Beckham er Qatars trumfkort, men Nadim og Schmeichel er også med
VM i Qatar er ikke kun en øvelse i sportswashing, men er faktisk en del af Qatars politiske strategi for at opnå mere magt.
Det har vakt røre herhjemme, at Nadia Nadim har sagt ja til at være ambassadør for VM i fodbold i Qatar, og at Peter Schmeichel skal dække VM på Qatars statsejede tv-station BeIN Sports.
De bidrager til at renskure Qatars image gennem sportswashing, lyder kritikken, men i virkeligheden er de to danske fodboldspillere blot bittesmå brikker i en kæmpe politisk satsning fra Qatars side, som handler om meget mere end at dække over landets problemer med at overholde basale menneskerettigheder.
For styret i Qatar er VM overvejende en politisk begivenhed, der indgår i en langsigtet strategi med fokus på at diversificere økonomien, skabe diplomatiske forbindelser, nye netværk, investeringer, handelsaftaler og sikkerhedspolitiske alliancer.
Derfor giver det bedre mening at tale om 'blød magt' end om sportswashing, hvis vi skal forstå, hvorfor Qatar har investeret så mange penge i at afholde fodbold-VM og rekrutteret et hav af kendte fodboldspillere til at hjælpe med at markedsføre begivenheden.
Forstå blød magt
Blød magt er en teori, som stammer fra politologen Joseph Nye. Det handler om evnen til at få, hvad man ønsker, gennem tiltrækning og overtalelse, hvilket gøres muligt gennem anerkendelse af et lands kultur, politiske værdier og udenrigspolitik. Dem, der fortæller den bedste historie, vil få opbakning og indflydelse, mens krig og tvang vil møde modstand.
En strategi baseret på blød magt er en mangefacetteret pakke, der ikke kun fokuserer på sport, men også på musik, kunst, diplomati, kulturarv, religion, filmindustrien, branding og teknologi. Alt det får man ikke med i forståelsen af Qatars politiske projekt, hvis man kun taler om sportswashing.
For Qatar har den bløde magt blandt andet det formål at gøre Qatar attraktivt for investorer og turister og ikke mindst medvirke til at skabe gode militære alliancer i tilfælde af uro i regionen. Sport har fået en central rolle i styrets strategi om blød magt, og det kommer til udtryk på mange forskellige måder.
Qatar arbejder benhårdt på at tiltrække værtskaber for store internationale sportsbegivenheder som VM i fodbold. De investerer i sportsindustrien og i at udvikle eliteatleter og har blandt andet oprettet fodboldakademiet Aspire og købt den franske storklub Paris Saint-Germain i 2011.
Qatar bruger også mange penge på sponsorater, hvor statsejede selskaber som Qatar Airways, teleselskabet Ooredoo, Qatar Tourism, tv-stationen BeIN Sport og Qatar National Bank investerer i sportsgrene som basketball (NBA), tennis, håndbold, hestesport, e-sport, motorsport og højt profilerede fodboldklubber som FC Bayern München, AS Roma, FC Barcelona, Inter Milan, Arsenal og Boca Juniors. Sponsorpengene flyder også i retning af fodboldforbundene CONCACAF, CONMEBOL, UEFA og FIFA.
Et af formålene med sponsoraterne er naturligvis, at Qatar gerne vil iscenesætte sig som en stor sportsnation, placere sig som Mellemøstens sportscentrum og ikke mindst udnytte sportsverdenens fascinationskraft til at dække over nogle af de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, der foregår i landet.
Stjernernes rolle
Og det er her, hvor mange af fodboldens største profiler kommer ind gennem utallige reklamevideoer, hvor de fortæller om alle Qatars fortræffeligheder. Jo tættere vi er kommet på VM-slutrunden, jo mere er der blevet skruet op for Qatars PR-aktiviteter.
I starten af året kunne man for eksempel se den brasilianske superstjerne Dani Alves i en reklamevideo fra Qatar Airways med titlen 'Are you ready for the greatest show on Earth?' Her vandrer Dani Alves, der tidligere har betrådt nogle af de største arenaer i Europa som spiller for Sevilla, FC Barcelona, Juventus og PSG, rundt i Doha og besøger blandt andet et VM-stadion, et amfiteater, ørkenen og den indre by med de store skyskrabere.
Qatar har selvfølgelig også lokket trekløveret fra PSG - Messi, Mbappé og Neymar – til at medvirke i en video med titlen 'Discover the Spirit of Qatar with PSG', der fremviser nogle af Qatars kulturelle stoltheder, deres store kærlighed til dyr, men også nogle af de ting, man som turist kan lave i landet som for eksempel at se hvalhajer og køre i jeep i ørkenen.
Qatars helt store propagandatriumf er dog fodbold- og modeikonet David Beckham. Den tidligere Manchester United-spiller og anfører for det engelsk fodboldlandshold har ikke bare medvirket i reklamevideoer for Qatar Airways, men har angiveligt underskrevet en kontrakt i milliardklassen, som indebærer, at han de næste ti år har sagt ja til at være ansigtet udadtil for Qatar.
Beckham er overalt. Her deltager han som VIP-gæst til Formel 1-løb i Qatar, og her spiller han fodbold med afghanske flygtninge i hovedstadsbyen Doha. Så kører han på motorcykel gennem gaderne eller poserer på en speedbåd med udsigt til Dohas mange hypermoderne skyskrabere. Han giver krammere til lokalbefolkningen, spiser mad fra et bålfad i ørkenen og besøger et krydderimarked, der er det bedste, han nogensinde har set. Og han kan ikke vente med at tage sine børn med tilbage til Qatar.
Det er det spil, som også Nadia Nadim og Peter Schmeichel er blevet en del af.
Et spil, som handler om at skabe et skønmaleri af Qatar forud for slutrunden, men også om meget mere: Magt i international politik.
Denne klumme af Stanis Elsborg blev først bragt på TV 2 SPORTs hjemmeside 18. november 2022