Boris Becker-myten aflivet

Idrætsledere og politikere rejser med jævne mellemrum påstanden om, at elite skaber bredde i idrætten. Nu afliver forskere fra Hamburg Universitet gennem studier af udviklingen i tyske medlemstal endnu engang myten om, at der er nogen simpel og direkte sammenhæng: Boris Becker, Steffi Graf og Michael Stichs store internationale succeser fra midten af firserne og ti år frem havde ingen positiv indflydelse på medlemsudviklingen i tysk tennis. Forskerne når ganske vist frem til, at tysk tennis havde medlemsfremgang blandt voksne spillere i perioden med international tysk tennisdominans, dvs. efter at Boris Becker i 1985 som blot 17-årig vandt Wimbledon, og navne som Steffi Graf og Michael Stich fulgte efter med topresultater. Men væksten var lavere i forhold til medlemsfremgangen i en kontrolgruppe af andre olympiske sportsgrene. Dermed konkluderer forskerne, at man ikke kan tilskrive den absolutte fremgang blandt voksne motionsspillere en såkaldt ’Boris Becker-effekt’, sådan som andre tyske iagttagere har gjort. For ungdommens vedkommende fandt forskerne heller ikke nogen effekter. Fra 1974-1985 var den gennemsnitlige årlige medlemsfremgang blandt unge under 19 år oppe på 11,8 procent, mens den i den succesfulde periode kun var 2,9 procent pr. år i gennemsnit. Fra 1995 og frem faldt medlemstallet med 3,1 procent årligt.

Det andet paradoks

Forfatterne til undersøgelsen kalder frafaldet fra 1995 og frem for det ’andet paradoks’ i tysk tennis, da tilbagegangen faktisk falder sammen med, at tysk tennissports store stjerner indstillede deres karrierer. 

Dette kunne umiddelbart bekræfte antagelsen om, at fraværet af internationale sportslige resultater betyder frafald og dermed indirekte underbygge påstanden om, at elitemæssig succes alligevel sikrer en vis bredde. Men den sammenhæng afviser forskerne bag undersøgelsen, Arne Feddersen, Sven Jacobsen og Wolfgang Maennig. For i så fald burde den forudgående sportslige succes i årene fra 1985 til 1995 logisk set også have afspejlet sig positivt i medlemstallene. Da det ikke var tilfældet, må man søge andre årsager til udsvingene i medlemstal, konkluderer de tre forskere fra Hamburg, der samtidig peger på, at ingen tidligere videnskabelige studier har kunnet verificere den velkendte og relativt udbredte myte om, at elite pr. automatisk skaber øget breddedeltagelse.