Bedre adgang for online-medier
Australsk udvalg sidestiller online-medier med traditionelle medier, når det gælder adgang til at dække sportsbegivenheder
Et udvalg under det australske senat er kommet frem til en konklusion, der kan få stor betydning for dækningen af sportsbegivenheder mange andre steder i verden. Udvalget konkluderer i en 60 siders lang undersøgelsesrapport, at online nyhedsmedier ikke bør udelukkes fra at rapportere fra sportsbegivenheder, som det nogle steder har været tilfældet i bl.a. Australien:
”Udvalget mener, at der bør findes en mekanisme, som giver alle journalister – inkl. fotojournalister – adgang til sportsbegivenheder. […] Udvalget mener, at pressefrihed i det nye mediebillede er vigtigere end nogensinde,” hedder det bl.a. i rapporten.
De nye medier og nyhedsbureauerne skal således have mulighed for at få adgang til sportsbegivenheder på samme vilkår som aviserne og andre traditionelle medier.
Øget fokus på nye digitale medier
Rapporten forsøger at finde en rimelig balance mellem sportsorganisationers muligheder for at tjene penge via medier og sponsorer på den ene side og pressefriheden og den offentlige interesse på den anden side. Udvalget opfordrer i den forbindelse den australske regering til også fremover nøje at holde øje med potentialer og udfordringer i feltet mellem digitale medier og sport.
Udvalget har inddraget flere internationale sportsorganisationer og medieselskaber i undersøgelsen, som meget vel kan smitte af på andre landes akkredittering af journalister til sportsarrangementer. Rapporten er således også interessant i dansk sammenhæng, hvor spørgsmål om copyright og eksklusivitet ved sportsbegivenheder naturligvis også er aktuelt – bl.a. i forbindelse med de mange internationale sportsevents i ’Sportsåret 2009’.