Idan Artikel 03.03.2013

DBU kræver strammere lov

DBU’s formand Allan Hansen krævede en strammere lovgivning mod match-fixing og afgift for at stille kampe til rådighed som spilleobjekter på DBU’s repræsentantskabsmøde i Odense.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Danmarks største specialforbund, Dansk Boldspil-Union, er generelt i rigtig fin form med nu 356.754 registrerede medlemmer, voldsom tilgang af piger og kvinder og generel medlemsfremgang i alle kategorier - selv i de vanskelige teenageår, hvor mange andre forbund oplever frafald.

Men trods den positive resultater var der især i forhold til match-fixing og tredjeparts ejerskab af klubber og spillere også løftede pegefingre, da DBU’s formand Allan Hansen holdt sin mundtlige beretning på DBU’s repræsentantskab i Odense den 2. marts.

Frygt for match-fixing

DBU har som ét af bare seks af UEFA’s 53 medlemsforbund endnu ikke oplevet en sag, hvor organiseret kriminalitet står bag match-fixing, men unionen frygter, at match-fixing bliver et alvorligt problem også i Danmark, hvis ikke myndighederne kommer mere på banen. DBU ønsker en strammere lovgivning og en decideret efterforskningsenhed i bekæmpelsen af match-fixing.

”Generelt er jeg tilhænger af, at vi inden for idrætten selv klarer paragrafferne, da lovgivning og myndighedernes indblanding ofte vil have utilsigtede følgevirkninger. Men hverken DBU eller idrættens organisationer herhjemme har den organisation eller efterforskningsmuligheder, der skal til for at tackle denne udfordring. Hvad vi har set i de sager, vi har kendskab til fra udlandet, senest i form af Europols undersøgelser af et meget stort antal kampe på højeste niveau i femten lande, omfatter systematisk bestikkelse af spillere, dommere og ledere, og det er ikke kun et problem for idrættens udøvere," sagde Allan Hansen, der efterlyste en mere målrettet efterforskningsindsats.

"Vi har nu gennem to år forsøgt at forklare og advare skiftende regeringer og politikere om, hvad vi er oppe imod. Derfor er det frustrerende fortsat at blive mødt med ”slå nu koldt vand i blodet”. Vi er enige i, at vi heldigvis endnu ikke har set sager herhjemme omfattende organiseret kriminalitet, men desto større grund er der til at få ajourført lovgivningen og at få opbygget en efterforskningsenhed, så vi har muligheder for om muligt at gribe ind, inden sagerne udvikler sig til omfattende sager, som vi har set i udlandet,” sagde Allan Hansen.

Uigennemsigtige kontrakter

En anden problemstilling med indirekte betydning i kampen mod match-fixing er den økonomiske regulering af professionel fodbold, herunder ejerskab af klubber og spilleres kontraktfodbold.  Allan Hansen advarede imod, at uigennemsigtige ejerforhold er en trussel mod fodbolden på internationalt niveau.

”Det, der bekymrer i europæisk fodbold, er, at tendensen går i retning af, at kapitalfonde og store agentbureauer i stigende grad handler økonomiske rettigheder knyttet til fodboldspillere, og at disse fonde og bureauer er indehavere af økonomiske rettigheder knyttet til flere spillere i samme klub og i flere forskellige klubber i samme turneringsrække. Sådanne konstellationer, og ikke mindst disse fondes og bureauers uigennemsigtige ejerskabskonstruktioner, øger risikoen for, at der kan stilles spørgsmålstegn ved turneringernes integritet, ligesom aftalerne i nogen tilfælde er skruet sådan sammen, at de udfordrer UEFA’s Financial Fairplay koncept,” sagde Allan Hansen.

Udredningen spøger

Allan Hansen kom også ind på den igangværende udredning af idrættens økonomi og struktur. I den proces har blandt andet DGI’s formand Søren Møller peget på, at DBU’s særstilling i den nuværende fordelingsnøgle er ’en varm kartoffel’, men DBU kommer ikke til at opgive indtægter fra fodboldens popularitet som spilleobjekt frivilligt.

I den proces har blandt andet DGI’s formand Søren Møller peget på, at DBU’s særstilling i den nuværende fordelingsnøgle er ’en varm kartoffel’, men DBU kommer ikke til at opgive indtægter fra fodboldens popularitet som spilleobjekt frivilligt.

Tværtimod vil DBU eje for en spillelovgivning, hvor den enkelte udbydere af kampe får ret til en afgift fra spilleselskaber for at stille kampe til rådighed:

”Vi er og har længe været i en god og konstruktiv dialog med DIF, og vi vil gennem DIF arbejde for at få indflydelse på udredningens udformning og indhold. Vi er enige med DIF om, at et centralt element i udredningen er aktivitetsomfangsanalysen. En aktivitetsomfangsanalyse er nødvendig, hvis en kortlægning af deltagelsesmønstre og aktivitetsniveau skal give mening. En kortlægning af aktivitetsomfanget i dansk idræt vil give et overblik over og en understregning af idrættens egenværdi i forhold til det øvrige samfund. Og en sådan analyse er særlig relevant for DBU, idet vores aktivitetsomfang ad denne vej vil blive tydeliggjort og understøtte DBU’s position som en stærk og væsentlig spiller i forhold til fordelingen af udlodningsmidlerne," sagde Allan Hansen og fortsatte:

"For os er det helt centralt, at en fremtidig organisering kommer til at tage afsæt i de specialforbund, som via deres internationale organisationer har ansvaret for udviklingen af den pågældende idræt i Danmark, og at den enkelte sportsgren skal have rettighederne til kommerciel anvendelse af deres resultater i forhold til betting, dels er det afgørende for at kunne kontrollere uhensigtsmæssig anvendelse af resultaterne, dels skal en del af provenuet tilfalde den sportsgren, som bettingselskaberne direkte kommercialiserer. Som dansk idræts flagskib har vi vist, at vi med vores volumen kan igangsætte projekter og initiativer, der er udviklingsgivende for dansk idræt. Derfor vil vi også sende det klare signal, at vi ikke stiltiende vil acceptere en nedgang i det tilskud som tildeles DBU, da det vil forringe udviklingsmulighederne for dansk fodbold specifikt og dansk idræt generelt,” sagde Allan Hansen.

Hele den omfattende beretning og øvrig reportage fra repræsentantskabsmødet kan læses på DBU’s hjemmeside.