Den rette dosis politik inden Beijing

Alle olympiske lege byder på deres egne skandalehistorier i månederne op til åbningen. Normalt er det rutineprægede og kedsommelige beretninger om forsinkede og fordyrede byggeprojekter, vi præsenteres for. Den slags historier ville være svære at lave i Kina, som ikke ligefrem er kendt for ’offentlighed i forvaltningen’ og for at elske en kritisk presse, men denne gang står da også langt mere på spil end organisatoriske problemstillinger: For første gang siden OL i 1980 truer en mere eller mindre symbolsk boykot legene, samtidig med at faklens ’Journey of harmony’ er endt som en høj eksponeret platform for politiske protester. At det er kommet så vidt, skyldes ikke blot den seneste tids uro i Tibet. IOC's valg af Beijing som OL-vært i 2001 var allerede dengang kontroversielt. For første gang siden Østblokkens sammenbrud blev OL tildelt et land, som ikke bekender sig til et demokratisk politisk system, og hvor menneskerettighederne krænkes over en bred front. På nogle punkter må man søge tilbage til legene i Berlin 1936 og Moskva 1980 for at finde lige så problematiske paralleller.

IOC har forsvaret valget af det autoritære kinesiske et-parti-styre som OL-vært med, at Kinas møde med omverdenen gennem OL næsten pr. automatik vil styrke menneskerettighederne og fremme en politisk åbning indadtil. Ikke meget tyder på, at det umiddelbart bliver tilfældet. Forsvarere af Kina taler ganske vist om, at Kina i forhold til brugen af dødsstraf og det hårdt kritiserede samarbejde med regimet i Sudan viser små tegn på opblødning. Men samtidig melder uafhængige menneskerettighedsorganisationer om en skærpet kurs over for systemkritikere op til OL, en jernhård censur og en brutal optræden i Tibet.

Tavshed er også et politisk valg

Uanset hvem der har ret, er der stadigt rigeligt med grunde til at sætte kritisk lys på Kina og IOC’s politiske medansvar.

Som statsligt projekt er OL i Beijing lige så politisk, som det officielle slogan ’One World One Dream’ er tomt. Det er ikke tilfældig mæcenvirksomhed, men et led i en politisk strategi, når der fra statslig kinesisk side er investeret milliarder af dollars i elitesporten og OL. Intet land er i øvrigt udeblevet så ofte fra OL af politiske grunde som det kommunistiske Kina, så kineserne har ingen grund til at klynke over andres aktuelle politiseren i forhold til legene i Beijing. 

Derfor er der heller ikke noget principielt forkert i de politiske protester, der har fulgt den olympiske fakkels verdensturne, hvad enten de fremføres af højtråbende eksiltibetanere eller af retorisk mere afdæmpede ministre. Politiske forandringer kommer sjældent af sig selv, og tavshed ville let kunne fortolkes som en accept af de kinesiske OL-værter polerede glansbillede af sig selv iklædt sportsgevandter og olympisk fakkel. Indtil nu har OL derfor været en fremragende anledning til at lægge fornyet pres på Kina, som ikke mindst menneskerettighedsorganisationer har udnyttet dygtigt, og som måske i sidste ende kan presse Kina til i det mindste at justere sin politik. Det samme kan man håbe bliver effekten af en række udenlandske vestlige politikeres trusler om at blive væk fra åbningsceremonien, selv om nogle af udmeldingerne til forveksling ligner omkostningsfri symbolpolitik, og Kina-kendere har sat spørgsmålstegn ved det frugtbare i den politiske distancering

Risikoen for politisk populisme

Udfordringen er først og fremmest at undgå politiske fejldoseringer. 

Fra politisk hold er risikoen, at nogle politikere vil falde for fristelsen til at kræve en egentlig sportslig boykot af OL eller prøve at privatisere ansvaret ved at gøre den enkelte udøvers deltagelse i Beijing til et personligt samvittighedsspørgsmål. Det sidste er en urimelig forventning at have til udøvere, som vi i øvrigt statsstøtter med henblik på, at de topper ved netop OL. Men ingen kan i øvrigt have interesse i at tvinge sporten ind i politiske korrekte spændetrøjer i form af krav om boykots. Det vil ikke blot lægge gift for den praktiske afvikling af internationale idrætsarrangementer, men også true sportens traditionelle rolle som mellemfolkeligt samlingspunkt. For selv om sportens rammer i høj grad er politisk bestemte, er sporten i sin kerne stadig universel, da den lader sine udøvere mødes på lige fod uanset politiske, religiøse og racemæssige forskelle. Først hvis denne kvalitet knægtes, giver en isoleret sportsboykot mening. Det var tilfældet over for Sydafrika under apartheidstyret med sin raceopdelte idræt – og det kunne have begrundet en boykot af OL i Nazityskland.Selvfølgelig kan forholdene i Kina udvikle sig så grelt, at det af realpolitiske årsager vil være umuligt at forsvare en dansk deltagelse i Beijing. Men så bør en boykot ske som led i bredere økonomiske og kulturelle sanktioner. Det er i hvert fald svært at se, hvorfor Joachim B. Olsens 3-9 kuglestød på Beijings olympiske stadion skulle være mere problematiske end danske virksomheders milliardforretninger med Kina.

... og skønmalerier

Men også IOC og den øvrige sportsbevægelses ofte krampagtige forsøg på at skille sport og politik er problematisk. 

IOC kan ikke fritage sig selv for et medansvar for, hvordan verdens største mediebegivenhed udnyttes politisk, selv om man prøver at sikre sig mod misbrug under selve legene – eksempelvis ved at få lovning på, at de kinesiske arrangører fjerner censuren til internettet for de udenlandske mediefolk under legene. Fx virker IOC’s påstande om, at OL i sig selv har en gunstig indvirkning på menneskerettighederne, lige så naiv som nogle erhvervslederes forveksling af økonomisk og politisk frihed, og den kan tolkes som et slet skjult forsøg på at nedtone alle konflikter. Risikoen er således, at idrættens organisationer i sin iver for at beskytte legene og sine egne politiske og økonomiske interesser kommer til at spille det kinesiske spil ved at underspille problemerne i Kina eller udstyre idrætsudøverne med politiske mundkurve omkring legene, som der har været forsøg på i enkelte lande. Herhjemme har DIF undgået disse to faldgruber. Men hvor håbløst det er at fastholde myten om idrættens upolitiske og uafhængige natur, byder også DIF eksempler på. Det er eksempelvis ironisk, hvor konsekvent DIF på den ene side nedtoner OL og IOC’s politiske betydning, når talen falder på kronprinsens IOC-kandidatur, samtidig med at man i en pressemeddelelse beklager, at kulturministeren overvejer ikke at lade sig repræsentere ved åbningshøjtideligheden i Beijing og i øvrigt accepterer regeringens mandsopdækning af kronprinsen som idrætspolitiker. Ingen af delene sender ligefrem et signal om uafhængighed og idrættens upolitiske natur.

Brug for nye udvælgelseskriterier?

OL i Beijing har på ny sat kritisk lys på legenes politiske rolle, og hvordan IOC og den internationale sportsbevægelse bør forvalte deres idrætspolitiske ansvar. 

På en konference om Kina i Berlin i januar så den tidligere kinesiske landsholdsspiller og dissident, Kai Chen, valget af Beijing som et symbol på en international sportsbevægelse, der savner et moralsk fundament. Han mener, at IOC bør opstille nogle demokratiske standarder for værtslandet, som skal indgå på lige fod med de mere tekniske krav, når IOC udvælger kandidatbyerne Om det er muligt at opstille sådanne krav på formel vis uden at splitte den olympiske bevægelse, er tvivlsomt. Men som protesterne mod fakkelløbene understreger, må IOC’s medlemmer lægge større vægt på de etiske dimensioner, når man udvælger OL-værtsbyer, hvis man i fremtiden vil skærme legene mod overdreven politiseren. Nu kan man håbe, at debatten op til legene i Beijing i det mindste vil udruste udøverne, deres ledere og de mange mediefolk med så meget kritisk sans, så kun de præstationer, der fortjener ros, bliver hyldet under legene. Og måske kan den rette dosis politik ligefrem skabe ændringer i Kina selv.