Idan Artikel 29.12.2020

Den historiske stigning i danskernes idrætsdeltagelse er gået i stå

Danskernes idrætsdeltagelse er faldet i 2020, men i lyset af coronakrisen er faldet trods alt begrænset, viser nye tal fra Idrættens Analyseinstitut.

Selvom størstedelen af danskerne fortsat dyrker sport og motion, viser nye tal fra Idrættens Analyseinstituts (Idan) tilbagevendende undersøgelse af danskernes sports- og motionsvaner, at den samlede idrætsdeltagelse er faldet siden sidste undersøgelse i 2016.

Notatet ’Status på danskernes idrætsdeltagelse 2020’ viser, at idrætsdeltagelsen blandt børn mellem 7 og 15 år er faldet til 80 pct. i 2020 fra 83 pct. i 2016 og 86 pct. i 2011. Samme tendens gør sig gældende for de voksne, hvor idrætsdeltagelse er faldet til 57 pct. i 2020 fra 61 pct. i 2016 og 64 pct. i 2011. For både børn og voksne ses faldet på tværs af køn og aldersgrupper (se figur 1).

Figur 1: Indtil 2011 var idrætsdeltagelsen blandt voksne danskere i konstant vækst (pct.)

Figur 1 viser, at idrætsdeltagelsen peakede i 2011, hvorefter vi i 2016 så det første fald, siden man begyndte at måle idrætsdeltagelsen i 1964. Spørgsmålet i 2020 er derfor, om det høje niveau i 2011 var en enlig afvigelse fra en ellers næsten lineær stigning, eller om tilbagegangen i 2016 markerede stagnation eller et vendepunkt.

”Tallene viser, at coronakrisen har bremset den historiske udvikling, og at det har skabt en ny situation i idrætslandskabet. De nye tal bekræfter billedet fra vores tidligere undersøgelser under coronakrisen, der viste, at idrætsdeltagelsen er faldet en smule. At den ikke er faldet mere skyldes, at selvom mange er blevet inaktive, er der også mange, der er blevet aktive,” siger Steffen Rask, analytiker i Idan, og henviser til de coronaundersøgelser, som Idan har gennemført i 2020.

”Derfor er det også svært at vurdere, om danskernes idrætsdeltagelse allerede har nået sit historiske toppunkt, eller om coronakrisen skjuler en fortsat stigning i danskernes idrætsdeltagelse,” siger Steffen Rask.

Danskerne har dyrket flere forskellige aktiviteter end tidligere

Selvom idrætsdeltagelsen generelt er faldet, er der en stigning i deltagelsen for de fleste aktiviteter siden 2016. I 2020 dyrker de danske børn i gennemsnit 3,9 aktiviteter i løbet af året mod 3,0 aktiviteter i 2016, mens gennemsnittet blandt voksne er steget fra 2,7 forskellige aktiviteter i 2016 til 3,8 forskellige aktiviteter i 2020.

”At danskerne dyrker flere forskellige aktiviteter end tidligere skal ses i lyset af coronakrisen, der skabte en omfattende nedlukning af store dele af idrætslivet. Det har tvunget mange danskere til at udskifte deres vante aktiviteter i løbet af året, og derfor ser vi, at mange aktiviteter er i fremgang, selvom den samlede idrætsdeltagelse er faldet,” siger Steffen Rask.

Særligt gå- og vandreture skiller sig ud som den aktivitet, der har oplevet en markant tilslutning blandt både børn og voksne. For voksne er det den klart mest populære aktivitet med 72 pct., mens 35 pct. og 33 pct. har svaret, at de har dyrket henholdsvis styrketræning og løb. Blandt børnene er gå- og vandreture den tredjemest populære aktivitet (29 pct.), mens det stadig er overgået af svømning (34 pct.) og fodbold (32 pct.). Det er desuden første gang siden 2007, at fodbold ikke topper tabellen som den mest populære aktivitet blandt børnene.

Download notatet

Folk dyrker crossfit udenfor. Foto: GettyImages
Idan Udgivelse december 2020
Status på danskernes idrætsdeltagelse 2020. Notat 1 i 'Danskernes motions- og sportsvaner 2020'

Læs lignende nyheder

Mennesker i skoven
Idan Artikel 26.03.2021
Danskerne dyrker flere forskellige idrætsaktiviteter end tidligere
Seniorer styrketræner
Idan Artikel 28.09.2021
Aktive ældre trives bedre end ældre, der ikke dyrker sport og motion
En kvinde og to mænd løber i skoven
Idan Artikel 08.11.2021
Naturen er fortsat en populær arena for motionsaktiviteter
Små børn spiller fodbold
Idan Artikel 28.12.2021
Små børn dyrker idræt hver uge og er uafhængige af forældrenes sportsvaner
piger, der spiller basketball
Idan Artikel 21.08.2024
Børn og unge med dårlig trivsel prøver kræfter med idræt, men falder fra igen
mand løber med baby i stroller
Idan Artikel 19.08.2024
Ny rapport: Sæsonvariationer og livsbegivenheder gør, at vi skifter ud og ind af idrætten
Unge mænd hold pause på tribune med basketball
Idan Artikel 16.04.2024
Støtte fra Trygfonden gør det muligt at udvide undersøgelse af danskernes idrætsvaner med fokus på ikke-idrætsaktive
Kvinder i fitness
Idan Podcast 23.01.2023
Danskernes motions- og sportsvaner: Sociale relationer (5:5)

Læs mere om temaet

Fitness
Idan Tema

Idrætsvaner