Den skjulte kamp i fitnesscentret
Davids kamp mod Goliat findes i mange brancher. Sport Solution er beviset på, at David kan leve side om side med Goliat – og måske oven i købet have nogle fordele som lille virksomhed.
Den fem år gamle virksomhed Sport Solution leverer administrationssystemer primært til fitnessbranchen. Med tre programmører, to supportere og en kontorelev har virksomheden en begrænset størrelse sammenlignet med den meget større konkurrent ProCard. ProCard sidder på de fleste af de store fitnesskæder i Danmark, og det er der ifølge en af stifterne og nuværende medejer af Sport Solution, Martin Nielsen, en logisk forklaring på:
”Vi har Sport og Fitness og SportsClub. De helt store kæder hælder lidt mere til det velrenommerede firma (ProCard, red.), der er vores konkurrent. De store kæder føler, at ProCard har været på banen så mange år, at det giver et særligt stempel, mens vi stadig ses som nye. Det er svært at få foden inden for de steder. Det har været en tæt sammentømret branche, men nu er vi ved at få skabt os et navn.”
Erfaren inspiration til iværksættervirksomheden
Oven på en reorganisering af iværksættervirksomheden ser adm. direktør Carlo Christensen dog et fint potentiale i Sport Solution:
”Potentialet er der, og jeg tror på det. Vi står rimeligt stærkt i markedet, og vores software er stadig markedsledende. Den kan ting, som de andres ikke kan, og den er brugervenlig. […] Der sker meget, og bare for et år siden var fitnessbranchen fitnessbranchen. Det var noget med nogle, der pumpede jern. Der er jo sket en enorm udvikling, nu hvor der generelt i samfundet er meget fokus på sundhed. Branchen er blevet meget bredere. Så hvis man der kan være på forkant, ser jeg en fordel i en lille virksomhed, som kan reagere i markedet og kan tilpasse sig, hvorimod det er meget vanskeligere, hvis du har en stor kolos.”
Carlo Christensen er først kommet ind i Sport Solution for nylig. Han har forsynet det unge firma med udviklingsressourcer, er medejer og bidrager i dagligdagen med sin erfaring i at drive forretning. Han har virksomheder i byggebranchen og 16 år politisk erfaring, så han skiller sig meget ud fra Sport Solutions øvrige medarbejderstab. Han har haft en kontrolleret vækst i sine øvrige firmaer. Det vil han også overføre til Sport Solution:
”I den nuværende situation må vi skrue lidt ned for ambitionsniveauet og vælge de rigtige partnere stille og roligt. Sådan har jeg bygget mine firmaer op. Jeg kan bedst lide ’long term business’. Men det vil selvfølgelig være dejligt med en stor kæde også. Vi har et system, som har kørt i praksis i tre år – og har løbende fået luset fejl ud, så kunderne kan være sikre på, at vores systemer dur. Det har jeg det godt med.”
Var selv afhængig af kolos
Sport Solution er oppe mod en stor spiller. Men de startede også med selv at lege med en af fitnessbranchens større spillere, Equinox. I begyndelsen sad medarbejderne i Sport Solution rent fysisk i Equinox’ administrationslokaler og udviklede administrationssystemet med særligt henblik på Equinox. Equinox var derfor naturligvis meget vigtig for Sport Solutions eksistens. Men da islandske ejere kom til oven på Equinox’ økonomiske krise i 2006, valgte kæden nyt administrationssystem, og Sport Solution stod med ’håret i postkassen’.
Siden købte Carlo Christensen sig ind i virksomheden, og en anden struktur og strategisk satsning blev lagt for dagen:
”Fra 1. juli har øvelsen været at få overblik og overholde allerede indgåede aftaler. Den proces har været fin. Det ser meget godt ud, men det har været en ordentlig omvæltning. Der er ikke ’break-even’ endnu, men situationen ser anderledes ud nu,” fortæller Carlo Christensen.
Styr på økonomien
Martin Nielsen er selv programmør og den eneste tilbageværende siden stiftelsen af Sport Solution. Han kan se tilbage på en tid, hvor økonomisk styring hos it-specialisterne ikke var i højsædet:
”Med fire programmører og en sælger i starten, så halter økonomien nok lidt. Der var ikke nogen af os, der havde interesse og kundskaber inden for det felt.”
Det er samtidig et område, som Sport Solution stadig gerne ser styrket:
”Kom der en, som havde forstand på økonomi og it og havde en sæk penge, så var han meget velkommen. Jeg vil gerne have en at løfte og sparre med,” forklarer Carlo Christensen, der i forbindelse med reorganiseringen af virksomheden i højere grad end forventet er kommet til at fungere som daglig leder.
Den lilles styrker
David kæmper fortrøstningsfuldt videre mod Goliat, og selv om kampen umiddelbart kan synes ulige, ser Carlo Christensen også betydelige fordele ved netop ikke at være stor:
”I mit stille sind kan jeg da godt se vores styrker i konkurrencen med ProCard, der har mange ansatte. De er tvunget til at skulle have store løbende indtægter. Vi kan teoretisk set tillade os at forære vores system væk og leve af betalingssystemet, fordi vores faste omkostninger er små.”
Sport Solutions webbaserede administrationssystem skiller sig rent teknisk ud fra ProCards hard- og softwarebaserede system. Det giver dem ifølge Martin Nielsen og Carlo Christensen en yderligere fordel i forhold til fleksibiliteten. Samtidig er de sikre på, at den lille virksomheds iværksætterånd kan gøre en forskel i fremtiden i forhold til medarbejdernes motivation og i forhold til tiltrækning af kvalificerede medarbejdere.