Breddeidrætskonference i Barcelona
Den internationale breddeidrætsorganisation ISCA indbyder til sin årlige MOVE-konference i Barcelona den 16.-19. oktober. Op til konferencen er organisationen tovholder på den europæiske kampagne MOVE, der i uge 41 sætter fokus på idræt og bevægelse.
Blikket bliver rettet mod en lang række perspektiver på breddeidrætten, når den internationale breddeidrætsorganisation International Sport and Culture Association, ISCA, afholder den årlige konference MOVE den 16.-19. oktober.
Konferencen finder sted i Barcelona, Spanien, og på dagsordenen er bl.a. sportens indflydelse på økonomi, fysisk aktivitet på tværs af sektorer, ledelse og innovation på det globale sportsmarked, innovative partnerskaber i idrætten, ledelse af idrætsfaciliteter og idrætsaktivitet i alderdommen. Konferencen byder samtidig på ’best practice’-eksempler og interaktive workshops. På talerlisten er en lang række navne med stor erfaring på idrætsområdet, herunder bl.a. Maria Luiza Souza Dias fra den brasilianske organisation SESC, der bl.a. arbejder med at udbrede breddeidræt i Brasilien, Sylvia Schenk fra Transparency International og Christoph Breuer fra det tyske sportsuniversitet Køln.
Gang i Europa
Op til konferencen står ISCA samtidig bag kampagnen MOVE Week. Fra den 7. oktober og en uge frem sætter ISCA med over 1.000 idræts- og bevægelsesarrangementer i 30 lande i Europa fokus på fysisk aktivitet i den brede befolkning. I Danmark er der p.t. 26 arrangementer tilmeldt MOVE Week.
Som en del af MOVE-ugen har ISCA bl.a. indgået partnerskab med de danske tracking-firma Endomondo, som bl.a. promoverer MOVE-kampagnen og laver konkurrencer, der udfordrer de aktive.