De blinde pletter i dansk dopingpolitik

Efter international målestok kan ingen beskylde Danmark for at have ligget på den lade side i forhold til kontrol og sanktioner, der skal afskrække motionister fra at eksperimentere med anabole steroider i danske fitnesscentre. Internationalt stikker Danmark ud ved, at 80 pct. af kunderne i kommercielle fitnesscentre træner i centre, der er omfattet af dopingkontrol. Kun Norge har en ordning, der minder om den danske, men den norske kontrol forudsætter, at den enkelte fitnesskunde giver tilladelse til at blive testet. I Norge betragter man et krav om, at almindelige motionister uden for det sportslige system skal finde sig i at afgive en urinprøve under overvågning som et potentielt krænkende indgreb. Samtidig forpligter loven alle kommercielle fitnesscentre til at sætte en smiley op på døren, der viser, om de har indgået en aftale med Anti Doping Danmark (ADD) om dopingkontrol. Danmark har patent på denne form for lovfæstet kundeinformation med glade eller sure smileys. Danmark har altså den mest vidtgående indsats mod motionsdoping i fitnessmiljøer målt på kontrol. Men er det også den mest effektive? Eller er motionsdoping blot et område, hvor det er relativt omkostningsfrit at demonstrere politisk handlekraft, når medier og meningsdannere ud fra usikre og ofte fejlfortolkede tal får gjort motionsdoping til et stadigt stigende problem?

Effekt er i høj grad en trossag

Sandheden er, at man kun ved lidt om det faktiske omfang af motionsdoping i danske motions- og fitnesscentre og endnu mindre om, hvilke politiske løsninger der virker. 

Ifølge Idans netop offentliggjorte evaluering af mærkningsordningen og det bredere antidopingarbejde i landets kommercielle motions- og fitnesscentre er flertallet af centre med dopingkontrol og deres kunder tilfredse med ADD’s indsats og bakker op om mærkningsordningen. Men det er fortsat en trossag, hvorvidt initiativerne har bidraget til meget andet end at afstive branchens politiske omdømme eller flytte rundt på dopingmisbruget. Til gengæld er kontrasten til andre tunge misbrugsområder slående. Hvor samfundet i forhold til de enkelte narkotikamisbrugere primært satser på forebyggelse, behandling og nu også skadesminimering i form af forsøg med ’fixerum’, har mange interessenter mest fokus på den direkte dopingkontrol af motionister i kampen mod anabole steroider. Man overfører mere eller mindre kritikløst konkurrenceidrættens sportsligt og moralsk betingede dopingregler og kontrolsystem for at bekæmpe et sundhedsproblem i visse fitnessmiljøer.

De blinde pletter

Selvfølgelig kan dopingkontrol i fitnesscentre have positive effekter, som er svære at dokumentere. Dopingkontrollen kan lokalt bidrage til at få vippet nogle dopingbrugere ud af centrene og måske forhindre et dopingbefængt miljø i at slå rod. Det er godt for det enkelte center, og det er også godt for samfundet, hvis doping derved bliver mindre socialt acceptabelt. 

Alligevel er spørgsmålet, om vi er så fokuserede på øget kontrol, at vi trods Anti Doping Danmarks nuværende oplysningsindsats undervurderer betydningen af mere og bedre oplysning, forebyggelse, rådgivning og forskning. Idans undersøgelse viser, at et klart flertal af alle centre med eller uden dopingkontrol mener, at mere forebyggende arbejde er vigtigere end mere kontrol.

Evalueringen peger også på, at hverken den nuværende mærkningsordning eller den bagvedliggende dopingkontrol er en god løsning for alle fitnesscentre. Det er f.eks. svært at se fornuften i, at lovens bogstav tvinger rene kvindecentre uden antydning af problemer med anabole steroider til at sætte en sur smiley op, medmindre de indgår en overflødig og dyr samarbejdsaftale om dopingkontrol med ADD. Der er desuden ingen eksempler på, at politiet i praksis har brugt ressourcer på at håndhæve mærkningsordningen.

Brug for tænkepause

Måske er der brug for en tænkepause og et kritisk kig på, hvordan antidopingarbejdet i den kommercielle fitnessbranche bedst kan udvikles? 

Er det f.eks. ambitionen at få flere fitnesscentre til at indgå et formaliseret samarbejde med Anti Doping Danmark, kunne ADD måske overveje at udvikle mere fleksible tilbud om dopingkontrol eller rådgivning, der i pris og indhold bedre matcher centrenes meget forskellige størrelser, økonomi og medlemsprofiler. Tænkepausen kunne samtidig være en anledning til at overveje, om forebyggelse og behandling af steroidmisbrug skal højere op på den politiske dagsorden. I dag bruger ADD hovedparten af sine ressourcer på kontrolvirksomhed, og det er i forhold til andre misbrugsområder stadig småt med specialiserede behandlingstilbud til misbrugere af anabole steroider. Samtidig er der huller i den eksisterende viden om motionsdoping. Det gælder problemets omfang og natur, men også i forhold til effekten af de politiske interventioner. Det taler for mere forskning på området, men også for nødvendigheden af at høste flere erfaringer med de nuværende frivillige samarbejdsaftaler om dopingkontrol, inden man går videre med vidtgående forslag som obligatorisk dopingkontrol i alle centre – et forslag, der rummer praktiske og principielle problemer, og hvis effekt er tvivlsom. Desuden synes fortalerne for obligatorisk dopingkontrol af motionister i fitnesscentrene at glemme, at dopingloven allerede i dag giver politiet beføjelser til at gå efter dopingens bagmænd, da besiddelse, fremstilling, distribution og salg af dopingstoffer er forbudt. Indsatsen mod motionsdoping er de gode viljers holdeplads, men indsatsen risikerer at ende som tom symbolpolitik, hvis stramninger og skærpede sanktioner får lov til at overskygge, at motionsdoping er et komplekst misbrugsproblem blandt især yngre mænd, som dopingkontrol i fitnesscentre kun er ét af flere svar på.