Dansk kvindehåndbold. Hvad skal der ske?

Med vanlig sans for iscenesættelse åbnede FCK Håndbold og Slagelse Dream Team i ugens løb en tiltrængt strukturdebat om dansk kvindehåndbold. Forslaget, benævnt ’10 i 12-planen’, udlægger rammerne for en række radikale ændringer, der opfordrer håndboldens parter til at ’vende dansk kvindehåndbold på hovedet’ og tænke nyt.

Spørgsmålet er imidlertid, om forslagene reelt tilgodeser helheden, eller om de i virkeligheden blot gavner de klubber, der p.t. er godt ved muffen. På en række centrale områder er det svært at frigøre sig fra dette indtryk samtidig med, at andre elementer i planen nærmest virker kontraproduktive i forhold til de problemer, de påstår at ville imødegå.

Nye konflikter

 Siden FCK og Anja Andersen meldte sig på banen i dansk elitehåndbold, er der sket meget. Kommercialiseringen er fortsat med uformindsket styrke, ligesom spillet på en række områder er forbedret. Samtidig har den foreningsbaserede håndboldsports amatørtradition været en lænke om benet for den hastige professionalisering, som topklubberne er eksponenter for. Dansk Håndbold Forbund (DHF) har derfor mange gange stået for skud med ’10 i 12-planens’ forfattere som de mest centrale kritikere.

Senest var Anja Andersens piratligaplaner i fjor tæt på at sætte dansk håndbold i brand, og kun et ’formandsmord’ og nogle kulisse-badut-spring bragte parterne til besindelse. Nu truer de ulmende gløder med at blusse op igen. Anja og FCK har atter fundet fælles fodslag og lanceret en ny plan, der efter deres udsagn skal bringe dansk håndbold på ret køl, inden sandet i timeglasset løber ud.

Rygraden i forslaget handler i hovedsagen om to ting: dels et forslag om at ændre turneringsrytmen, så den følger kalenderåret, dels et forslag om at indskrænke antallet af ligahold fra de nuværende tolv til otte, der efter første halvsæson yderligere indskrænkes til seks i et afsluttende slutspil.               

Tankegangen er at mindske presset på spillerne, styrke klubbernes økonomiske fundament og sikre større jævnbyrdighed mellem holdene, samtidig med at de danske talenter gives bedre muligheder for at udvikle sig. Det lyder alt sammen ganske besnærende, men problemet er dog, at selvom planen bestemt indeholder forfriskende nytænkning, halter dens argumenter på centrale punkter.

En ændring af turneringsrytmen

Først og fremmest peger '10 i 12'-planen på en tiltrængt ændring af turneringsrytmen, hvilket er den del af forslaget, som rammer bedst plet. Antallet af kampe og træningsmængden er forøget, og for de spillere, som både deltager i de nationale og internationale klubturneringer samt på landsholdet, koncentreres aktiviteterne ofte i foråret, hvor DM og de internationale klubturneringer skal afgøres.

Med det nye forslag spredes belastningen mere jævnt ud, således at DM afgøres i efteråret, landsholdsdeltagelse sker om vinteren (typisk december) og internationale klubkampe spilles i foråret. Forslaget giver god mening og bør være et af de delelementer, man skal arbejde videre med i fremtiden, selv om der også vil være ulemper ved turneringsafslutning i efteråret i forhold til efterfølgende deltagelse i de europæiske klubturneringer.

Toms Top 6

 Til gengæld er de to øvrige hovedelementer i forslaget problematiske. Det er nemlig svært at se, hvordan en koncentration af de bedste hold i en top seks skal komme helheden i dansk elitehåndbold til gode. Tværtimod vil det være nærliggende at forestille sig, at konsekvensen vil være en yderligere skærpelse af den polarisering, som allerede sker i dag, blot forskudt ’opad’ i tabellen til at gælde et gab mellem top seks klubberne og de øvrige.

Der vil formentlig – isoleret set – opstå en større grad af lighed mellem holdene i de to lag indbyrdes, men da tv-eksponering og reklamepenge altid følger toppen, vil de økonomiske ressourcer og dermed de bedste spillere være at finde der.

Argumentet om, at udviklingen af danske talenter vil blive styrket af denne opdeling falder dermed til jorden. Top seks klubberne vil fortsat bestå af de bedste spillere – endsige udenlandske – og selvom de øvrige klubber er tænkt som rugekasser, er det et åbent spørgsmål, om ikke chokolade-toppen blot vælger den normale løsning: at satse på det sikre og købe de bedste, i kampen om pokalerne.

En sådan konsekvens vil i praksis ikke give megen plads til de danske talenter, som allerede længe har været bænkevarmere på deres respektive klubhold. Uden den fornødne kamperfaring på allerhøjeste niveau kommer dansk håndbold aldrig tilbage til de gyldne tider, da landsholdet blev båret til tops af bærende spillere i de danske topklubber.    

Når man tænker på, at kvindelandsholds tidligere internationale resultater i den grad har været afgørende for den enorme medieinteresse - og dermed for den økonomiske udvikling - som dansk elitehåndbold har opnået siden starten af 1990’erne graver denne del af planen blot dybere i det hul, som centrale håndboldledere i såvel FCK som Slagelse DT, mener DHF allerede længe har været i gang med at grave for dansk håndbold.

Selvom det er vanskeligt at pege på, hvordan danske spillere igen skal komme til fadet i verdens bedste dameliga, er et forslag om lave, hvad der ligner en dansk udgave af Champions League, ikke vejen frem.

De fremtidige indtægter

 Når snakken falder på de økonomiske problemer i dansk elitehåndbold, er det som anført helt korrekt, at der er grund til at være bekymret over mulighederne for opretholdelse af de økonomiske indtægter i fremtiden, særligt når den nuværende tv-aftale udløber i 2011. Realistisk set er dansk klubhåndbold i dag begunstiget af en medieeksponering, som næsten kun kan blive mindre i fremtiden.

Desuden er det bekymrende, at klubberne har været så dårlige til at få enderne til at mødes selv i en meget gunstig eksponeringssituation. Dette forhold dokumenterede Idan i sin store undersøgelse af udviklingen i dansk elitehåndbold, der blev offentliggjort i juni 2006.

Men at løse problemet gennem en koncentration af de økonomiske midler på færre hænder er ikke en farbar vej. Med større økonomisk forskel mellem første og andet lag vil klubberne i andet lag blot satse endnu mere for at komme med i det gode selskab, mens klubberne i første lag vil satse tilsvarende for at blive der. Et økonomisk forstørret gab mellem rækkerne giver sig traditionelt set udslag i overinvesteringer og økonomiske kollaps. Det viser enhver erfaring fra forskellige europæiske ligaer.

Samtidig tager forslaget fra de to ’nyrige’ håndboldklubber ikke højde for den brede håndboldkultur, som også elitehåndboldens folkelige popularitet i virkeligheden bygger på. Ud over selve klubbernes økonomiske vækst, har de senere års håndboldboom ført til massive offentlige investeringer i moderne opvisningshaller overalt i Danmark. Der burde derfor være enestående muligheder for at udvikle publikumskulturen og skabe andre indtægtskilder end den eksponeringsafhængige sponsorering.

Skal man være en anelse perfid, giver FCK Håndbolds traditionelle ’447’ tilskuere til ligakampene ikke anledning til at tro, at klubbens kvindehold ud fra et rent underholdningsperspektiv naturligt hører hjemme i en fremtidig snæver håndboldtop på 6-8 klubber. Her er et område, hvor FCK-toppen har al mulig grund til for en gangs skyld at rette en selvransagende pegefinger mod sig selv.

Omfordelingsmekanismer!?

 Ud over at overveje alternative indtægtsmuligheder til den nuværende, der i det store hele er genereret af den enorme eksponering, som dansk elitehåndbold nyder på landsdækkende tv, er en mere frugtbar vej at skabe mere sportslig lighed gennem bedre omfordeling af de økonomiske midler. Selvom dette forslag rutinemæssigt vil vække undren hos de stærkeste klubber, er det et mere helhedsorienteret forslag end blot at sikre, de der har, mere af det samme. Samtidig er det helt i tråd med den professionelle sports ånd at regulere, så der opstår størst mulig usikkerhed om udfaldet af kampene, da det alt andet lige skaber større interesse for spillet.

I boksning er vægtklasser eksempelvis måden at gøre det på, og i kommerciel sport som håndbold, hvor pengene er den udslagsgivende parameter, kan ’løftepenge’ eller en ’håndboldskat’, der omfordeler midlerne i rækken mere ligeligt, være redskaber, som gør det muligt for de svagere klubber at tage kampen op. Samtidig vil det give plads til, at danske spillere kan komme i kamp mod de bedre, fordi klubbernes købekraft fordeles mere ligeligt, hvorved de bedste udenlandske spillere vil fordele sig på flere klubber.

Set fra en traditionel forretningsøkonomisk synsvinkel, lugter et sådant tiltag måske meget af planøkonomi, men modellen er allerede implementeret med succes i de ærkeliberale amerikanske fodboldligaer med udgangspunkt i, at det giver størst mulig interesse om spillet, og dermed større indtægter, når flest muligt kan blande sig i toppen.

Strammere regulering

Først og fremmest bør klubbernes anstrengte økonomier dog angribes gennem en strengere økonomisk regulering. Jeg er helt klar over, at FCK og Slagelse vil hade at høre det. Men økonomien i de danske håndboldligaer vokser 20 pct. år efter år. Når klubberne alligevel ikke skaber overskud, skyldes det ikke så meget behov for færre hold i ligaen som behov for øget økonomisk regulering.

DHF’s opstrammede politik på området synes allerede at vise sig gunstig, men kunne strammes yderligere. I tillæg til dette kunne man overveje en uafhængig kontrolinstans med ’tilsynspligt’ el. lign. Det har man eksempelvis haft stor succes med i fransk fodbold.

Sættes, håndhæves og sanktioneres strengere krav til klubbernes økonomi, vil de utvivlsomt være mere tilbageholdende i deres økonomiske dispositioner. Det vil mindske efterspørgslen efter arbejdskraft (spillere) og dermed have en kunstig indvirkning på løndannelsen, der er den primære årsag til, at klubberne har svært ved at styre omkostningssiden.

Der er altså gode grunde til at overveje alternative løsningsmodeller, end de som ’10 i 12-planen’ lancerer. På centrale områder vil det faktisk være direkte i modstrid med planens intentioner at følge dens handlingsanvisninger. Det betyder imidlertid ikke, at forslaget er ubrugeligt.

Alle erfaringer har hidtil vist, at når så stærke parter som Anja Andersen og FCK træder sammen, sætter det uanset hvad gang i et til tider langsommeligt håndboldsystem.

Denne gang vil der helt sikkert også ske noget, men man bør være påpasselig med at implementere de to klubbers forslag uden en grundig og kritisk stillingtagen til dets konsekvenser.