Idan Artikel 01.03.2007

Børn og unge er mindre fysisk aktive

Nye tal fra Sundhedsstyrelsens årlige undersøgelse af de 11-15-åriges livsstil og sundhedsvaner viser, at børn og unge bruger mere tid foran computeren og mindre på fysisk aktivitet.

Skrevet af: Søren Bang

De ryger og drikker mindre, men bruger til gengæld mere tid foran computeren på bekostning af fysisk aktivitet.

Sundhedsstyrelsen tegner i sin ’Undersøgelse af 11-15-årige livsstil og sundhedsvaner 2005’ et tvetydigt billede af danske skoleelevers sundhed.

Tallene er indhentet i efteråret 2005 og bygger på et spørgeskema, som børnene og de unge selv har besvaret. De viser, at andelen af børn og unge i aldersgruppen, der dagligt bruger mere end én time på sport, motion, leg, gang, cykling eller anden fysisk aktivitet, er faldet fra 61 til 50 procent i forhold til året før.

Samtidig bruger de unge mere tid på computerspil, internettet og surfing. Mens 32 procent af drengene og 10 procent af pigerne sad foran computeren i mindst tre timer i 2004, er andelen steget til henholdsvis 38 og 15 procent i 2005.

En nærmere analyse viser ikke overraskende, at de børn og unge, som bruger allermest tid foran fjernsynet og computeren, dvs. mere end seks timer om dagen i alt, er de mindst fysisk aktive. Kun 13 procent af disse drenge og fire procent af pigerne er fysisk aktive i mindst en time om dagen.

Fedmeproblemet

 Børnene er også blevet bedt om at angive deres højde og vægt, hvorefter deres alderskorrigerede BMI-tal er blevet udregnet.

13 procent af de 11-15-årige kan ud fra denne metode rubriceres som overvægtige, hvilket er tre procentpoint mere end sidste år. Stigningen skyldes, at 17 procent af drengene i år mod 12 procent sidste år kan betegnes som overvægtige. Der er dog en vis usikkerhed forbundet med tallene, da beregningen bygger på børnene og de unges egne rapporteringer.

I øvrigt viser WHO’s tilsvarende internationale undersøgelse fra 2002, forskningsprojektet Health Behaviour in School-aged Children, at danske børn ligger i midterfeltet blandt lidt over 30 amerikanske og europæiske lande, når man ser på fedme. Værst ramt er USA, hvor en tredjedel af de 15-årige drenge og en femtedel af pigerne har problemer med vægten.

Læs mere

 
 
Læs Sundhedsstyrelsens pressemeddelelse med link til rapporten. Klik her.Se også hjemmesiden for den danske Skolebørnsundersøgelsen, der er det danske bidrag til WHO’s forskningsprojekt ’Health Behaviour in School-aged Children (HBSC). Klik her.