Dansk konkurrenceevne i international eliteidræt er udfordret. Men hvorfor er medaljer vigtige?

Når vi taler om, at medaljer og eliteidræt er vigtige for en nation, er flere af de traditionelle argumenter svage eller direkte forkerte. F.eks. hører vi ofte, at eliteidræt fremmer idrætsdeltagelsen. Den ene undersøgelse efter den anden har imidlertid vist, at dette typisk ikke er tilfældet.  

Et andet klassisk argument for, at sportslige topresultater er vigtige, handler om økonomi. Det hævdes, at eliteidræt har en positiv effekt på indkomst og beskæftigelse, men bortset fra professionel fodbold har eliteidræt herunder værtskab for større sportsbegivenheder ikke nogen økonomisk effekt af betydning. 

Elitesport skaber fascination og lykke

Til gengæld er det muligt at tale om samfundsmæssig nytte ved andre aspekter af eliteidræt. Eliteidræt er et vigtigt middel til at skabe identitet på både nationalt og lokalt niveau og har en enestående fascinationskraft, som er en væsentlig kilde til engagement og underholdning for en stor del af befolkningen. Nogle forskere tematiserer det som decideret lykkeskabende eller noget, der kan styrke befolkningens velbefindende.

Eliteidræt er desuden et nyttigt ”forsøgslaboratorium”. Den norske professor og idrætssociolog, Jan Ove Tangen, argumenterer konkret, at elitesportens funktion er at demonstrere, hvad der skal til for at leve op til de dominerende normer om vækst og fremskridt i det moderne samfund. Både teknologisk, fysiologisk og organisatorisk er der f.eks. vigtige indsigter at hente for resten af samfundet fra de ekstreme bestræbelser på at optimere præstationer, som er hele eliteidrættens rationale. 

Der kan også være tale om, at eliteidræt har en slags lynaflederaffekt. Den er et medium for stærke følelser, der kunne få andre mere problematiske udtryksformer, hvis eliteidrætten ikke fandtes. Under den kolde krig var sporten således et vigtig medium for konkurrence mellem supermagterne, der i stedet for at slås direkte med hinanden brugte eliteatleternes præstationer til at udtrykke deres respektive politiske systemers overlegenhed. 

Så eliteidræt kan være både vigtig og nyttig for samfundet. Når staten bruger penge på elitesport, er det dermed for at sikre, at danske eliteidrætsudøvere opnår gode resultater i internationale konkurrencer og medvirker til at stimulere de formål. I Danmark legitimerer vi desuden den offentlige investering i eliteidræt med, at atleterne får støtte i form af job og uddannelse, så de kan begynde et nyt liv, efter perioden som topatlet er forbi. 

Dansk guldalder kan være på retur

I flere år er det gået rigtig godt med dansk konkurrenceevne på grund af den danske støttemodel. Ved de seneste to olympiske lege har Danmark vundet flere medaljer end nogensinde siden 1948, og resultaterne ved årlige verdensmesterskaber i de olympiske discipliner har i de senere år også ligget på et højt niveau. I samme periode har Danmark konstant været konkurrencedygtig i tre af de store holdidrætsgrene, håndbold, fodbold og ishockey. Det er ikke en overdrivelse at sige, at der har været tale om en guldalder for dansk eliteidræt siden begyndelsen af 2010’erne.  

Spørgsmålet er dog, om det kan fortsætte. Flere ting peger på, at det kan blive vanskeligt, selv om Jonas Vingegaard, Viktor Axelsen, de to håndboldlandshold og Holger Rune klarer sig forrygende internationalt, og Danmarks medaljehøst ved næste års olympiske lege i Paris sandsynligvis bliver på niveau med de seneste to lege. Det peger vores egen analyse af udviklingen på.

Først og fremmest har der de sidste par år været en markant nedgang i antallet af danske placeringer lige under medaljeskamlen (placeringer som nr. 4-8). Der er fortsat mange danske medaljer, men de senere år er der markant færre, der er ‘lige ved’. Danmark er således sårbar overfor udsving i de allerbedstes præstationer, da der ikke mange andre medaljekandidater, der bobler lige under de store stjerner.

Årsagen til faldet i antallet af placeringer lige under medaljerne er, at nogle af de idrætsgrene, som traditionelt har stået for en stor del af Danmarks topresultater i de seneste år, har oplevet en resultatmæssig tilbagegang. Syv idrætsgrene har stået for næsten alle danske medaljer i det sidste halve århundrede. Det går stadig fremragende for cykling og håndbold, men for badminton, sejlsport, roning, svømning og kajak er sagen en anden, hvis vi ser bort fra medaljeslugeren Emma Aastrand Jørgensen.

Hvordan fastholdes og styrkes konkurrenceevnen?

Hvad kan Danmark så gøre for at modvirke den igangværende svækkelse af dansk eliteidræts konkurrenceevne? Det kan resultaterne fra et stort internationalt forskningsprojekt, der sammenligner eliteidrætssystemer i 15 forskellige fortrinsvis europæiske lande, muligvis svare på. 

Forskningsprojektet viser, at Danmark klarer sig godt i forhold til alle andre lande på flere parametre såsom generel idrætsdeltagelse og den organisatoriske struktur omkring eliteidræt. 

Det samme gælder for arbejdet med at identificere og udvikle nye talenter. Selvom Danmark ikke scorer højt på dette parameter, er der relativt få talenter, der falder fra, fordi systemet ikke bakker dem godt nok op, og forskelle med hensyn til social baggrund, køn og etnicitet har ikke den store betydning for mulighederne for at udvikle individuelle talenter til eliteniveau.

Omvendt er Danmark dårligere end gennemsnittet for de involverede 15 lande på en række andre punkter. Det gælder træningsfaciliteter og adgang til trænere af topkvalitet samt uddannelses- og karrieremuligheder for heltidstrænere. 

Men det punkt, hvor Danmark klarer sig dårligst i den internationale sammenligning, er den samlede finansielle støtte til eliteidrætten. Senest kom den danske støtteorganisation, Team Danmark, desuden med en analyse af, at danske atleter har dårligere vilkår end nationer som Norge, Holland og New Zealand, som vi plejer at sammenligne os med.

Team Danmark har selv anslået, at 50 mio. ekstra kroner årligt er et rimeligt bud på, hvad der skal til for, at dansk eliteidræt kan fastholde eller styrke sin konkurrenceevne. 

Nogle af de millioner ser ud til at være på vej, idet kulturminister Jakob Engel-Schmidt netop har meldt ud, at regeringen i finanslovsforslaget for 2024 ønsker at afsætte ekstra 70 mio. kroner over de kommende fire år til Team Danmark.

Uanset, at regeringen er klar med friske midler, så er det et bredt politisk spørgsmål, i hvilket omfang der er brug for at styrke dansk eliteidræt. 

På den ene side er der ingen tvivl om, at selvom det danske system har været godt kørende, er der en grænse for, hvor lang tid det holder i en verden af øget international konkurrence. Den tyder på at være nået.

På den anden side står, at et eventuelt forhøjet tilskud skal balanceres mod andre rimelige samfundsmæssige hensyn.

Det er i dette krydsfelt, at danske politikere skal tage stilling til dansk eliteidræts konkurrenceevne i det internationale kapløb om medaljer og veje argumenter om nytteværdi og unødigt fyrværkeri mod hinanden.

Dette debatindlæg er første gang bragt i Altinget den 8. september 2023.