De Olympiske Lege i 2020 skal genrejse troen på Japan

Tokyo er blevet valgt til olympisk værtsby i 2020.

Den Internationale Olympiske Komites beslutning var et kæmpe skub til det japanske selvværd. Intet mindre end det. De Olympiske Lege i 2020 bliver et stort show med det åbenlyse formål at præsentere et nyt Japan for hele verden og dermed lægge tre årtiers krisestemning bag sig.

Det handler om indadtil og udadtil at markere, at Japan stadig er et af de førende lande på denne klode. Lige præcis i Tokyo har man prøvet det før. De første olympiske lege i byen, som fandt sted i 1964, har stadig enorm symbolsk betydning for vore dages japanere.

De Olympiske Lege i 1964 var ikke kun et vellykket sportsstævne, som præsenterede et fredeligt og velfungerende Japan for alverdens øjne – kun 19 år efter den kejserlige hærs ynkelige nederlag i Anden Verdenskrig. En krig, som havde givet hele verden et billede af Japan og japanerne som ensporede, fanatiske og temmelig umulige at forstå. Som mennesker fra en anden planet.

Det var også et gigantisk comeback for Japan i verden – en mental revanche for en befolkning, som under og efter krigen var gået gennem mange lidelser og savn. Nu kunne folk i fjerne lande pludselig på sort-hvide billeder og tv-optagelser se et land og en befolkning, som ud af krigens aske på to årtier havde formået at skabe en moderne storby.

Da Tokyo i 1959 ved et møde i Den Internationale Olympiske Komite i München blev valgt som værtsby, var dele af byen endnu ikke genopbygget efter den massive konventionelle sønderbombning, som byen blev udsat for i foråret 1945, og som kostede flere dødsofre end atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Man bevægede sig rundt i byen på elendige veje, og der var næsten ingen hoteller af international standard. Kun en femtedel af befolkningen havde rindende vand i deres toiletter. Forureningen fra bilernes udstødning var uudholdelig. 

Men med de olympiske lege som deadline formåede det nye Japan i løbet af de næste fem år at forvandle landets hovedstad fra et støvet og rodet asiatisk kaos til en ren og indbydende storby med appel til hele verden. Det var en af de mest dramatiske forvandlinger af en storbys fremtræden, der nogensinde er sket.

Her var imponerende hævede motorveje gennem centrum. Her var verdens hurtigste lyntog, Shinkansen, som havde premiere lige inden legene. Her var en ny moderniseret lufthavn og nye linjer til byens udbyggede metro-net. Og her var smukke sportsanlæg, bygget af visionære arkitekter.

Legene blev transmitteret til hele verden ved hjælp af satellitter, og det var de første olympiske lege nogensinde, hvor resultaterne løbende blev registreret på computere.

Japans nye middelklasse købte også selv tv-apparater, så alle hjemme i stuerne kunne følge med i legene, og mange andre elektroniske husholdningsapparater blev hver mands eje. Den olympiske efterspørgsel var et kæmpe rygstød for de fremskridt, der skete for japansk industri i den periode.

Byens befolkning kom også til at mærke forandringerne ved, at der fra oven blev gennemført en målrettet kampagne for at gøre byen smukkere og renere. Hygiejnen på offentlige toiletter blev prioriteret, byens fortove og pladser blev skuret og skrubbet hver seneste morgenstund, og der blev plantet træer og grønne enklaver overalt. En hovedrengøring af en hel by, som stadig holdes i hævd den dag i dag.

Succesen skal gentages

Det var et gennembrud for Japan i verden, en PR-triumf af de helt store, som virkede tilbage på hele befolkningens tro på sig selv. Den japanske regerings og Tokyos bystyres vision med legene i 2020 er groft sagt at gentage succesen.

Japans aktuelle økonomi har været ramt af deflation og lammende krisebevidsthed i årevis. Den nordøstlige kyst blev i 2011 ramt af ødelæggende naturkatastrofer i form af jordskælv, tsunamier og verdens næststørste atomulykke nogensinde i Fukushima. Og det japanske samfund står af demografiske årsager over for gennemgribende reformer, som vil udfordre de tankegange og måder at fungere på, som det japanske samfund har bygget på i årevis.

Japanerne har i den grad brug for noget positivt at samles om. Noget at være stolte af sammen. Noget, der vil få folk i hele verden til at spærre øjnene op og ændre opfattelse af Japan. Akkurat som i 1964.

Derfor blev 50-året for den dag, hvor den unge løber Yoshinori Sakai, født i Hiroshima på dagen for atombomben over byen 6. august 1945, tændte den olympiske flamme over det nationale stadion i Tokyo, grundigt fejret i Japan i dette efterår. Mindet om 1964 holdes bevidst i live, og 10.oktober har siden været en af de vigtigste nationale helligdage, Idrættens dag.

Den japanske regering og de japanske medier forsømmer i øjeblikket ingen lejlighed til at knytte tråden mellem 1964 og 2020.

Der investeres igen i denne omgang i nye flotte stadioner, som skal imponere verden. Der investeres igen i nye infrastrukturprojekter, som skal få gang i økonomien og samtidig få storbyen til at hænge bedre sammen og gøre hverdagen lettere for befolkningen. Der gøres igen et stort nummer ud af at gøre den japanske hovedstad mere åben og tilgængelig for gæster udefra, end den hidtil har været. Det hele sker med et ekko af 1964 i baggrunden.

-Tokyo blev valgt som vært for 1964-legene i 1959, kun 14 år efter krigens afslutning. Vi var meget fattigere dengang, end vi er i dag, har Japans nuværende premierminister, Shinzo Abe, forklaret.

-Men japanerne dengang var lidenskabelige omkring værtskabet i Tokyo, og den lidenskabelighed var det brændstof, som gjorde legene til en succes, fortsatte Shinzo Abe.

Lidenskabelighed eller ej. Succesen var også et resultat af gigantiske investeringer. Der blev dengang investeret, hvad der svarede til en årlig finanslov, i de store infrastrukturprojekter og bygningsværker, som vi i dag forbinder med 1964-legene. Et markant udtryk for tidens vækst-tankegang.

På det punkt bliver det anderledes i årene op til 2020. Bortset fra enkelte prestige-nybyggerier forsøger man denne gang at opbygge et grønt spare-image omkring legene – igen i tidens ånd.

Den budgetterede udgift til 2020-legene er 42 milliarder kroner, mindre end en procent af vore dages japanske finanslov. Det ville i sandhed også se skidt ud, hvis man brændte alt for mange offentlige penge af på legene, mens næsten 100.000 medborgere tre et halvt år efter tsunamien i 2011 stadig bor i midlertidige barakker.

Man gør derfor en dyd af at bruge eksisterende anlæg, hvor man kan. Judo skal foregå i den gamle Budokan-sportshal for japansk kampsport, Boksning skal foregå i Tokyos sumo-stadion, Kokugikan, og selv Tokyos vartegn, Kenzo Tanges berømte svømmestadion fra 1964-legene med det svungne tag, skal genbruges, denne gang til håndbold.

De spredte kritiske røster om Tokyos værtskab i 2020, som høres, handler mest om, at der ikke spares nok, og at legene ikke bliver grønne nok. Især er der kritik af størrelsen og arkitekturen ved det nye olympiske stadion, som skal bygges oven på det gamle nationale stadion i det centrale Tokyo. Det bliver alt for dominerende i gadebilledet, det ødelægger den traditionelle balance mellem gammelt og nyt i området – og det er frem for alt skrækkeligt kostbart at bygge, også efter den berømte irakisk-britiske arkitekt Zaha Hadid er blevet tvunget til at tegne en barberet version af sit oprindelige udspil.

Alle venter selvfølgelig, at de oprindelige budgetter sprænges. Det er vist sket for hver eneste olympisk værtsby i historien. Men det så ikke godt ud for 2020-legenes arrangører, da det viste sig, at de behændigt havde glemt at indregne en planlagt momsstigning i Japan i de første udgiftsbudgetter.

Det er også frygt for øgede omkostninger, som nu har tvunget Tokyos bystyre til at søge genforhandling med IOC om placeringen af nogle få af konkurrencerne. Det vil være så meget billigere at placere dem ude i eksisterende anlæg i forstæderne til Tokyo, at arrangørerne har følt sig nødsaget til at gå lidt på kompromis med tanken om, at det hele skal foregå meget tæt på centrum og meget tæt på Den Olympiske By ved bydelen Harumi, hvor atleterne skal bo.

Sportslig oprustning

En anden erindring, som japanske sportselskere har om 1964-legene, handler om stor sportslig succes for Japan. Japan vandt 16 guldmedaljer, fem sølvmedaljer og otte bronzemedaljer og blev tredjebedste nation efter USA og Sovjetunionen. Fem af guldmedaljerne blev vundet i brydning og fem andre i mændenes gymnastik. Kvindernes volleyball-finale, som Japan vandt over Sovjetunionen, var et drama, som alle japanere, der oplevede det, altid vil huske – ikke helt ulig danskernes minder om triumfen i finalen i 1992 ved Europa-mesterskaberne i fodbold.

Også på det punkt er det vigtigt for vore dages Japan at gentage succesen i så vid udstrækning som muligt. Talentfulde unge sportsfolk, som vil være på toppen af deres karrierer i 2020, opfostres med statslig støtte og massiv folkelig opbakning. De generte unge mennesker er allerede kendte ansigter og optræder jævnligt i aften-nyhederne i tv, hvor deres forberedelser følges tæt.

Idrætstimerne har altid været en mere central del af skoledage i japanske skoler, end de har været i danske skoler. Og alle har dyrket en eller anden sportsgren sammen med deres skolekammerater om eftermiddagen.

Men denne fokus på sund idræt, kropslig styrke og sej udholdenhed er mærkbart svækket siden 1964. Der skrives bekymrede regeringsrapporter om japanske skolebørns ringere resultater ved alle mulige test, og man ser i gadebilledet tromletykke burgerdrenge. Det så man stort set aldrig for bare 30 år siden.

Siden 1964 er japanske børn blevet slappe, mener konservative kræfter i Japans politiske top, som har stor indflydelse under premierminister Shinzo Abes regering, der har stået i spidsen for Japan siden 2012.

Selv inden for Japans helt egen nationalsport, sumo-brydning, er de tre aktuelle ”yokozuna” (stormestre) alle sammen født i Mongoliet. Nutidens forkælede japanske drenge kan ikke holde til tæv og hierarki under opvæksten i en sumo-stald. På det punkt kan de ikke hamle op med de hårdføre drenge fra det mongolske steppeland. Sådan er der i det mindste mange konservative japanere, som opfatter situationen.

Japans nye nationalisme

For dem er der ikke kun tale om, at 2020-legene er en god anledning til en idrætslig oprustning over hele Japan. De ser legene i sammenhæng med den ideologiske oprustning med undervisning i ”patriotisme” i alle skoler og krav om afsyngelse af nationalsangen og respekt for det nationale flag, som de har været fortalere for i de senere år.

Gennem de seneste tyve år har der i Japan været en stærk ”neo-nationalistisk” strømning, som har fået kritikere og iagttagere i indland og udland til at udtrykke stor bekymring for, at noget, der ligner krigstidens militære ideologi er ved at få en renæssance. Såkaldte ”revanchister”, som gerne vil omskrive den gængse ”masochistiske” version af krigshistorien, og som benægter, at den kejserlige japanske hær begik aggression og krigsforbrydelser, har ikke mindst under Abe-regeringen fået øget politisk indflydelse.

Den japanske neo-nationalisme, som fra begyndelsen har promoveret ideen om et comeback for Tokyo som olympisk værtsby, er imidlertid grundlæggende et langt mere nutidigt fænomen med langt mere nutidige forklaringer. Verdenskrigen er efterhånden fjern historie for de fleste generationer af japanere, og en omskrivning af historien er ikke central for dem. Det er imidlertid vigtigt for dem at finde nogle ting i nutidens Japan, som de kan samles om og være fælles om at være stolte af.

1964-legene blev indledningen til 25 euforiske jubelår for japansk økonomi, hvor japanske virksomheder førte sig frem i verden som verdensmestre i industriel management og økonomisk vækst. Efterhånden kunne denne hektiske vækst kun holdes ved lige, fordi regeringen bevidst lod en spekulationsbølge skylle hen over landets finansielle markeder. Da denne såkaldte ”bobleøkonomi” eksploderede omkring 1990, sådan som bobler gør, forsvandt japanernes fremtidsvision om at dominere verdensøkonomien også med et slag.

Tværtimod kom nogle dårlige år, hvor Japans kollektive selvfølelse var helt nede i kulkælderen. Aktie- og ejendomspriser faldt til en fjerdedel af, hvad de havde været, storbyen Kobe blev ramt af et ødelæggende jordskælv i 1995, en skrupskør religiøs kult udledte samme forår giftgas i undergrundsbanen i Tokyo. På det tidspunkt hørte man hele tiden i den japanske debat, at alt, hvad Japan havde stået for, og alt, hvor japanerne havde troet på, alligevel ikke duede til noget som helst.

Denne kollektive nedtur skabte en modreaktion, en neo-nationalistisk tendens, hvor man aktivt forsøgte at finde og identificere alle de ting i det japanske samfund, som der stadig var grund til at være stolte af.

Mindet om 1964-legene var vigtigt for denne massepsykologiske oprustning, og de første ideer om at forsøge at gøre Tokyo til olympisk værtsby igen opstod ud af denne bevægelse.

Det Tokyo, som sportsfolk, medier, turister og tv-seere over hele verden vil møde i 2020, er med andre ord et nutidigt Tokyo med en nutidig udfordring. Japanerne vil gerne vise verden, hvad de står for i dag.

1964 er et fantastisk minde. Nu bliver det Japan anno 2020 med alle dets styrker, svagheder og indre modsætninger, som inviterer hele verden indenfor.