Den plettede trøje

Så fik Tour’en den skandale af internationale dimensioner med en dansk pedalatlet i hovedrollen, som ’drejebogen’ i cykelmiljøet, medierne og offentligheden så inciterende havde lagt op til gennem mange dages dramatiske begivenheder på og omkring de franske landeveje.

Balladen om Michael Rasmussen illustrerer om ikke andet, at antidoping i dag ikke kun er en opslidende og kompliceret medicinsk og juridisk kamp. Det er i stigende grad også en forbitret moralsk og politisk kamp, hvor opbakningen i offentligheden til etiske regelsæt, nådesløs kontrol og strikte regler synes mindre entydig, end den var i de hektiske dage i 1998-1999, da Tour’en første gang var helt i knæ på grund af Festina-skandalen.

Dengang stod den internationale idrætsverden generelt på et lavpunkt af doping- og korruptionsskandaler. Massivt pres fra politikere, sponsorer og offentlighed fik idrætten til at indlede en harmonisering og effektivisering af antidopingreglerne og førte til oprettelsen af det internationale antidopingagentur, WADA. I dag synes dele af offentligheden mere hårdhudet i spørgsmålet om sportens moralske kvaliteter – måske fordi konsekvenserne af den skærpede dopingkamp nu går op for offentligheden, der i stigende grad berøves illusionerne om de sportsoplevelser, den stadig holder meget af.

Selvforskyldte vanskeligheder

Det såkaldte whereabout-system, som i sidste ende og fuldstændig selvforskyldt fældede Michael Rasmussen, fordi han rodede sig ud i et farceagtigt spind af løgne om de manglende informationer om hans opholdssted i den helt vitale og (potentielt yderst effektive periode i forhold til blodmanipulation), er således en konsekvens af det udtalte ønske om en bedre dopingkontrol, der kom ud af blandt andet Tour-skandalen i 1998.

Der er ingen tvivl om, at whereabout-systemet og administrationen af det bliver et hedt debatemne på det internationale antidopingagentur WADA’s næste globale antidopingkonference i november.

Er vi ved at nå derhen, hvor omfanget af antidopingforanstaltningerne i form af indskrænkninger i atleternes privatliv er større end dopingproblemet selv?

Hvis svaret på det spørgsmål er ja – og det bestemmer i sidste instans den offentlige mening – nærmer sporten sig det punkt, hvor antidopingkampen er tabt, og sporten følgelig må opgive sin insisteren på moralske og etiske værdier med alt, hvad det vil medføre af dalende offentlig gennemslagskraft og støtteværdighed.

Nådesløs krig

Tilbage bliver så en decideret showsport, som – bare se på entusiasmen omkring Tour de France og professionel boksning – nok skal overleve under en eller anden form, mens den mere brede olympiske eliteidrætskultur langsomt vil fade ud og miste samfundsmæssig legitimitet.

Det er altså ganske alvorlige perspektiver, der tegner sig for cykelsporten som idræt og for hele eliteidrætten generelt, efter endnu et skandaløst Tour de France.

Det er rent ud sagt en nådesløs krig, der splitter sporten og dens omgivelser lige midt imellem. Udfaldet af denne krig er langt fra afklaret, men Tour-skandalen har tegnet fronterne tydeligere op.

Vi så det i Tour-feltet, da otte af holdene inden starten på onsdagens såkaldte kongeetape foranstaltede en mindre sit down-aktion i protest mod den fortsatte doping i feltet og den dopingkultur, som også Michael Rasmussens adfærd (dopet eller ej) var udtryk for. Da Tour-feltet i 1998 på lignende vis gennemførte en aktion, var det i protest mod den eksterne indblanding i feltets (doping)kultur fra ordensmagten, pressen og idrættens instanser. Nu har mentaliteten i cykelsporten, som et af Tour-skandalens få lyspunkter, rykket sig så meget, at der i det mindste udadtil er en øget vilje og forståelse i feltet for nødvendigheden af at konkurrere uden ekstreme medicinske eksperimenter og isolere snyderne. At dette moralske korstog som alle moralske korstog rummer et enormt potentiale for hykleri og dobbeltmoral viste sig dog med nådesløs ironi senere på onsdagen, da dopingsagen mod rytteren Cristian Moreni fra et af de aktionerende ’rene’ hold, Cofidis, kom til offentlighedens kendskab. Men alt i alt er signalet – eller nødråbet - fra et stigende antal ryttere klart, at de selvfølgelig foretrækker at køre Tour de France uden doping, hvis bare systemet vil sikre, at sidemanden heller ikke snyder.

Intern splittelse

Den interne splittelse i cykelsporten har været tydelig i balladen mellem de deltagende hold og i de politiske drillerier mellem de franske arrangører af verdens største cykelløb og det internationale cykelforbund, UCI. 

Især UCI har fortsat lang vej at gå i forhold til en konsekvent og konsistent kamp mod doping. Det viser alene de mildest talt svingende udmeldinger fra UCI-præsident Pat McQuaid under Tour’en og det faktum, at koordinationen i det såkaldte whereabout-system så fatalt har svigtet mellem UCI og Anti Doping Danmark. Til gengæld synes Tour-societetet under politisk og økonomisk pres i hjemlandet at forfølge en ganske konsekvent antidopinglinje. Problemet er bare, at løbets markedsværdi næppe stiger for hver dopingafsløring og for hvert hold, der rejser hjem i vanære. Balancegangen mellem at bevare showet og dets fascination og sikre den sportslige troværdighed er uhyre vanskelig for arrangørerne.

Kritisk journalistik under pres

Også pressen er splittet tværs igennem mellem medier, som er en del af showet, og medier som følger en mere publicistisk og nøgtern journalistisk linje. 

De tyske public service-kanaler ARD og ZDF forsøgte efter års tæt økonomisk sammenvævning med cykelsporten og en ukritisk linje over for doping at kompensere for fortidens forsømmelser, da de efter tyskeren Patrik Sinkewitz’ dopingsag stod helt af Tour’en. Men straks overtog den kommercielle kanal, SAT 1, retten til at transmittere det franske show til de tyske seere. Et PR-stunt, der i øvrigt ser ud til at give bagslag med gennemsnitlige seertal på 720.000, hvilket kun er en slat mere, end TV 2 trækker i lille Danmark.

Herhjemme har man set en lignende splittelse mellem den kritiske journalistiske linje hos DR og den mere ’skizofrene’ skiften mellem show og kritisk sans hos TV 2. At dømme efter reaktioner fra seere og læsere er det ikke den kritiske journalistik, som p.t. står til at vinde den etape. Prøv engang at læse kommentarerne på journalisten Lars Werges blog på ekstrabladet.dk, hvor han decideret lægges for had af rasende cykelfans, der ser deres elskede show kompromitteret af Lars Werges dybest set ganske afbalancerede og kritisk journalistiske linje i Tour-dækningen. God kritisk journalistik skal her ikke forstås som personhetz og mistænkeliggørelse, men som en kritisk, alsidig og vedholdende efterprøvning af, om ryttere såvel som autoriteter og regler lever op til deres erklærede formål, standarder eller offentlige udmeldinger.

Varm kartoffel

Politisk er sporten ligeledes ved at blive en skoldhed kartoffel. På den ene side står ønsket om at tiltrække store sportsbegivenheder og brande landet i topsportens fascination som udtrykt gennem regeringens handlingsplan for at tiltrække internationale sportsbegivenheder til 260 mio. kr. over fire år. På den anden side står ønsket om at bevare sport som en sund og ’god’ fritidsinteresse og ønsket om at undgå, at topsport bliver et symbol for, at snyd, løgn og fanatisk forfølgelse af egne interesser i det lange løb er en nødvendig måde at gebærde sig på i samfundet snarere end respekt for fælles normer og regler. 

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) kritiseres ofte for populisme i hans tilgang til sporten. Der skal dog ikke herske tvivl om, at ministerens slet skjulte kritik snarere end beundrende hyldest af Michael Rasmussens opførsel og præstationer nok mere har kostet end tjent ham stemmer på Holbæk-egnen, hvor Michael Rasmussen også stammer fra. Men naturligvis er det et alvorligt problem, at topsporten er ved at bevæge sig derhen, hvor dens stjerner ikke længere er godt selskab at blive set i for ministre, borgmestre og kronprinser, for den sags skyld. Alene det faktum, at forskellige offentlige og halvoffentlige instanser har sat næsten 30 mio. kr. ind på det ’bike city-projekt’, der i 2011 bringer VM i landevejscykling til København, illustrerer vist dilemmaet med al tydelighed.

DCU's rene linje

 Tilbage i ’karakterbogen’ står så en instans, som i det store hele har handlet straight og tro mod egne retningslinjer i hele affæren, nemlig Danmarks Cykle Union (DCU). DCU udelukkede Michael Rasmussen fra landsholdet allerede inden Tour’en helt i overensstemmelse med de klare aftaler med rytteren selv og unionens etiske regelsæt. 

I respekt for det faktum, at overtrædelse af whereabout-reglerne faktisk er en privat sag, indtil det udvikler sig til en dopingsag, undlod DCU at informere offentligheden inden Tour’en. Men DCU havde al mulig grund til at forvente, at Michael Rasmussens firedobbelte overskridelse af reglerne ville udvikle sig til en dopingsag og en sanktion fra UCI’s/Anti Doping Danmarks side og/eller interne sanktioner mod Rasmussen fra hans arbejdsgiver, Rabobank.

Det skete bare ikke, og det var et groft svigt mod DCU fra ’systemets side’. Det har været ekstremt pinligt for antidopingsystemet at se Michael Rasmussen brillere i Frankrig, når man nu vidste, at han havde to advarsler fra såvel Anti Doping Danmark som UCI, hvilket efter reglerne klart burde have ført til karantæne i Tour de France-perioden. Det er ufatteligt, at WADA, som netop skulle stå som en garant for en koordineret indsats på antidopingområdet, ikke har sørget for større koordination på whereabout-området.

DCU gik trods ’folkedomstolens’ beskyldninger om, at DCU med janteloven i hånden bevidst forsøgte at tryne Tour-helten, først offentligt ud, da Michael Rasmussen efter at have erobret den gule trøje åbenlyst løj om antallet af advarsler. Lad os antage, at DCU på det tidspunkt havde forholdt sig passivt. Så ville forargelsen ingen ende have taget, når det efter Tour’en og Rasmussens triumfer kom frem, at man havde tolereret Rasmussens brud på DCU’s etiske retningslinjer og mod bedre vidende forholdt sig tavs over for Tour-stjernens åbenlyse søforklaringer. Sagen ville jo senest være kommet til offentlighedens kendskab, når landsholdet til VM i Stuttgart, hvis det ellers bliver kørt, skulle offentliggøres og udelukkelsen af Michael Rasmussen begrundes. Derfor havde DCU intet valg.

DCU havde umiddelbart intet motiv for at genere Michael Rasmussen under Tour’en. Tværtimod stod Rasmussen til at blive den helt store stjerne ved DCU’s arrangementsmæssige flagskib, Post Danmark Rundt, kort efter Tour’en. Dette arrangement er i forvejen truet af DR’s bebudede exit fra sportsområdet, og det er derfor på kort sigt svært at se, at DCU høster stort andet end bøvl og økonomiske tab som følge af unionens konsekvente antidopinglinje.

En sørgelig affære

 Og her når vi så frem til det forbandet sørgelige ved hele denne affære. Taberne er ikke kun Michael Rasmussen, cykelholdenes og rytternes økonomiske interesser, de fanatiske cykelentusiaster og de forbenede dopere i feltet. Taberne er i lige så høj grad accepten af kritiske journalistik blandt sportspublikum, den brede forståelse for en hård antidopinglinje og den generelle tillid til, at WADA trods efterhånden mange års tilløb nogensinde kommer til at fungere helt efter hensigten.

Der er derfor en risiko for, at den plettede dopingtrøje i Årets Tour-klassement går til den lobby, der får stigende lydhørhed for synspunktet om, at sporten i sig selv er ond og umoralsk, og at dopingkampen derfor reelt er fortabt. Desværre er det bare svært at se, hvad sejrherrerne i givet fald skal bruge den plettede dopingtrøje til. Selv de ønsker næppe en fremtid, hvor sportsbevægelsen splittes til atomer à la professionel boksning og wrestling, og hvor atleternes vilje til at underkaste sig ekstreme medicinske eksperimenter er en udtrykt forudsætning for at forfølge personlige ambitioner i elitesport.

’Giv sporten tilbage til atleterne’, som Verner Møller og Ask Vest Christiansens foreslår i deres nye kritiske og tankevækkende bog, ’Mål, medicin og moral’. Spørgsmålet er bare, hvilke ryttere i det dybt splittede felt, d’herrer præcis mener, vi skal give sporten tilbage til?

Måske er det tid til at minde om, at de ikke kun var de antikke olympiske lege, der gik til grunde. De hæmningsløse romerske gladiatorkampe på liv og død gjorde det samme. Derfor er der heller ikke noget alternativ til fortsat at bakke op om en konsekvent, harmoniseret, gennemarbejdet og effektiv dopingbekæmpelse i sport. At der så ryger en ’ikke dopingdømt’ dansk Tour-helt i svinget på den konto, er hvad der sker i kampens hede. Men er det ikke også det, de siger, alle cykelromantikerne: Cykelsporten har altid været nådesløs og barsk mod dem, der ikke fatter spillets regler.