Idan Artikel 03.11.2018

Charlotte Bach Thomassen er ny formand for DGI

Søren Møllers afløser som formand for DGI bliver den nuværende næstformand, Charlotte Bach Thomassen, der relativt klart slog modkandidaten, Mogens Kirkeby, i kampvalget på DGI’s årsmøde i Aarhus.

Skrevet af: Søren Bang

Med stemmetallet 215 mod 92, og tre blanke stemmer, er 42-årige Charlotte Bach Thomassen valgt til ny formand for DGI på lørdagens årsmøde i Aarhus. Charlotte Bach Thomassen er blot den tredje formand siden DGI’s dannelse i 1992. De seneste 17 år har Søren Møller beklædt posten.

Den nye formand, der har rødder i gymnastikken, kender organisationen indefra som både ansat og politiker.

I en årrække frem til 2013 var hun ansat som først konsulent og senere projektchef og souschef i DGI Storkøbenhavn, inden hun sidste år blev valgt som næstformand og dermed kørt i stilling til formandsposten efter et intermezzo på fem år som generalsekretær i Det Danske Spejderkorps.

Valgkampen mellem de to formandskandidater har ikke været præget af de store idrætspolitiske og ideologiske opgør. I stedet har Charlotte Bach Thomassen slået på, at hun ønsker stærkere koblinger mellem det centrale DGI, organisationens landsdelsforeninger og medlemsforeningerne.

Desuden har hun peget på de unges svagere tilknytning til foreningslivet som en af de helt centrale udfordringer for organisationen, ligesom hun ønsker en styrkelse af DGI’s politisk kommunikation og interessevaretagelse.

Satsning på unge

Årsmødet besluttede samtidig, at DGI skal gøre en særlig indsats for at styrke børn og unges tilknytning til foreningslivet i de dele af landet, hvor den står svagt.

DGI afsætter således 70 mio. kr. over fire år, hvoraf de 45 mio. kr. vil gå til DGI’s landsdelsforeninger, mens resten målrettes de største byer i Danmark, herunder Københavnsområdet, hvor forenings- og facilitetsdækningen mange steder er væsentligt under landsgennemsnittet.

DGI, der har nedsat en særlig unge-task-force, vil samtidig vende blikket mod sine egne foreninger og arbejde med, hvordan flere foreningstilbud kan tiltrække de unge, der f.eks. ikke matcher mange foreningers sportslige ambitionsniveau. 

Den afgående formand, Søren Møller, advarede således mod en kultur, hvor det ligger i kortene, at de unge skal ’go pro’, som han kaldte det, hvis de ellers vil være med. Der er snarere brug for mere 'go fun', mente han.

”De unge vil være aktive sammen med deres venner, have det sjovt og være aktive uden et præstationspres. Men der mangler et tilbud om go fun. Mange unge oplever et stort præstationsræs, og de falder fra, hvis kulturen i idrætsforeningerne er go pro eller go home,” sagde han på årsmødet.

Læs mere

 
 
Læs DGI’s artikler fra årsmødet i Aarhus på DGI's hjemmeside.
Læs DGI's pressemeddelelse om satsningen på at sikre børn og unge bedre foreningsadgang.