Dansk fodbold mister unge talenter
Dansk fodbold er for dårlig til at holde unge elitespillere med anden etnisk baggrund. Især trænerne kan gøre mere for støtte dem, vurderer ny rapport.
Mange unge elitespillere med udenlandske rødder har brug for mere aktiv støtte og opbakning på og ikke mindst uden for fodboldbanen, hvis de ikke skal gå tabt for dansk fodbold. Det vurderer en ny rapport fra Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik, der lidt forenklet sagt forsøger at finde forklaringer på, hvorfor Danmark ikke har en 'Zlatan’ ligesom i Sverige. Således viste et forstudie fra sidste år bl.a., at der er et relativt stort frafald blandt spillere med anden etnisk baggrund ved slutningen af teenageårene, og at ikke mindst de unge spillere med tyrkiske rødder ser ud til at have sværere ved at etablere sig i voksenrækkerne trods pæn repræsentation i de yngre årgange.
Uddannelse og fodbold
I den nye rapport indkredser de to forfattere, Martin Gregersen og Søren Østergaard, gennem interviews med både aktive og frafaldne spillere, trænere og talentchefer en række af de barrierer, som spillere med udenlandsk oplever i hverdagen.
Blandt andet peger rapporten på, at de unge kan have svært ved at få uddannelse og fodbold til at hænge sammen, og at de i nogen udstrækning føler, at de skal pendle mellem ’kulturer’. Dertil kommer sociokulturelle og socioøkonomiske forhold, der kan indvirke på spillernes præstationer, og hos nogle en oplevelse af forskelsbehandling og mangel på anerkendelse. Det gælder også på banen, hvor den traditionelle danske spilforståelse måske betoner holdarbejdet så stærkt, at mere individualistiske spillere med udenlandske rødder har sværere ved at finde sig til rette.
Mere proaktiv mandskabspleje
Generelt konkluderer forfatterne, er det ikke de dyre forkromede løsninger, der er behov for, men snarere en lidt mere proaktiv mandskabspleje, der tager hensyn til de unges forskelligheder.
Ikke mindst trænere og ledere kan med fordel sætte mere fokus på, hvordan spillerne kan få livet på og uden for banen til at harmonere bedre. Eller som det er formuleret i rapportens titel: ”…Måske foregår den vigtigste kamp udenfor kridtstregerne…”.