Dansk idræt skal op i en anden liga
Der er behov for ny viden, nye kompetencer og nye samarbejder mellem idrætten og offentlige og private partnere, hvis den den aktuelle satsning på professionel idræt og eventstrategier skal give det håbede løft til dansk idræt og ikke ende som et ufrugtbart kapløb på skattekroner.
I september kunne man i Horsens Folkeblad læse en kommentar fra formanden for A.C. Horsens superligahold i anledning af kommunens vedtagelse af at investere yderligere 30 mio. kr. i superligaklubbens stadion ved prestigearenaen Forum Horsens.
Artiklen antydede, at når kommunen skulle punge yderligere 30 mio. kr. ud på at opdatere det utidssvarende superligastadion, risikerede AC Horsens at blive sat op i stadionleje. Det brød Horsens-formand Ole Rasmussen sig ikke om, for fodboldklubben ville ikke betale mere end elite-kollegerne fra Horsens Håndboldklub og HIC-Basket:
”Vi har forhandlet os frem til en aftale, der hedder 1000 kr. pr. kamp, og nu taler man om andre tal. Forum Horsens, som HH og HIC benytter, kostede 140 mio. kr., og de betaler også 1000 kr. pr. kamp. Så vil det være helt ude af proportioner, hvis vi skulle til at betale mere, fordi stadion bliver udbygget for 30-40 mio. kr.” sagde superligaformanden til den lokale avis.
Ulige konkurrence
1000 kr. pr. kamp inklusive reklamerettigheder og en fordelagtig catering-aftale!
Det er altså niveauet i Horsens, hvilket næppe vil bekomme mange konkurrenter i superligaen og håndboldligaen vel, fordi den lave leje skaber ulige konkurrencevilkår i erhvervet.
Men Horsens Kommune er gået ind i projektet med åbne øjne som led i en kultur- og idrætsstrategi, der skal ændre byens lidt triste omdømme. Byens borgere fik ren besked om, at skattebilletten ville stige på grund af prestigebyggeriet.
Når Idan rejser eksemplet her, er det fordi danske byer og regioner nærmest står i kø for at følge i Horsens’ fodspor, uden at regnestykkerne nødvendigvis hænger sammen.
Idans nylige rundspørge i håndbold- og superligakommuner dokumenterer, at der alene siden 2000 er færdiggjort for næsten 1,7 mia. kr. stadionanlæg og haller til de nuværende 38 superliga- og håndboldligaklubber i Danmark.
Af beløbet er kommuner direkte eller indirekte involveret i investeringer for ca. 1,2 mia. kr. Og så har vi ikke engang talt de igangværende og kommende stadionmoderniseringer i 1. divisionsbyerne Frederica, Vejle og Randers m.fl. med, foruden de mange yderligere investeringer i anlæg til topidræt, som står på ønskesedler og dagsordener rundt omkring i nye kommuner, som gerne vil ”brande” sig via topsport.
Ukoordineret kapløb
Men bygge-boomet er samtidig et godt eksempel på det relativt ukoordinerede kapløb, der er ved at opstå på eliteidrætsområdet.
Kulturministeren drømmer om OL i København i 2024, borgmestrene drømmer om topsport og prestigebyggerier. Klubber og forbund forsøger desperat at hænge på i kommercialiseringen.
Trods et boom i sponsorsalget til snart over en mia. kr. på det danske marked ifølge Dansk Oplagskontrol, er dansk topidræt stadig mere drevet af forretningsdrivende idrætsforeninger end af velorganiserede og professionelle strukturer som i andre brancher.
Bortset fra Parken og Brøndby, som i øvrigt også finansierede deres stadionmoderniseringer selv, har de fleste professionelle klubber i fodbold og håndbold rigeligt at gøre med at skaffe til dagen og vejen. Danske topklubber er stadig stærkt afhængige af frivillige lederes engagement og kommunale midler. Kommuner som Horsens vil yderligere skabe et pres andre steder i landet for at få de professionelle klubbers lejebetalinger til de kommunale anlæg sat ned.
Samtidig har kommuner på vej ind på eliteidrætsbanen som bygherre eller bagmand for elitenetværk ofte måttet konstatere, at det slet ikke er så taknemmeligt at gå ind i sportens turbulente verden.
I Aalborg hældte kommunen 65 mio. kr. i Gigantium. Så løb den sportsligt så succesrige lejer, håndboldklubben Aalborg DH, ind i økonomiske problemer, der i sommer tvang kommunen til pengekassen, hvis der fortsat skulle spilles tophåndbold i prestigebyggeriet.
Allersenest kunne man så se Aalborg DH-træner Christian Dalmose citeret for, at Gigantium i øvrigt er aldeles uegnet til en tophåndboldklubs behov. Kommunen burde naturligvis bygge en rigtig arena til den karismatiske træner og hans hold!
Man kunne også kigge til Farum, hvor hele eventstrategien og snart også eliteidrætssatsningen synes at styrte i grus trods de senere så berygtede massive investeringer og store løfter under tidligere borgmester Peter Brixtofte.
Mediebilledet er en udfordring
Faciliteterne og deres indretning er kun et af de brændende temaer i topsportens vej fra forening til forretning.
Forholdet til medierne er en anden væsentlig faktor, fordi medierne finansierer og komponerer sporten direkte gennem rettighedsbetalinger og transmissioner og indirekte ved eksponering af sponsorer.
Men samtidig skaber danske medier også det verdensbillede, som eksempelvis kommuner og erhvervsliv ofte reagerer på.
Derfor er det stærkt uheldigt, at en nylig undersøgelse af den landsdækkende danske sportspresse, som Mandag Morgen udførte for 'Play the Game' og Idrættens Analyseinstitut, viser, at sportspressen kun i forsvindende lille grad beskæftiger sig med sportens organisatoriske, økonomiske og organisatoriske forhold. Samtidig er det en kendsgerning, at dansk tv og sportspresse primært dækker ganske få idrætsgrene.
Groft sagt ”fordummer” mediebilledet både idrætsledere, sponsorer og beslutningstagere i en grad, så dansk idræt eksempelvis står med et problem som vært for næste års VM i idrætsgymnastik i Århus. Arrangørerne skal finde 1,8 mio. kr. til DR som national ”host broadcaster” for at kunne leve op til forpligtelserne om at få transmitteret en af de i OL-sammenhæng mest globale og prestigefyldte discipliner til omverdenen.
Gymnastikkens vanskeligheder angår mange idrætsgrene. For at sige det rent ud, er det i øjeblikket en reel trussel, at de ekstra hvervemillioner, som stat, regioner og kommuner i disse år hælder i eventstrategier, i stedet ender i lommerne på tv-stationerne.
Der er en overhængende risiko for, at offentlige midler kommer til at finansiere en meget stor del af gilderne i de ligeledes offentligt finansierede storhaller og stadionanlæg - uden synderligt medspil fra de private sponsorer eller kommercielle medieinteresser, som har gavn af investeringerne.
I en tid, da politikere og idrætsledere seriøst overvejer muligheden for at byde på OL allerede i 2020 med værtskabet for OL i 2024 som det endelige mål, er der med andre ord behov for flere kompetencer, bedre internationale relationer, netværk og samarbejder på tværs, hvis de massive offentlige investeringer i eliteidræt skal føre til det ønskede løft.
Kommentaren er også i en let udvidet version bragt som kronik i Jyllands-Posten den 21. november 2005.