Den globale idræts krise er Danmarks store chance

Er det naivt at forestille sig, at et lille land som Danmark kan spille en nævneværdig rolle på den internationale idrætspolitiske scene?

Nej, det vil snarere være naivt, hvis danske politikere og idrætsledere ikke hurtigst muligt kommer i gang med at tage bestik af situationen i international idræt og dansk idræts mulighed for målrettet at påvirke udviklingen. Reelt ligger en banehalvdel åben for, at et lille land med høj idrætsdeltagelse og demokratisk tradition kan spille en afgørende rolle for en mere positiv udvikling af international idræt, og alt for få lande har desværre mod på eller energi til at indtage denne position.

Udfordringerne hober sig op. Snart sagt hver eneste større internationale idrætsbegivenhed i de kommende år har kontroversielle politiske undertoner. Samtidig står det tindrende klart, at de internationale idrætsorganisationer reelt er forsvarsløse eller uden vilje til at imødegå udfordringer som økonomisk og politisk misbrug af sporten, doping eller matchfixing – for slet ikke at tale om den stigende samfundsmæssige udfordring med at engagere en større del af verdens befolkning i sport og fysisk aktivitet.

Dansk idræt og begrundelserne for at støtte foreningslivet og idrætsorganisationerne med substantielle offentlige midler hviler på forståelsen af idrætten som en positiv kraft i et demokratisk samfund og som del af et levende civilsamfund. Hele denne begrundelse er i reel fare for at bortfalde, hvis den danske idrætsbevægelse fortsætter en kurs som opportunistisk halehæng til idræt som legeplads for diktatorer, kriminelle kræfter eller uetiske medicinske eksperimenter.

Play the Game og Idrættens Analyseinstitut sender med notatet ’Den globale idræts krise er Danmarks store chance’ en kraftig opfordring til Kulturministeriet og Folketingets partier om at iværksætte en målrettet handlingsplan for Danmarks indsats i international idrætspolitik.

Der skal ressourcer bag. Danmark må holde op med at understøtte en uhensigtsmæssig udvikling i idrætten ved at blive ved at gøre som alle andre lande og blot investere sin internationale energi i at hverve konventionelle internationale mesterskaber afholdt af ofte anløbne eller ineffektive internationale specialforbund.

Der er brug for en langt mere raffineret og engageret international strategi, og regeringens arbejde med de såkaldte idrætspolitiske sigtelinjer er en passende anledning til at komme i gang med arbejdet.

Det store dilemma

Det store dilemma i international idræt er, at muligheden for at deltage i fysisk aktivitet, sport og kropslige udfoldelser i alle deres afskygninger på den ene side er en grundlæggende rettighed for alle verdens borgere uanset religiøse, politiske, sociale eller racemæssige forhold.

Derfor er det ikke nødvendigvis negativt, at stadig flere lande investerer i sporten og arbejder målrettet for øget sportslig og politisk indflydelse i sportens internationale organisationer. Muligheden for at deltage i sport og sportsbegivenheder bør også gælde borgere i lande, vi ikke deler politiske eller kulturelle værdisæt med.

Men samtidig betyder udviklingen, at sporten i stigende grad bruges og misbruges til at fremme politiske eller økonomiske interesser, som absolut ikke fremmer det enkelte menneskes adgang til idræt eller foreningsliv, og som slet ikke lader sig forene med de forventninger, man fra dansk side har til idrætten som del af et levende civilsamfund og en demokratisk kultur.

Autoritære stater er på hastig fremmarch i idrætten. De sikrer sig værtskaber for de største internationale events. De opkøber de vigtigste globale sportsbrands som medejere eller sponsorer. De indsætter deres talsmænd i toppen af de internationale idrætsorganisationer. Og de finansierer institutioner og konferencer, som sikrer dem kontrol med den offentlige debat om idrætten; den skulle jo nødig vende sig mod dem selv.

Alligevel raser debatten stadig hyppigere i demokratiske lande om det betimelige i at drive sportsligt samkvem med nationer, som generelt undertrykker fundamentale frihedsrettigheder, og som uden finere fornemmelser for et rimeligt ressourceforbrug eller demokratisk kontrol med pengestrømme og beslutningsprocesser bruger sporten som geopolitisk eller indenrigspolitisk redskab.

Udviklingen fanger gang på gang dansk idræt på det forkerte ben, fordi man på den ene side ønsker at være en del af international idræt og gerne vil nyde godt af ’de nye landes’ investeringer i eksempelvis events eller sportslig infrastruktur. På den anden side må vi igen og igen erkende, at vi i international idræt bidrager til at legitimere kræfter, som trækker i en helt anden retning end de begrundelser om at fremme aktivt medborgerskab og demokrati, som historisk ligger bag den massive offentlige støtte til idræt og folkeoplysning i Danmark.

Brug for handling udefra

Danmarks Idrætsforbund og DIF’s medlemsforbund ser uden tvivl gerne mere demokratiske tilstande indført i de topstyrede monopoler, der styrer international idræt. Og det er prisværdigt, at DIF for tiden siger det højt.

Men DIF har jo også andre interesser at varetage i i den olympiske verden og de tilgrænsende landeområder, og dilemmaet er uløseligt:

Når danske idrætsledere tager til olympiske møder og andre store idrætsforsamlinger for at bekæmpe eksempelvis matchfixing, doping, magtmisbrug og korruption, må det ikke ske så åbenlyst, at man træder ømfindtlige topledere længere oppe i hierarkiet over tæerne.

For bliver man opfattet som besværlig eller den mindste smule illoyal i den olympiske familie, bliver det yderst vanskeligt at få danske idrætsledere valgt ind på indflydelsesrige poster. Og det vil stille Danmark dårligt i den tætte kamp om at hverve prestigefyldte værtsskaber. I den gode sags tjeneste er DIF og de øvrige danske forbund derfor nødt til ofte at se igennem fingre med åbenlyse regelbrud, groteske økonomiske dispositioner og autoritære idræts- og statslederes behov for personlig profilering.

”Vi kan ikke bare trække vores værdisæt ned over hovedet på alle de andre. Vi må arbejde på de indre linjer. Det nytter ikke at stå på sidelinjen og råbe op,” har standardsvaret lydt i flere årtier fra danske idrætsledere, men denne argumentation slår ikke længere til. Kampen på idrættens indre linjer er vigtig, men den er dømt til at mislykkes, hvis den står alene. Grænserne for den realpolitik, der foregår på de indre linjer, flyttes kun ved vedholdende pres og opmærksomhed på udfordringerne udefra.

International idræts største udfordringer har det til fælles, at den internationale idræts organisationer ikke har evnet at løse dem inden for rammerne af deres egen selvbestemmelsesret:

1. Den hastigt voksende fysiske inaktivitet og dertil hørende livsstilssygdomme og andre skadevirkninger for den brede befolkning, ikke mindst i samfund med hurtig økonomisk vækst som eksempelvis Indien, Kina eller Brasilien. Idrætsorganisationerne mister terræn i indsatsen for at skabe fysisk aktivitet, fordi organisationerne hverken formår eller ønsker at tilpasse sig nye tendenser på det brede idrætsområde.
2. Den øgede bevidsthed om matchfixing og andre former for samfundsundergravende kriminalitet i professionel sport.
3. Tendensen til at sportens største events tildeles betalingsvillige autoritære stater med et kritisabelt forhold til grundlæggende menneskerettigheder, mens demokratiske lande mister folkelig opbakning til at påtage sig de eksplosivt stigende udgifter og infrastrukturelle indgreb, som er forbundet med disse events.
4. Den udbredte ineffektive ledelse eller direkte korruption i internationale idrætsforbund, som underminerer idrættens etiske kvaliteter og hæmmer forbundenes vilje og evne til at engagere sig i det omgivende samfund.
5. Vanskelighederne i den fortsatte kamp mod doping, der dels kræver konstante bevillinger til et teknologisk kapløb mellem dopere og dopingbekæmpere, og som reelt mangler helhjertet opbakning fra mange af idrættens egne organisationer. Opgaven vokser yderligere, hvis sigtet også rettes mod den såkaldte motionsdoping, som ofte er nært forbundet med organiseret kriminalitet.
6. Den ofte mangelfulde ligestilling mellem mænd og kvinder (piger og drenge) på alle niveauer: i adgangen til idræt, i adgangen til og udformningen af idrætsfaciliteter, i eliteidrætsudøvelsen og naturligvis på lederposter lokalt, nationalt og internationalt.

Udfordringerne er i høj grad erkendt af internationale organisationer som EU, Europarådet, UNESCO m.fl., men disse og lignende organisationer har ofte et svagt mandat og beskedne ressourcer i forhold til udfordringernes størrelse.

Dansk idræts særlige kvaliteter

Danmark skal ikke aflyse sit internationale idrætssamarbejde af frygt for at komme i forkert selskab. Men vi skal langt stærkere aktivere dansk idræts særlige kvaliteter.

Dansk idræt har ofte vist, at man har noget at byde i forhold til eliteidræt og store sportsbegivenheder (Sport Event Denmark og Team Danmark/DIF), eller i forhold til bredere idrætspolitiske dagsordener (ISCA, Play the Game). Men Danmark er – i modsætning til de ’nye lande’ på den internationale idrætspolitiske scene – meget langt fra at have en engageret strategi for at påvirke eller opnå indflydelse.

Dansk idræt kunne byde kraftfuldt ind på de vigtigste dagsordener i kraft af kvaliteter som høj idrætsdeltagelse, stærke demokratiske ledelsestraditioner, et højt niveau for frivillighed og foreningsdeltagelse, en tradition for formelle og uformelle uddannelser på idrætsområdet samt en generelt velfungerende idrætssektor med adgang til velindrettede faciliteter og fysiske udfoldelsesmuligheder for hele befolkningen.

De autoritære regimer, som i disse år investerer ufattelige milliardbeløb i sportslig infrastruktur, megaevents og prestige, mangler helt den troværdighed, som Danmark kan byde ind med som nation og idrætsnation.

Derfor er det åbenlyst, at dansk idræt – gerne sammen med ligesindede lande – bør handle, før det er for sent.

Tre hovedområder i handlingsplan

En international handlingsplan bør særligt koncentrere sig om tre hovedområder:

• At skabe en langsigtet aftale om Danmarks deltagelse i international idræt og idrætspolitik
• At styrke den danske indsats for demokrati og god ledelsesskik (good governance) i de internationale organisationer
• At profilere dansk idræts styrkesider internationalt og inspirere andre nationer til øget idrætsdeltagelse og frivillighed

Hvad vil det koste at sætte en engageret dansk idrætspolitisk dagsorden på den internationale scene?

Kun småpenge i forhold til de hundreder af millioner kroner, dansk idræt gennem flere år allerede har gjort for at begå sig på eventområdet, i eliteidrætten eller i bekæmpelse af doping og matchfixing.

Derimod kan prisen for at ikke at engagere sig blive endog meget høj.

Opdatering den 4. marts 2015: Som opfølgning på denne artikel og notatet 'Den globale idræts krise er Danmarks store chance' har Idan fremsendt en række konkrete forslag til dansk handling i forhold til international idræt til kulturminister Marianne Jelved. Læs artiklen om forslagene