De store arenaer udfordrer dansk idræt

Da Idrættens Analyseinstitut i november 2007 var medarrangør af konferencen ‘Sportens nye arenaer’ i København, deltog over en tredjedel af landets kommuner. Snart sagt alle legede med tanken om at opføre store stadion- eller arenaanlæg for at profilere lokalområdet. November 2007 er længe siden, når man i dag læser overskrifterne om finanskrise, konkurstruede fodbold- og håndboldklubber og kriseramte arenaprojekter. Det har vist sig, at det flittigt benyttede udtryk ‘visioner’ på arenafronten ofte er synonymt med ‘dårlige forretningsplaner’, og de fleste projekter fra arenafeberens klimaks er i dag skrinlagt på ubestemt tid. Også i den internationale stadion- og arenabranche har nøgternheden bredt sig efter et årti med byggeboom i sektoren. Dette kom til udtryk i mødet mellem eksperter og aktører fra arena- og stadionbranchen på det netop afviklede Nordic Venue Forum i Stockholm.

Krav om offentlig medvirken

Væk var guldgraverstemningen (og kommunerne). Industrien erkender i dag åbent, at næsten alle store stadion- og arenaprojekter i Europa kræver et tydeligt offentligt medspil. En kendsgerning, som de senere års fejlslagne forsøg på at skaffe private investorer til projekter i Høje Taastrup, København, Århus, Esbjerg, Svendborg, Silkeborg m.fl. har dokumenteret herhjemme. De store stadion- og arenaprojekter er derfor ikke kun kommerciel business, men i lige så høj grad offentlige kulturinvesteringer. 

Dernæst optager det flere af industriens repræsentanter, at den globale arenafeber rummer en risiko for at plastre markedet til med kedsommelige gigantbyggerier, der giver triste kulturelle og arkitektoniske associationer til X-Factor, McDonald’s eller Oslo-færgens dansebar. Ofte er arenaernes samspil med lokalområdet også mangelfuldt.

“Mange projekter er udelukkende fokuseret mod produktet, men der bør være et meget bredere syn på markedet. Vi har set en række mesterstykker. arkitektonisk og teknisk, men det er testosteron og ikke markedet, der driver forretningen,” sagde den britiske professor Terry Stevens fra det walisiske konsulentfirma Stevens & Associates, der har specialiseret sig i turisme og fritidsindustrien. Forbrugerne er ifølge Terry Stevens i stigende grad trætte af ‘seriel reproduktion’. Professoren efterlyste mere differentiering i projekterne og et bedre samspil med kunsten, den lokale kultur og lokalsamfundet i øvrigt. Han blev indirekte støttet af den finske arenaentreprenør Mika Sulin, der står bag en række af Europas største arenabyggerier, og som ser udviklingen af mere og bedre indhold til arenaerne som en af de vigtigste udfordringer. Nu behøver der ikke være noget galt med globale underholdningskoncepter, men selvmodsigelserne i forhold til idrætspolitiske interesser og ønsket om unik branding af lokalsamfund presser sig på, når underholdningstemplerne samtidig er afhængige af massive offentlige tilskud. Selvmodsigelsen kan forekomme særligt påtrængende i Danmark, hvor fodbold er ene om at generere nævneværdig tilskueromsætning, og hvor medieinteressen for dansk sport begrænser sig til fodbold og håndbold.

Særlige danske udfordringer

De danske kommuner og beslutningstagerne i idræts- og underholdningssektoren bør benytte åndehullet, indtil næste mutation af den utæmmelige arenafeber rammer danske kyster, til at overveje, om de hjemlige idræts- og kulturpolitiske strategier spiller sammen på den rigtige måde.

De to større arenaprojekter, som stadig lever trods finanskrisen, illustrerer udfordringerne. Messecenter Herning (MCH) bliver først i Danmark med en kæmpehal til 15.000 tilskuere. Derved sikrer Herning sig et tilskud på 3,5 mio. kr. om året fra Sport Event Denmark i huslejetilskud til store idrætsarrangementer. Hallen kan på fin vis indgå i messecentrets udstillingsvirksomhed, men det er stadig et åbent spørgsmål, om byen Herning er en attraktiv destination for de største events. Den økonomiske krise i de lokale ligaklubber i fodbold, håndbold og ishockey forstærker spørgsmålet, om byen tilskuer- og sponsormæssigt kan bære store værtskaber år efter år. Decideret idrætspolitisk sprængfarlig bliver arenaen i Herning, hvis presset for at ‘afvikle events’ i det nye prestigebyggeri som modydelse for Sport Event Denmarks tilskud betyder, at andre kommuner med egnede, men mindre anlæg på grund af de statslige midler går glip af events, som egentlig passede bedre til dem. I København måtte underholdningsgiganten AEG opgive at bygge en ny multiarena trods tilsagn om et rente- og afdragsfrit lån på 200 mio. kr. fra kommunen. Nu redder et mere direkte engagement fra kommunen, By & Havn og Fonden Realdania måske alligevel drømmen, men den lokale idræts evne til at levere ‘content’ forekommer meget usikker.Trods sportslig succes formåede FC København aldrig at få københavnerne til at interessere sig for den håndboldsport, der kunne udgøre rygraden i en multiarena. Hovedstadsområdets ishockeyklubber går rituel tiggergang til kommunerne eller i skifteretten for at afvikle konkurser, og andre potentielle halidrætsgrene er underudviklede som underholdningsidrætter i Danmark.Desuden rejser det tidligere løfte fra Sport Event Denmark og DIF om at yde fem mio. kr. i årlige huslejetilskud over ti år til AEG’s multiarenaprojekt spørgsmålet, om de idrætslige aktører har gjort sig klart, hvad en multiarena i København vil betyde idrætspolitisk? En multiarena vil presse sponsormarkedet yderligere, og den europæiske arenasektors kroniske jagt efter indhold vil skabe et stigende pres for overnationale ligaer. DIF og specialforbundene bør overveje, om de er parate til at levere hold til sådanne ligaer – eller møde udfordringen fra private udbryderligaer i håndbold, basketball eller ishockey. En københavnsk arena uden et populært hjemmehold eller to øger presset på Sport Event Denmark og DIF for at levere store internationale mesterskaber til København. Men dette marked befinder sig i en vanvidsspiral, hvor ‘nye nationer’ i Asien og Mellemøsten investerer gigantbeløb i mesterskaber uden folkelig appel.

Mere oplevelse end økonomi

Andre steder i Danmark oplever mindre stadion- og arenasatsninger samme dilemma:

På den ene side ønsker kommunerne at huse større events og sportshold, på den anden side følger der ingen selvbærende oplevelsesøkonomi med satsningerne. Kommunerne subventioner events og yder indirekte tilskud til de professionelle fodbold- og håndboldligaklubber i form af lav leje eller forpagtningsafgift. Trods dette er forholdet mellem kommunerne og de lokale eliteklubber konfliktfyldt og lidet fokuseret på kreativ udvikling af nyt indhold.Er Danmark trods kommercialiseringen af topidrætten og dens rammer overhovedet kommet meget længere end til folkeoplysningslovens ånd om, at faciliteter er noget, kommunen ‘stiller til rådighed’? Til sammenligning betaler fodboldklubber som Doncaster Rovers og Coventry City i Englands næstbedste række begge en mio. pund i årlig stadionleje uden rettigheder til reklamer, mad/drikke og stadionnavn. Vil vi have en mere bæredygtig dansk sektor for events og underholdningsidræt i topklasse, må idrætsorganisationer, kommuner, faciliteter og andre relevante aktører langt mere målrettet begynde at debattere, udvikle og investere i viden, indholdsproduktion og udvikling af driften i sportens store arenaer.Målet må være arenaer, der er både kulturelle og økonomisk gevinster for samfundet, og som ikke blot dræner kommunekasserne.