Idan Artikel 07.10.2008

Cykelsporten foran ny dopingkrise?

Meget tyder på, at international cykelsport takket være nye testmetoder står foran en ny bølge af dopingafsløringer. IOC vil have alle dopingprøver fra OL i Beijing efterkontrolleret for nyt epo-præparat.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Opdateret, 8. oktober Med denne uges dopingafsløringer af de fremtrædende Tour de France-ryttere Stefan Schumacher og Leonardo Piepoli for brug af den forbudte substans, CERA, synes international cykelsport på vej mod en ny omfattende dopingkrise. Den normalt velunderrettede tyske avis, Süddeutsche Zeitung, lægger tirsdag op til en kommende bølge af nye dopingafsløringer.

Bag afsløringerne af de to etapevindere fra dette års Tour ligger nye tests af dopingprøver fra sommerens Tour for det nye epo-produkt, CERA, som rytterne i feltet tilsyneladende troede var umuligt at afsløre for dopingkontrollen.

Under Tour'en kom antidopinglaboratorierne lidt tilfældigt på sporet af epo-varianten CERA i forbindelse med dopingafsløringerne af den italienske toprytter, Riccardo Ricco. Effekten af CERA holder længere, og stoffet skal derfor injiceres sjældnere end de tidligere typer af epo. Derfor er det også vanskeligere at påvise i urinprøver. Men med den nye viden om Riccardo Riccos brug af stoffet, kunne dopinglaboratorierne i Paris og Lausanne i samarbejde med producenten af CERA, Hoffmann-La-Roche, i fællesskab udvikle en ny test baseret på blodprøver.

Ny test på gamle prøver

Alle ryttere i feltet afleverede inden årets Tour de France en blodprøve, som er blevet opbevaret. Det er disse blodprøver, hvoraf en del havde opsigtsvækkende værdier, laboratorierne tester på ny i disse dage.

"Vi er fortsat i gang med laboratorietestene. Hvis en prøve findes positiv såvel i Lausanne som i Paris, regner vi det for et dopingtilfælde," siger laboratoriechefen fra Lausanne, Pierre Bordry fra antidopinglaboratoriet i Paris.

Ifølge Bordry er det hele 30 prøver fra før Tour-starten, som p.t. efterprøves for CERA. Den franske laboratoriechef oplyste tirsdag aften videre til den tyske tv-station, ZDF, at man ikke blot har kig på CERA, men også i nær fremtid ved hjælp af en nu næsten færdigudviklet test vil kunne påvise brugen af traditionel bloddoping, altså doping med eget blod, med tilbagevirkende kraft. I en reaktion på de seneste dopingafsløringer meddelte den internationale olympiske komité, IOC, onsdag, at man som reaktion på de seneste dopingafsløringer har indledt en procedure for at kontrollere de lagrede dopingprøver fra OL i Beijing for CERA. Disse efterkontroller gælder ikke kun cykelsport, men alle idrætsgrene. Dopingprøverne fra Beijing opbevares for eftertiden netop med henblik på fremtidige tests med nye testmetoder.

Tysk vrede

I Tyskland kan Schumacher-affæren få alvorlige konsekvenser for cykelsporten. Allerede sidste år overvejede public service tv-stationerne ARD og ZDF at opgive transmissioner fra cykelsporten. Nu overvejer de at stå af cyklen igen. Samtidig har regeringspartiet SPD's idrætsordfører og formand for Forbundsdagens idrætsudvalg, Peter Danckert, opfordret til, at de statslige elitestøttemidler til det tyske cykelforbund indefryses.

"Nu må vi overveje en budgetblokering for cykelsporten. Kun en radikal ny begyndelse kan hjælpe," mener Peter Danckert.

Med afsløringerne af Stefan Schumacher og Leonardo Piepoli er foreløbig seks ryttere, som tilsammen tegnede sig for fem etapesejre under Tour'en, afsløret for brug af doping under dette års Tour de France. Det internationale cykelforbund, UCI, udsendte tirsdag en pressemeddelelse, hvor man udtrykte glæde over den nye testmetode, men samtidig fordømte de seneste ugers mange mediespekulationer om kommende dopingsager mod navngivne ryttere.