Boom i parkourfaciliteter kræver nytænkning
Der er sket en markant stigning i antallet af parkourfaciliteter siden 2007, men der er behov for at udvikle anlæggene og tænke i lokal forankring, viser rapporten ’Parkourfaciliteter i Danmark’.
Fra 2007 til 2015 er antallet af parkouranlæg i Danmark steget fra 0 til 126. Danmark er dermed det førende land i verden, når det kommer til at udvikle og etablere faciliteter til parkour.
Det viser rapporten ’Parkourfaciliteter i Danmark’, som netop er offentliggjort og udarbejdet af Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet (SDU) for Lokale og Anlægsfonden.
Men rapporten peger samtidig på, at væksten af parkouranlæg kræver nytænkning. For flere nye parkouranlæg skaber ikke nødvendigvis mere aktivitet, og den lokale forankring bør i højere grad stå i centrum, ligesom der er et stort potentiale i at udvikle de eksisterende faciliteter og byrum.
”I stedet for at bygge parkouranlæg kun til parkour, skal vi i højere grad se nærmere på at udvikle aktivitetspladser, der kan bruges til mere end parkour. Det kan være de voksnes funktionelle styrketræning og børns klatring og balancelege. Det er vigtigt, at alle involverede i højere grad etablerer faciliteter med udgangspunkt i lokale behov og med baggrund i mere og større brugerinddragelse,” siger analysechef Bo Vestergård Madsen, Lokale og Anlægsfonden i en pressemeddelelse.
Stor efterspørgsel og de mange opførte parkouranlæg betyder, at flere parkourfaciliteter er standardiserede og mangler tilpasning til det lokale miljø, og både det arkitektoniske udtryk og facilitetens proportioner er ifølge undersøgelsen begge parametre, der er vigtige at have for øje, hvis man vil inspirere ny målgrupper, herunder voksne, piger og ældre til bevægelse.
Parkourudøvere har behov for inspiration
Ifølge rapporten kan det diskuteres, om der overhovedet er behov for flere særligt designede faciliteter, eller om der snarere er behov for undervisning i, hvordan man kan bruge byrummet som inspiration til parkour som bevægelsesform.
Rapporten peger således på, at et nyt parkouranlæg ikke er nogen garanti for mere aktivitet. En af undersøgelsens konkrete anbefalinger lyder derfor, at der bør satses mere på at undervise og inspirere udøverne til at dyrke parkour i nuværende byrum, skolegårde og allerede etablerede faciliteter med fokus på at give dem erfaringer med kropslig leg og aktivitet.
Der er potentiale i at udvikle nuværende faciliteter
Hovedparten af de nye parkourfaciliteter er placeret uden for byrummet og sjældent på lokalt initiativ, selvom disciplinen har rødder i en urban græsrodskultur.
”Parkour og idrættens udøvere har sat sig fast på det danske landkort, men det er ofte kommunernes forvaltninger, der har taget initiativ og gennemført etableringen af de egentlige parkouranlæg. Det kan være på grund af parkourens enestående fascinationskraft samt kommunens overordnede ønsker om at gøre noget godt for deres børn og unge, at det er fristende at opføre den slags anlæg, uden at de nødvendigvis afspejler lokale brugerbehov,” siger Bo Vestergård Madsen.
14 pct. af anlæggene til parkour er etableret i byen, og blot hver fjerde har direkte lokal forankring.
Resultaterne fra undersøgelsen viser også, at parkourudøvere giver udtryk for, at byens rum har særlige æstetiske værdier, som en etableret facilitet ikke nødvendigvis har. En anden anbefaling er derfor, at det er vigtigt at overveje, om i forvejen etablerede anlæg eller byrum kan udvikles, så den kreative, legende og eksperimenterende tilgang i parkour også fastholdes.
Parkour kan kobles med andre aktivitetsformer
Samtidig peger rapporten på, at sammenhængen mellem parkourfaciliteter, byrum og omkringliggende landskab er vigtig, og at der med fordel kan være fokus på at integrere med andre aktivitetsformer, herunder forskellige former for Outdoor Training og bouldering.
”Undersøgelsen kan forhåbentligt blive startskuddet til mere vidensdeling og samarbejde mellem bygherrer, arkitekter, kommuner og institutioner,” siger Signe Højbjerre Larsen, studieadjunkt på Institut for Idræt og Biomekanik ved SDU.
Rapporten er lavet i samarbejde mellem Signe Højbjerre Larsen, Lise Specht Petersen, Bjarne Ibsen fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved SDU og llir Hasani fra parkourgruppen ’Team JiYo’.