Danmarks gyldne chance i international idrætspolitik

Freden har sænket sig over det lille land efter et hektisk efterår, hvor først IOC’s session og dernæst FN’s klimakonference trak verdenspressen og verdensledere til København i hidtil uset omfang og skabte et medie- og sikkerhedsopbud af enorme dimensioner. Der har været hede debatter om det politiske udbytte og den kunstneriske udførelse af den globale klimakonference, men man kan næppe være uenig i, at et helhjertet engagement for det globale klima er et godt ‘match’ for et lille land med myriader af cyklister, tusindvis af vindmøller og ønsket om udvikle erhvervsliv og omdømme via styrkepositioner som miljøteknik og vedvarende energi. Danmarks anden store internationale satsning i 2009 var værtskabet for IOC’s session og kongres i København i oktober og ‘Sportsåret 2009’, der var en samlet markedsføring af en række internationale sportsbegivenheder i Danmark i årets løb. Akkurat som klimakonferencen gav IOC-kongressen massiv medieomtale og opmærksomhed, men var IOC-kongressen og andre af Sportsårets store begivenheder nu også et lige så perfekt match som klimakonferencen i forhold til dansk idrætstradition og danske styrkepositioner på idrætsområdet? Fik begivenhederne Danmark til at skille sig ud på den idrætspolitiske scene, og førte de til en nævneværdig styrkelse af dansk idræts internationale position? Svaret er i det store hele nej.

Breddeidrættens 'verdenscentrum'

Al respekt for OL, store mesterskaber og regeringens igangværende handlingsplan til 260 mio. kr. over fire år for at tiltrække internationale idrætsbegivenheder. Men Danmark kunne gøre langt mere for det globale idrætsklima ved at skabe og formidle en international idrætspolitisk vision for breddeidrætten. 

Sandheden er, at Danmark for en brøkdel af handlingsplanens midler kunne blive breddeidrættens ‘verdenscentrum’. I en tid med stigende fokus på at styrke fysisk inaktivitet og social integration gennem idræt over hele verden ville Danmark som internationalt orienteret breddeidrætsnation være sikret massiv efterspørgsel og interesse på breddeidrætten område, hvor der i dag er en forbløffende mangel på slagkraftige internationale aktører

Voldsomt mismatch

Fælles for Sportsårets store events var en altovervejende finansiering fra offentlige kasser til store engangsbegivenheder. Gør man investeringerne samlet op, får man et voldsomt mismatch mellem de pågældende events og de styrkepositioner og værdier, som reelt præger idrætten i Danmark, og som regeringen og andre offentlige instanser så gerne ville fremme med de massive offentlige tilskud til store idrætsbegivenheder i 2009. 

Andre danske initiativer med betydeligt større potentiale for at skabe debat, opmærksomhed og viden om den danske idrætsmodel og styrke kendskabet til international idrætspolitik såvel i Danmark som internationalt klarer sig igennem på mikroskopiske bevillinger. Play the Game får 1,5 mio. kr. fra Kulturministeriet, International Sport & Culture Association (ISCA) klarer sig med 0,9 mio. kr., Idrættens Analyseinstitut – udgiver af dette nyhedsbrev – får 3,9 mio. kr. Idrætsforskningen via Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning får blot 4,9 mio. kr. om året. Et veletableret græsrodsinitiativ som Cross Cultures-projektet med fodboldskoler på Balkan og i Kaukasus kæmper for bevillinger fra år til år. Via handlingsplanen hælder man med andre ord store millionbeløb i internationale satsninger, der ofte manifesterer sig som en omvej til målet i forhold til at fremme dansk idræts reelle internationale styrkepositioner.

De danske styrker

Hvad er det da, den danske idrætsmodel har at tilbyde det globale idrætsklima? 

Først og fremmest har vi en statslig idrætspolitik, der økonomisk næsten ligestiller de olympiske organisationer (DIF, Team Danmark m.fl.) med dedikerede breddeidrætsorganisationer som DGI og Firmaidrætten. Dette er usædvanligt i internationalt lys. Modellens styrke fremgår af det forhold, at vi i Danmark er langt forbi debatten i de fleste andre lande, hvor ønsker om flere penge til medaljekapløb og store sportsbegivenheder begrundes med tvivlsomme gevinster for folkesundhed og øget idrætsdeltagelse. I Danmark er alle idrættens aktører i dag på det rene med, at skal man styrke idrætsdeltagelsen for børn, unge og gamle, skal man målrette indsatserne for alle aldersgrupper og livsfaser. Hvor andre lande fastholder illusionen om ‘sportspyramiden’ med eliten, der skaber bredde, og omvendt, selv om ungdommen flygter ud af sporten og ind i fitnesscentrene, og selv om ikke-konkurrencesportslige aktiviteter som stavgang, cykling, jogging, friluftsliv, styrketræning m.m. tordner frem uden for sportsorganisationernes domæne, giver både debatten, støttepolitikken og praksis i dansk idræt i højere grad plads til såvel sportstalenter som motionister: Folkeoplysningsloven støtter et åbent og demokratisk foreningsliv uden statslig styring af aktiviteterne. Fordelingsnøglen for de statslige tipsmidler ligestiller breddeidrætsorganisationer med den mere konkurrenceprægede sport. Og veletablerede institutioner som Lokale- og Anlægsfonden har blik for arkitektur og planlægning med appel til idræt og bevægelse for grupper uden for foreningslivet.

Ingen selvfølge internationalt

For os er de disse forhold en selvfølgelighed, men for mange af de tilstedeværende nationale olympiske komitéer ved IOC-kongressen i Bella Centret eller for mange af de byer og idrætsledere fra mindre organisationer, der et par uger senere deltog i ISCA’s verdenskongres i København, er den danske model en vild drøm. 

Mange lande leder med fortvivlelse efter redskaber til at vende trends med tiltagende fysisk inaktivitet i befolkningerne og stigende frafald fra konkurrencesporten. For sådanne lande er det ingen særlig præstation at afvikle et flot VM i brydning eller en IOC-kongres uden mislyde. Den slags kan de også i Kina, Guatemala eller Dubai. Men en idrætsmodel, hvor den reelle økonomiske fordeling og mange af de konkrete tiltag rent faktisk retter sig mod at styrke frivillighed og medborgerskab og mod at skabe rum til fysisk aktivitet og sikre tilgængelighed til idrætsfaciliteter og klubber for alle, er en revolution – selv for mange EU-lande.

En dansk vision

Hvad skulle en international dansk idrætspolitisk vision så bestå i? 

Først og fremmest politisk lederskab og en beskeden bevilling til at give Danmark positionen som international dynamo for breddeidrætten ud fra en idrætspolitisk, en forskningsmæssig og en erhvervspolitisk dimension. Man skulle styrke danske forsknings- og vidensmiljøers mulighed for at samle og formidle komparativ viden om idrætspolitikker, idrætsdeltagelse og programmer til fremme af fysisk aktivitet osv. på lokalt og nationalt niveau. Man skulle styrke debatten om demokrati, åbenhed og korruption i international idræt og give medier, idrætsledere og forskere i andre lande ammunition til at fremme debatten i deres egne lande gennem tiltag som Play the Game og ISCA. Man skulle give institutioner som Lokale- og Anlægsfonden en mere international dimension med forpligtelse til at samarbejde mere med danske iværksættere, byplanlæggere, arkitekter og bygherrer med eksportpotentiale om at udbrede succesfulde koncepter for fremme af idræt og fysisk aktivitet. Man skulle udvide Idrættens Analyseinstituts forpligtelse til og rammer for at monitorere og formidle forskning, viden og debat til de idrætspolitiske aktører herhjemme til også at omfatte de væsentligste idrætspolitiske aktører internationalt.

Men først og fremmest skulle man invitere alle idrættens aktører, forskningsmiljøer, idrætsrelaterede virksomheder og myndigheder til at udvikle en fælles vision for Danmark som international dynamo for breddeidrætten. Danmark kan blive det land, som udenlandske idrætsledere, politikere og forskere valfarter til for at studere rammevilkår, faciliteter, frivillighed, byplanlægning, arkitektur og succesfulde programmer for den brede idrætsdeltagelse. Får man som led i processen skabt den rette kobling mellem idrætsorganisationer, forskningsverdenen og erhvervslivet om en sådan udvikling, kan satsningen såmænd sagtens vise sig at være lige til en olympisk guldmedalje på længere sigt.