Danmark har Skandinaviens skrappeste kapacitetskrav

Det er ikke et nyt fænomen, at forbund, der organiserer eliteidræt, stiller krav til de opvisningsanlæg, som lægger græs eller halgulv til internationale mesterskaber eller kampe i de bedste rækker. 

Allerede i slutningen af 1980’erne meddelte det internationale fodboldforbund, FIFA, at et stadion med ståpladser efter 1992 ikke længere måtte benyttes til europa- og verdensmesterskabskampe. Ofte forsøger forbund bag de mest tilskuerpopulære idrætsgrene at regulere opvisningsanlæg i takt med, at idrætsgrenene bliver mere kommercialiserede og professionaliserede.

Men der er meget stor forskel på, hvor vidtgående krav til anlæggene de enkelte idrætsgrene og nationale forbund opstiller, viser en ny Idan-undersøgelse af de formelle anlægskrav i toppen af dansk fodbold, håndbold og ishockey sammenlignet med forholdene i Norge, Sverige og til dels Holland.

Undersøgelsen, der er gennemført for Lokale og Anlægsfonden, konkluderer, at især dansk fodbolds krav til bl.a. tilskuerkapacitet er meget vidtgående sammenlignet med såvel de øvrige danske forbund som vore nabolande.

DBU har de hårdeste krav

I 2003 introducerede Dansk Boldspil-Union (DBU) ’Manual for Superligaen’, hvor DBU opstillede en række krav til danske klubber for at få tildelt licens til Superligaen. Et af DBU’s krav på stadionområdet omhandler tilskuerkapacitet. For afvikling af kampe i Superligaen kræver DBU en tilskuerkapacitet på minimum 10.000, hvoraf mindst 3.000 skal være siddepladser. 

Sammenlignet med de norske og svenske fodboldforbund har DBU de skrappeste krav til kapacitet for den bedste række. Ligesom i Danmark skal et stadion i den bedste række i Sverige have minimum 3.000 siddepladser, men i modsætning til DBU har det svenske fodboldforbund (SvFF) ikke yderligere krav til den samlede stadionkapacitet. 

I Norge har forbundet valgt en anden vej end Danmark og Sverige. Den totale tilskuerkapacitet på et stadion i den bedste række skal som minimum være lig det gennemsnitlige tilskuertal fra seneste sæson, hvilket i realiteten betyder, at hver enkelt klub i langt videre udstrækning selv kan bestemme, hvilken stadionkapacitet den ønsker at have. Dog har det norske fodboldforbund ligesom det danske og det svenske et krav om minimum 3.000 siddepladser. 

National debat i nabolandene

Langt hovedparten af stadionanlæggene og andre eliteidrætsfaciliteter er i Skandinavien kommunalt ejede, og de offentlige investeringer på baggrund af forbundenes krav har været genstand for debat i både Norge og Sverige. Forbundene er bl.a. blevet kritiseret for at opstille alt for hårde krav og for at undlade at medfinansiere stadionbyggerier.

Ifølge anlægschefen i det norske fodboldforbund (NFF), Ole Myhrvold, har forbundets krav til opvisningsanlæg i de bedste rækker mødt kritik i mange kommuner. 

Det samme gælder i Sverige, hvor flere kommuner har oplevet et pres fra de store boldspilsforbund, blandt andet fodbold og håndbold, om at stille faciliteter til rådighed. Det svenske modstykke til KL, Sveriges Kommuner och Landsting (SKL), har været stærkt kritisk over for idrættens krav til anlæg, som ifølge SKL kan resultere i omprioritering af kommunale midler. SKL mener derfor, at det er nødvendigt at opstille vejledende principper i forhold til investeringer i eliteidrætsanlæg på baggrund af idrættens krav. 

Formændene for de berørte svenske boldspilforbund gik efterfølgende til modangreb og afviste, at basale kommunale opgaver skulle være truede på grund af idrættens krav til anlæg. Ifølge formændene er det desuden hver enkelt kommunalbestyrelse, der træffer beslutninger og har ansvar for de politiske prioriteringer – ikke idrættens repræsentanter.

Høje krav, men lav stadionudnyttelse

Mens debatten i Sverige og til dels Norge er præget af, at de bedste rækker i håndbold og ishockey også er underlagt en række anlægskrav, er det i Danmark kun fodbolden under DBU, der har formaliserede krav til opvisningsanlæg.

DBU har udviklet manualer for Superligaen, 1.division samt Elitedivisionen for kvinder, og opfylder en licensansøger ikke et eller flere krav, kan klubben ikke få udstedt licens til at deltage i den turnering, som klubben sportsligt er kvalificeret til. Det er muligt at få tildelt dispensation i én sæson, som kan fornyes til den efterfølgende sæson. Men kun hvis klubben kan dokumentere, at der er konkrete planer om at efterleve stadionkravene. 

Et væsentligt argument bag DBU’s krav til stadionkapacitet er, at de er med til at udvikle fodbolden som kommerciel tilskuersport. Men Idans analyse viser, at mange klubber ikke har været i nærheden 10.000 tilskuere i gennemsnit, siden DBU introducerede kravene i 2003. Fire klubber har eksempelvis haft et hjemmebanegennemsnit på under halvdelen af DBU’s kapacitetskrav. Kun FC København og Brøndby IF har ved hjemmekampe haft et tilskuergennemsnit på over 10.000 gennem alle årene. De to hovedstadsklubber er sammen med AGF de eneste klubber, der har haft et gennemsnit over 10.000 over mindst én sæson, siden DBU’s stadionkrav blev introduceret i 2003. 

Figur 1: De fleste Superligaklubber har under 10.000 tilskuere

Tilskuergennemsnit i Superligaen, sæsonerne 2003/2004-2012/2013.

Tilskuerstatistikkerne viser desuden, at de hårde kapacitetskrav i Danmark ikke har ført til højere tilskuertal sammenlignet med Norge og Sverige. Faktisk har Superligaen ikke i noget år været den mest besøgte fodboldrække i Skandinavien siden 2003/2004. 

Desuden er den danske kapacitetsudnyttelse i 2012/13 markant lavere end i Norge og Sverige, hvor kapacitetskravene er mindre vidtgående end i Danmark. Dette gælder også i forhold til Holland, som ifølge den nye rapport har en særdeles høj kapacitetsudnyttelse trods mere lempelige krav til stadionanlæggene end DBU. 

Figur 2: Kapacitetsudnyttelsen på danske stadioner er dårlig

Udnyttelsen af kapacitet i sæsonen 2012/2013 i Danmark, Sverige, Norge og Holland.

Brug for mere lokalt tilpassede regler

Generelt konkluderer rapporten, at dansk idræt på nær fodbolden har få formelle krav til opvisningsanlæg i forhold til Norge og Sverige, hvilket har resulteret i, at debatten om offentlige investeringer i anlæg målrettet eliteidræt ikke været nær så ophedet i Danmark som i Norge og specielt Sverige. 

Men DBU’s kapacitetskrav stikker ud i Skandinavien. Klubbernes faktiske tilskuertal sammenholdt med DBU’s krav til kapacitet indikerer, at kravene ikke matcher fodboldens reelle behov. Spørgsmålet er, om DBU til glæde for økonomi og stadion­atmosfære kunne tage ved lære af især Norge og tilpasse kapacitetskravene mere til lokale forhold?