Idan Artikel 14.09.2020

DBU presser FIFA for en kompensationsmodel i kvindefodbolden

Når danske herrefodboldspillere bliver solgt til udenlandske klubber, ryger der uddannelsespenge tilbage i spillerens barndoms- og ungdomsklub. Den model findes endnu ikke i kvindefodbold, men DBU er med til at lægge pres på FIFA for at få den etableret.

Nøgleord: Økonomi

Da Christian Eriksen blev solgt til Inter, var det ikke kun Tottenham, der tjente penge på ham. Også den fynske klub Middelfart samt OB nyder godt af salget. De får nemlig glæde af de såkaldte solidaritetspenge eller uddannelsespenge, som de også bliver kaldt, der er en del af FIFA’s transfersystem i herrefodbold.

Det betyder konkret, at den klub, der køber spilleren skal betale en kompensation til den klub, der har uddannet og opfostret spilleren. Kompensationen er en procentsats af transfersummen og udbetales hver gang, spilleren skifter klub. Det betyder, at Christian Eriksens barndomsklub – i dette tilfælde Middelfart – får 0,25% af transfersummen for hvert år spilleren har tilhørt klubben i alderen 12-15 år. Når spilleren fylder 16 år, stiger satsen til 0,5 procent for hvert år til og med spillerens 23-års fødselsdag.

Sådan forholder det sig imidlertid ikke, når Pernille Harder skifter tyske Wolfsburg ud med Chelsea. Ordningen findes nemlig endnu ikke i kvindefodbold, og det er ærgerligt, mener Mette Bach Kjær, der er bestyrelsesmedlem i DBU.

”Hvis dette allerede havde været vedtaget, så ville de spillere, der er røget til udlandet, kunne have kanaliseret penge tilbage til Danmark, som så kunne være blevet brugt til at udvikle de næste talenter,” siger Mette Bach Kjær, der sammen med landstræner Lars Søndergaard og forsker ved UCN, Kenneth Cortsen, er gæster i en episode af podcasten Tillægstid fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) om udviklingen i kvindefodbold.

Modstand fra ressourcestærke klubber

Mette Bach Kjær forklarer, at en kompensationsmodel i kvindefodbold kan være på vej inden for et år, efter at DBU i UEFA-regi har været med til at lægge pres på FIFA, der skal træffe beslutningen.

Men presset på FIFA skal være maksimalt, for Mette Bach oplever samtidig, at de store, pengestærke klubber i Europa ikke har interesse i at få indført denne regel.

Kenneth Cortsen er enig med Mette Bach Kjær i, at der ligger en udfordring i, at mange klubber er drevet af egne interesser i denne sag, fordi de ikke selv mangler ressourcer til at udvikle deres talentfulde spillere.

”Det er jo et problem, hvis vi skal kunne kapitalisere på vores fantastiske idræts- og sportsmodel i Danmark, som er bygget på en anden foreningskultur end mange andre steder og på frivillige. Det kunne jo være fedt at få noget valuta, når vi er en udviklingsliga, der traditionelt set er dygtige til at udvikle talenter, og vi har et landshold, der i forhold til landets størrelse klarer sig godt,” siger han.

Solidaritetspengene ville være en ekstra gulerod

Ifølge landstræner Lars Søndergaard er vi i forvejen gode til at udvikle talenter, men vi er bare ikke gode nok, siger han.

”Det er klart, at med en træningskompensation ville det give endnu mere grund til at være rigtig dygtige på talentudviklingsområdet. Vi er gode, men vi kan fokusere endnu mere på det, og hvis vi så får lidt penge ud af det, så er det jo fint,” siger han, og argumenterer for, at der også mangler en egentlig transfermodel.

”Vi hører jo fra herreverdenen, at så længe Messi ikke er blevet solgt, så sker der ikke rigtigt noget på transfermarkedet,” siger han og forklarer, at når en klub sælger en dyr spiller, så vil klubben kunne bruge de penge på andre nye spillere, og det vil sætte gang i en kædereaktion, og samtidig generere penge helt ned i systemet.

”Og det er jo det, vi mangler på kvindesiden. Så man kan jo håbe på, at hvis det system først bliver sat i gang, og de store klubber begynder at handle, så giver det også penge tilbage, og så har vi hvert fald en lidt bedre økonomi og forretningsmodel end tidligere,” siger Lars Søndergaard.

Lyt til podcasten

Dansk kvindefodbold - et uforløst potentiale?

De vandt sølv ved EM i fodbold i 2017. De repræsenterer Danmark på fornemste vis i Champions League og europæiske storklubber. Kvindelige fodboldspillere har vækket interessen for kvindefodbold i højere grad end før. Men er det nok? Har DBU været dygtige nok til at udnytte EM-successen fra 2017 til at skabe større interesse for dansk kvindefodbold? Er potentialet så stort, som der hele tiden bliver talt om? Og hvor står dansk kvindefodbold i lyset af coronakrisen?

Det er et par af de spørgsmål, som vi forsøger at få besvaret i denne udgave af Tillægstid, der er produceret af Idrættens Analyseinstitut.

Panel:- Mette Bach Kjær, bestyrelsesmedlem, DBU- Lars Søndergaard, landstræner, DBU- Kenneth Cortsen, forsker, University College Nordjylland

Vært: Stanis Elsborg

Find flere afsnit af Tillægstid

Mand lytter til podcast
Idan

Podcasten Sport & Perspektiv