Brasilien strammer op mod korruption

Efter at den udadvendte og folkekære præsident Lula overdrog landets ledelse til den mere tilbageholdende, men mere principfaste Dilma Rousseff, er der sket en markant opstramning i holdningen til Brasiliens udbredte korruption, og det mærkes også i de store forestående arrangementer, VM og OL. 

Men der er grænser for, hvor hårdt et pres regeringen kan lægge på idrætsbevægelsen uden at ødelægge det partnerskab, der skal sikre to vellykkede arrangementer. Succes er ikke en given ting i et land, der ikke har håndteret så store organisatoriske udfordringer, siden det for et halvt århundrede siden blev besluttet at opføre hovedstaden Brasilia på den bare og ubefolkede højslette langt fra alle andre byer.

Delstater bryder lovene

Den samme vanskelige opgave har regeringen i forhold til de 12 delstater, der er værter for fodbold-VM. Delstaterne har udstrakt selvstyre, og i forbindelse med VM er der sat store byggerier af stadions, lufthavne, hoteller og motorveje i gang, som plages af forsinkelser, arbejdsulykker, korruption og manglende forretningsplaner.

”Flere delstater overholder simpelthen ikke landets love om offentlig indsigt i kontrakter og budgetter.” siger Paulo Itacarambi, næstformand for projektet Jogos Limpos – Rene Lege – som er et netværk for en række forskellige institutioner og virksomheder med interesse i en gennemsigtig offentlig administration.

Jogos Limpos har lavet en analyse af samtlige 12 delstaters administration, og kun to af dem når op på et middelmådigt resultat. Seks scorer så lavt, at de reelt ikke overholder lovene, og fire delstater har helt nægtet at deltage i analysen.

Blandt disse fire ligger tre værtsbyer – Brasilia (Distrito Federal), Cuiabá og Natal – også helt i bund i den analyse, som Idrættens Analyseinstitut har foretaget af efterbrugen af de 12 brasilianske stadions. Det samlede årlige besøgstal på disse stadions forventes at svare til lige omkring, hvad stadion maksimalt kan rumme til én begivenhed, med andre ord en meget ringe udnyttelse af disse højteknologiske stadions.

Måske er sammenfaldet mellem de to analyser ikke helt tilfældigt, siger Paulo Itacarambi:

”De, som gør tingene ordentligt, vil normalt gerne fortælle om det. Andre vil måske være kede af at blive afsløret.”

Delstaternes manglende gennemsigtighed er der intet nyt i. Den underbygger blot brasilianernes historisk velbegrundede mistillid til samarbejdet mellem politikere og erhvervsliv. Det nye er, at delstaterne møder modstand fra højeste sted. 

”Vi ved, at jo større gennemsigtighed, jo bedre mulighed har vi for kontrol og garanti for, at offentlige midler udelukkende rettes mod de mest nødvendige projekter, noget som er vigtigt for et land som vores, der har ophobet ulighed ikke i årtier, men i århundreder,” sagde præsident Dilma Rousseff ved åbningen af Transparency Internationals verdenskongres i november.

Hun fremhævede, at Brasilien netop har vedtaget en af verdens mest vidtgående love om offentlig indsigt i forvaltningen, og at alle statens udgifter og bilag skal fremlægges på en særlig internetportal.

Brasiliens svar på Rigsrevisionen, Controladeria Geral da União (CGU), driver denne portal, som også har særlige afsnit om OL og VM, og som aktivt opfordrer borgerne til at anmelde misbrug. 

Nej tak til hjælp og kontrol

Landet har sparet hundrede af millioner kroner på CGU’s forebyggende budgetkontrol af VM- og OL-projekter, men hvis delstaterne undlader at modtage tilskud eller lån fra staten, kan de holde CGU på afstand. Det er tilfældet med en række af de omstridte stadionbyggerier, og CGU’s sekretær for korruptionsbekæmpelse, Mario Vinicius Claussen Spinelli, vil ikke afvise, at nogle delstater bevidst siger nej tak til statslig hjælp – og den kontrol, der følger med.

”Den største bestikkelsesrisiko ligger i de store byggeprojekter. Loven tillader, at udgifter kan forøges med 25 procent uden at ændre kontrakten, og her ligger et spillerum, som vi holder særligt øje med,” siger Spinelli.

Som verdens sjettestørste økonomi og med en imponerende vækst har Brasilien uden tvivl råd til både at bruge og spilde penge på store byggeprojekter. Men samtidig med, at regeringen gerne vil vise landets bedste side udadtil mod verdensoffentligheden, kæmper den for at undgå, at løbske udgifter og overflødige byggerier øger den kløft af mistillid, der er mellem top og bund i samfundet.