Idan Vifo Artikel 23.06.2023

Birgit S. Hansen er nyt bestyrelsesmedlem for Idan, Vifo og Play the Game

Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen, er blevet udpeget som nyt bestyrelsesmedlem for Idan, Vifo og Play the Game for perioden 2023-2026.

Skrevet af: Redaktionen
Nøgleord: Idan Vifo

Birgit S. Hansen

Foto: Frederikshavn Kommune

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har udpeget borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen, som nyt bestyrelsesmedlem af Idrættens Analyseinstitut (Idan), der også består Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og Play the Game. Om udpegelsen siger kulturministeren:

”Både regeringen og jeg mener, at Birgit S. Hansen er den helt rette til at sidde i bestyrelsen for Idrættens Analyseinstitut, fordi hun som borgmester kan varetage det kommunale perspektiv i arbejdet med idrættens og folkeoplysningens samfundsmæssige betydning,” siger Jakob Engel-Schmidt i en pressemeddelelse fra Frederikshavn Kommune.

”Jeg har takket ja til ministerens udpegning, fordi jeg gerne vil bidrage til at skabe dialog og udbrede endnu mere viden om folkeoplysnings- og idrætsområdet og danskernes motionsvaner, for det handler om vores alles sundhed. Derudover kan jeg selv bidrage med et fokus på kommunernes idrætsfaciliteter og foreninger,” siger Birgit S. Hansen i pressemeddelelsen.

Birgit S. Hansen træder ind i bestyrelsen i stedet for Christina Krzyrosiak Hansen, som blev udpeget til bestyrelsen tilbage i marts måned, men som grundet barsel måtte takke nej til posten.

Borgmesteren er udpeget til bestyrelsesposten for perioden 2023-2026 og bliver således en del af den eksisterende bestyrelse på nu i alt seks medlemmer.

”Vi glæder os til at tage imod Birgit i bestyrelsen, og vi ser frem til, at hun bidrager til at videreudvikle instituttets arbejde med at producere viden, skabe overblik, give perspektiv og initiere debat på idrættens og folkeoplysningens område,” siger Carl Holst, der er bestyrelsesformand for instituttet.

Bestyrelsen består således af:

  • Carl Holst (formand)
  • Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune
  • Søren Brixen, partner i Human Trust
  • Laila Ottesen, lektor og sektionsleder på Københavns Universitet
  • Tania Dethlefsen, direktør i Danske Hospitalsklovne
  • Kenneth Thue Nielsen, ejer af methods.dk

Læs mere om instituttet her

Idan
Om os