Idan Artikel 01.02.2018

CAS frikender 28 OL-udelukkede russere

Den internationale sportsdomstol, CAS, har underkendt IOC’s sanktioner mod 28 ud af 43 dopingdømte russere. Afgørelsen sender rystelser ind i det internationale antidopingarbejde.

Skrevet af: Søren Bang

28 dopingdømte russere er blevet frikendt ved den internationale sportsdomstol, CAS, og har fået ophævet deres livstidsudelukkelser fra OL. Deres resultater ved vinter-OL i Sochi i 2014 står samtidig ved magt.

Ifølge CAS har IOC ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at 28 af i alt 43 dopingsanktionerede russere fra Sochi-legene har gjort sig skyldige i at overtræde dopingreglerne, selv om undersøgelser igangsat af WADA og senere IOC har dokumenteret et massivt og systematisk dopingprogram i Rusland.

Ved behandlingen af sagerne i CAS vidnede både Richard H. McLaren, der i to rapporter for WADA har afdækket russiske dopingmanipulationer før og under Sochi-legene, og den russiske whistleblower Grigory Rodchenkov, der har været en hovedkilde bag afsløringerne af hele russiske dopingprogram som tidligere chef for det russiske dopinglaboratorium i Moskva. Herudover inddrog IOC kriminaltekniske eksperter i sine sager mod de russiske udøvere.

CAS forholder sig ikke direkte til det russiske dopingprogram i sin pressemeddelelse, og præmisserne for CAS’s kendelser er endnu ikke kendt i detaljer. Men CAS-dommerne var enige om, at den fremlagte dokumentation ikke kunne holde til en individuel domsfældelse af de 28 udøvere, der bl.a. omfatter flere russiske medaljevindere.

Til gengæld fastholder CAS IOC-sanktionerne mod 11 russiske udøvere med den undtagelse, at livstidsudelukkelserne fra OL er ophævet, så de 11 udøvere alene er forhindret i at deltage i det kommende vinter-OL. Tre yderligere sager er udsat, mens en enkelt af de 43 udøvere ikke havde appelleret.

Hård kritik af frifindelser

Afgørelsen sender rystelser ind i det internationale antidopingarbejde, der i forvejen har været splittet i forhold til, hvordan den russiske dopingskandale burde håndteres.

Frifindelserne bliver mødt med hård kritik af advokaten Jim Walden, der repræsenterer Grigory Rodchenkov, som flygtede fra Rusland i 2015 og i dag bor i USA.

”CAS’s afgørelse opmuntrer kun de, der snyder, og gør det vanskeligere for de rene udøvere at vinde, og den er endnu en uretfærdig sejr for det korrupte russiske dopingsystem, og Putin i særdeleshed,” siger han i en udtalelse.

Herhjemme peger Danmarks Idrætsforbund på, at sagen illustrerer, hvor svært det kan være at sanktionere individuelle udøvere, selv om der er rigeligt bevis på kollektiv skyld.

”Afgørelsen viser samtidigt, at det nok havde været den bedste beslutning at suspendere den russiske olympiske komité inden Rio-legene, som vi dengang var fortaler for. Der er ingen tvivl om, at der har været et sofistikeret russisk dopingprogram, for det bliver tydeligt beskrevet i McLaren-rapporterne,” siger DIF’s direktør, Morten Mølholm Hansen, i en pressemeddelelse.

IOC vil næppe invitere russiske udøvere

Selv beklager IOC, at CAS ikke lagde større vægt på den dokumenterede russiske manipulation af antidopingarbejdet og advarer om, at det kan få alvorlige konsekvenser for kampen mod doping. IOC vil derfor overveje, om man vil anke afgørelse til den schweiziske forbundsdomstol, der fungerer som øverste ankeinstans for CAS.

Samtidig afviser IOC, at afgørelserne automatisk vil åbne døren til de forestående Pyeongchang-lege. Den russiske olympiske komité er suspenderet, og russiske udøvere alene kan deltage på invitation fra IOC.

”At man ikke er sanktioneret, giver ikke automatisk adgang til det privilegie, som en invitation er,” skriver IOC i en pressemeddelelse.

I Rusland, hvor man konsekvent har afvist alle anklager om systematisk og statsunderstøttet dopingsvindel, tager man afgørelsen som en sejr.

”Vi er alle glade for, at retfærdigheden endelig har vundet,” siger den russiske sportsminister Pavel Kolobkov til russiske medier, mens formanden for den russiske olympiske komité, Alexander Zhukov, kræver, at de 28 frifundne udøvere får lov til at deltage ved vinter-OL.

Læs mere

 
 

Læs CAS’s pressemeddelelse

Læs IOC’s erklæring

Læs lignende nyheder

Håndboldkvinder fejrer sejr
Idan Kommentar 27.11.2023
Hvilke store sportsevents er de ‘rigtige’? Fem anbefalinger til det danske arbejde med store internationale sportsbegivenheder
Headset computer
Idan Artikel 28.08.2023
Idans idrætspolitiske podcast holder pause frem til april 2024
VM i cykling i Glasgow
Idan Artikel 07.08.2023
Ekspert: Dansk cykelsport kommer til at stå overfor et dilemma, når Abu Dhabi bliver værter for VM i cykling i 2028
Doha i Qatar
Idan Artikel 24.05.2023
DIF efter Qatar: Sådan bør dansk idræt håndtere uønskede værtskaber
Piger spiller fodbold
Idan Kommentar 22.05.2023
Kommuner går glip af mange gevinster, når de undlader at arbejde strategisk med faciliteter
Venner der løber
Idan Vifo Artikel 12.05.2023
Instituttet bidrager til ny kulturpolitisk redegørelse
Idan Podcast 28.03.2023
I gamblingens vold med Kenneth Thygesen
Kvinder i fitness
Idan Kommentar 01.02.2023
Indtænk idræt i sundhedspolitik, forsøg jer med frikommuner og brug coronaens drivkraft