41 pct. af medlemmerne, og i bunden ligger England med 26 pct. af medlemmerne.

Faldende forældreengagement bekymrer

I Danmark er der en større andel ældre frivillige på instruktør- og lederposter, end man ser i andre lande, men til gengæld er der sket et fald blandt de 20-39-årige: Mens 50 pct. udførte frivilligt arbejde i 2004, gjaldt det kun 32 pct. i 2015.

Samtidig har danske foreninger i mindre grad fokus på integration af socialt udsatte grupper som handicappede og mennesker med anden etnisk baggrund.

”Det faldende forældreengagement er bekymrende,” mente Ane Qvortrup fra Institut for Kulturvidenskaber på SDU. Hun forsker i inklusion i skolen og pegede i sit oplæg på, at inklusion i det sociale miljø og familien har stor betydning for inklusion i skolen. Også på skoleområdet falder forældrenes deltagelse i sociale aktiviteter, fx julearrangementer.

”Vi skal sætte fokus på den aktive deltagelse i forskellige typer fællesskaber. Her har idrætsforeningerne en særlig mulighed. Inklusion er kommet til at handle mere om barnets rettigheder end om vores fælles pligt til og ansvar for at give alle mulighed for at deltage. Vi må undersøge, hvad det er, der gør, at ikke alle føler sig hjemme i en forening,” sagde hun og tilføjede, at netop det at føle sig anerkendt og deltagende i et fællesskab er væsentligt for børns inklusion og trivsel.

Hjemløse vil ikke spille i en forening

Heller ikke alle voksne føler sig hjemme på et foreningshold. Den erfaring har gadefodboldinitiativet OMBOLD gjort, efter at man i en periode arbejdede med at få målgruppen, udsatte og hjemløse voksne, til at deltage i fodbold på etablerede foreningshold.

”De bliver ikke foreningsparate. Der er for meget kaos i deres liv, til at de kan deltage på almindelige hold. Det skræmmer dem at skulle spille sammen med folk, der har styr på livet og er midt i en karriere. Vores spillere tror, de vil føle sig forkerte og udenfor,” fortalte Martin S. Pedersen på konferencen.

Løsningen ser i stedet ud til at være lukkede hold, der samarbejder i et eller andet omfang med en etableret forening, eller at danne nye foreninger for udsatte og hjemløse. To nye foreninger er opstået i København og Aarhus.

Digital generalforsamling på 37 dage

Inklusion er altså et af de svage punkter hos danske foreninger sammenlignet med ni andre landes foreninger.

Men også på deltagelsen i medlemsdemokrati scorer danske foreninger relativt lavt. Dels benytter medlemmerne sig ikke af muligheden for indflydelse i særlig høj grad, dels vægtes medlemsdemokratiet ikke så højt i bestyrelser og udvalg.

En af de foreninger, der arbejder aktivt med at vitalisere medlemsdemokratiet, er BK Skjold, hvis formand, Jan Sørensen, fortalte konferencens deltagere om deres nye, digitale generalforsamling.

Generalforsamlingen foregår over en periode på 37 dage og indledes med debatindlæg om en række emner på en digital platform. På dag 29 holdes der et offline møde, og herefter stemmes der digitalt.

”Tør vi sætte magten på spil? Det kommer vi til, når vi inddrager medlemmerne mere. Alle medlemmer hos os har stemmeret, så lille Peters mor kan også blande sig,” sagde han og tilføjede, at det har taget lang tid at indføre den digitale generalforsamling, men resultaterne har været overvældende:

146 af de 2.000 medlemmer stemte, hvilket er ti gange flere end normalt. Der var ti kandidater til fire bestyrelsesposter. Man fandt en kvalificeret kasserer efter en periode uden kasserer. Til det fysiske møde dukkede 24 op, hvilket er dobbelt så mange som normalt. Og der kom 15 indlæg til dialog, hvoraf kun ét var fra bestyrelsen.

DGI arbejder nu videre med testforløb på digitale generalforsamlinger.

Større konkurrence om de frivillige

Professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitets Institut for Sociologi og Socialt Arbejde gav et mere overordnet billede af frivilligt arbejde på konferencen. Generelt er andelen af frivillige i befolkningen faldet en smule de senere år, og de frivillige bruger også mindre tid på det frivillige arbejde.

Samtidig er andelen af frivillige, der svarer, at de er medlemmer af den organisation, de gør deres indsats for, faldet fra 79 pct. i 2004 til 57 pct. i 2017.

En af årsagerne er formentlig, at nye former for frivilligt engagement vinder frem. Der er altså større konkurrence om de frivillige.

”Det er interessant, at idrætsforeningerne i Danmark i mindre grad end i de andre lande synes, at deres medlemmer er passionerede og dedikerede. Hvis flere vil stå på ydersiden af foreningen end være med på indersiden, så er det et problem. Tilknytning, socialisering og fastholdelse er centrale dimensioner,” sagde han.

Typisk er det sociale engagement stærkere i små foreninger end i større, forklarede adjunkt Karsten Elmose-Østerlund fra CISC. Og især inden for holdboldspil, tennis, bordtennis og dans er der et stærkere socialt engagement end i andre idrætsgrene.

Til gengæld er store foreninger mere tilbøjelige til at lave særlige indsatser for eksempelvis handicappede eller folk med anden etnisk baggrund.

Frivillige motiveres af anerkendelse

Generelt arbejder ca. en tredjedel af medlemmerne i de mange europæiske sportsklubber frivilligt på en eller anden vis. Særligt i tidligere regimer som Spanien, Polen og Ungarn er der en opblomstring af frivilligt arbejde.

I Tyskland, Danmark og Schweiz svarer flest idrætsforeninger, at de betragter det som et stort problem at fastholde eller finde nye frivillige på bestyrelsesniveau.

I Danmark er det mere udbredt end i de andre lande at rekruttere nye frivillige gennem netværk, at betale for uddannelse og træning af den frivillige og at sørge for, at en person har ansvar for ledelse af de frivillige.

Men dét, der virkelig betyder noget for de frivilliges tilfredshed, er anerkendelse, forklarede professor Bjarne Ibsen fra CISC.

”At det frivillige arbejde værdsættes. At deres problemer og bekymringer tages alvorligt. Og at foreningen anerkender det frivillige arbejde. Det har stor betydning for de frivillige. Derimod har det ingen betydning, om de får betaling eller materielle goder for arbejdet, eller om de kan arbejde uden indblanding,” sagde han.

Konstruktiv feedback fra bestyrelsen, interessante opgaver og information om vigtige ting i foreningen tillægges kun en lille betydning i forhold til tilfredsheden.

Europæiske foreninger ligner hinanden

Selv om der er kulturelt og historisk baserede forskelle på idrætsforeninger fra land til land, blegner forskellene, når man fokuserer på de enkelte foreninger. Det frivillige arbejdes omfang og karakter ligner hinanden på tværs af landegrænser.

Den schweiziske professor Sigfried Nagel sammenlignede schweiziske foreninger med danske og konkluderede:

”Danske foreninger er mere motions- og sundhedsorienterede end schweiziske og har bl.a. fokus på fitness. I Schweiz fylder deltagelsen i konkurrencer mere, og vi tillægger medlemsdemokrati større betydning end danske foreninger, måske fordi vi er vant til et nærdemokrati i kantonerne.”

57 pct. af medlemmerne i Schweiz deltog i generalforsamlingen – i Danmark er tallet 22 pct. Generelt er foreningerne mindre i Schweiz end i Danmark, og det kan ses på medlemstilknytningen. Hele 73 pct. svarer ja til, at de har fået venner i foreningen, som de ser uden for klubben. Det samme gælder 41 pct. af danske medlemmer.

Det mest overraskende for forskerne har været, hvor ens foreningerne og frivilligheden egentlig er i de ti lande, på tværs af Nordeuropa, Sydeuropa, øst og vest, tilføjede Bjarne Ibsen.

”Der er nogle relativt små forskelle. Men det er tankevækkende, at idrætsforeningerne ligner hinanden så meget på trods af forskellige kulturer og påvirkninger. Vi kan virkelig se en europæisk foreningsmodel.”