Bevægelse i skolen: Hovedstaden halter bagefter
To ud af tre skoler lever op til kravet om 45 minutters daglig bevægelse, men ikke i hovedstaden, hvor det kun gælder knap 50 pct. af skolerne, viser en ny undersøgelse fra Dansk Skoleidræt. Ansvaret for, at børnene bevæger sig, ligger oftest hos den enkelte medarbejder.
Ildsjæle blandt lærerne har stor betydning for, om skolebørn får rørt sig de 45 minutter i løbet af en skoledag, som er et krav i skolereformen. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Skoleidræt og TrygFonden: Bevægelse i skoledagen 2018.
Ansvaret for bevægelse i skoledagen er nemlig oftest placeret ved den enkelte medarbejder (77 pct.), mens lidt over halvdelen af skolerne vurderer, at de enkelte teams integrerer bevægelse i løbet af en skoledag.
Kun ca. en tredjedel af skolerne vurderer, at ledelsen indtænker bevægelse ud over idrætsfaget i skemaplanlægningen. Betydningen af ildsjæle, der sætter aktiviteter i gang og sikrer, at børnene bevæger sig, er altså en af de vigtigste faktorer for, at det faktisk sker.
Undersøgelsen er en del af en evaluering af Dansk Skoleidræts og TrygFondens program ’Sunde Børn Bevæger Skolen’. Den er foretaget af Oxford Research i juni 2018, og der er modtaget svar fra 480 respondenter, primært skoleledere, idrætslærere og bevægelsesvejledere.
Hovedstadens børn bevæger sig ikke nok i skoledagen
Undersøgelsen viser også, at skolerne i Region Hovedstaden ikke i samme grad som skolerne i resten af landet formår at leve op til folkeskolereformens krav om 45 minutters daglig bevægelse. Kun på knap halvdelen af hovedstadens skoler får børnene den mængde daglig bevægelse, som de skal ifølge reformen.
Anderledes ser det ud i Region Nordjylland og Region Syddanmark, hvor henholdsvis 76 og 73 pct. af skolerne vurderer, at de lever op til lovkravet om 45 minutters bevægelse hver dag. På landsplan lever gennemsnitligt to ud af tre skoler op til kravet.
Skolernes primære mål for at arbejde med bevægelse er nu i lidt højere grad end tidligere at fremme motivation og trivsel, viser undersøgelsen.
Det er tredje gang, at undersøgelsen 'Bevægelse i skoledagen' foretages.