DAF vil have flere motionsløbere
Dansk Atletik Forbund lancerer sammen med DIF et landsdækkende projekt, der skal trække flere motionsløbere ind i klubberne. Kun 7 pct. af landets motionsløbere er i dag medlem af en atletikklub under forbundet.
Motionsløb er blevet en folkesport. Cirka hver fjerde dansker over 16 år snører løbeskoene med jævne mellemrum. Men kun et lille mindretal på cirka 7 pct. af de løbeaktive danskere dyrker motionsløb i en forening under Dansk Atletik Forbund. Den lave organiseringsgrad vil atletikforbundet nu hæve i samarbejde med Danmarks Idræts-Forbund gennem et udviklingsprojekt, der skal gøre løbe- og atletiklubberne attraktive for flere uorganiserede motionsløbere. Målsætningen er 10.000 nye medlemmer under DAF inden udgangen af 2013, hvilket svarer til en stigning på 25 procent. ”Det er sjovt og sundt at løbe, men det bliver endnu sjovere, hvis man griber træningen rigtigt an, så man eksempelvis kan løbe hurtigere og undgå skader. På det felt ligger atletikforeningerne inde med en enorm know-how, som motionsløberne kan få glæde af. Og dette udviklingsprojekt skal bringe motionsløberne og altetikforeningerne sammen,” siger DIF’s formand Niels Nygaard i en pressemeddelelse.
Satsning på små 4 mio. kr. skal skrabe flere tilbud
Den samlede pris for udviklingsprojektet er 3,9 millioner kroner, hvoraf DIF bidrager med 2,2 millioner kroner, mens DAF bidrager med resten.
Projektet skal udvikle klubberne og styrke uddannelse af trænere med det formål at gøre dem bedre rustet til at rekruttere og fastholde motionsløbere. Bl.a. skal flere motionsløberne have tilbud om træningsvejledning, kurser, kostvejledning, foredrag og træningslejre. Desuden vil DAF ændre klubberne og forbundets kontingentstrukturer, så de økonomiske barrierer for medlemskab af klubber og forbund bliver mindre.
Tilbud til alle slags løbere
De nye tiltag bygger på en stor undersøgelse af motionsløb, som Idrættens Analyseinstitut har lavet for Dansk Atletik Forbund (DAF) og Danmarks Idræts-Forbund (DIF).
Den viser bl.a., at 53 procent af de spurgte motionsløbere uden for DAF i princippet er åbne for at blive medlem af en forening, men også at motionsløberne har vidt forskellige tilgange til det at løbe. Derfor vil projektet også udvikle nye træningsforløb, som matcher de vidt forskellige behov hos f.eks. nybegynderen og løberen, der gerne vil gennemføre et maratonløb. ”Klubberne under DAF har en enorm viden og ekspertise, som de danske motionister bør få del i. Vi er den aktør, der har været længst på markedet, og vi er eksperterne inden for løb,” siger direktør i Dansk Atletik Forbund Jakob Larsen.