Den udødelige myte om eliten og bredden

Det er ikke kun i Danmark, at handlingsplaner for at tiltrække store internationale idrætsbegivenheder eller ambitiøse byggerier af nye arenaer- og stadionanlæg ofte begrundes med en påstand om, at de store satsninger på eliteidræt og prestigefulde events inspirerer bredden og derved også kommer den brede idrætsdeltagelse og folkesundhed til gode.

Senest gentog Kulturminister Per Stig Møller (K) påstanden på DGI's årsmøde den 6. november med en bemærkning om, at Caroline Wozniacki og Lotte Friis Hansens elitepræstationer i tennis og svømning fik børnene til at flokkes til tennis- og svømmeklubberne.

Typisk bruger idrætsledere og politikere argumentet til at løfte store satsninger på opvisningsfaciliteter eller tiltrækning af prestigefyldte internationale sportsbegivenheder eller som argument for at støtte eliteudøvere og specifikke satsninger på eliteidræt. International sportslig succes, lyder argumentet, vil stimulere befolkningen til selv at dyrke sport eller blive mere fysisk aktive. 

Argumentet er et lige så kendt og sejlivet element i idrætspolitiske diskussioner, som det er belejligt og misvisende.

Belejligheden består i, at argumentet afpolitiserer potentielle interessekonflikter mellem elite- og breddeidræt, idet det foregiver, at eliten og bredden er hinandens forudsætninger og nyder godt af hinanden. På den måde bliver hver en krone investeret i eliten ikke blot til glæde for eliten, men udmøntes i øget breddedeltagelse og højere folkesundhed gennem den såkaldte ’trickle down-effect’. Desværre er argumentet vagt dokumenteret og misvisende. Graver man i såvel den danske som den internationale litteratur om emnet, er billedet klart: Langt hovedparten af studierne afviser nogen automatisk sammenhæng mellem de to størrelser. Tilmed peger nogle undersøgelser på det stik modsatte: Øget fokus på elite skaber mindre breddedeltagelse i idræt og sport.

Historisk blev spørgsmålet allerede behandlet i 'Betænkningen om Idrætten og Fritidslivet' fra 1974, som på baggrund af en analyse af medlemstal fra en række populære idrætsgrene i perioden 1947-1972 konkluderede, at der ikke var ”nogen sammenhæng mellem eliteidrætspræstationernes reklameeffekt og medlemstilgang i de år, hvor Danmark havde haft verdensmestre, olympiske guldvindere eller lignende internationale placeringer inden for de pågældende idrætsgrene”.

Derimod havde der været øget tilgang til eksempelvis badminton i en periode, hvor Danmark ellers klarede sig dårligere end vanligt. Cirka ti år senere fulgte 'Betænkningen om Eliteidræt i Danmark' op på analysen under inddragelse af badminton, fodbold, håndbold, tennis, roning, svømning, sejlsport og ridesport. Konklusionen var igen, at intet kunne bakke argumentet op. Studierne er senere fulgt op af professor Klaus Nielsen for perioden 1981 til 2001 – igen uden nogen påvisning af en automatik mellem de to størrelser.

Illustrativt for problematikken i internationalt perspektiv er udviklingen i Australien, der både i egen og omverdenens opfattelse er en af verdens førende sportsnationer og stærkt orienteret mod medaljer i international sammenhæng. Store eliteinvesteringer har givet imponerende resultater set i forhold til landets størrelse. Ved OL i Beijing i 2008 endte Australien på en femteplads blandt de mest vindende nationer – kun overgået af stormagter som USA, Kina, Rusland og Storbritannien. 

Hvad angår afsmitningen på bredden, finder australske forskere imidlertid, at den australske elitesatsning fra 1980’erne og frem til årtusindskiftet, hvor Australiens markante satsning på elitesport blev voldsomt intensiveret med stor international fremgang til følge, ikke havde nogen effekt på den brede idrætsdeltagelse. En gennemgang af australske data for breddedeltagelse, udviklingen i voksne, børn og unges BMI-tal samt medaljehøst i perioden 1976–1996 viser faktisk, at den australske idrætsdeltagelse ikke steg, ligesom børn og unge generelt var kommet i dårligere form.

Den såkaldte Crawford-rapport kulegravede i 2009 den australske idrætspolitik på statsligt og regionalt plan og konkluderede til stor vrede for den australske olympiske komité, at Australien havde behov for et markant kursskifte, hvis den såkaldte sportsnation skulle imødegå udfordringerne som følge af nedslidte faciliteter, ændrede idrætsvaner og fokus på idræt som et redskab i sundhedspolitikken.

Selvom Australien umiddelbart efter OL i Sydney i 2000 rent faktisk oplevede en vækst i bredde-deltagelsen, skyldtes det ikke vækst i de olympiske sportsgrene, der generelt var i tilbagegang, men vækst i de øvrige ikke-olympiske discipliner. Faktisk var svømning idrætsgrenen med størst tilbagegang efter OL i Sydney, selvom det er den mest profilerede og succesfulde olympiske sportsgren i Australien. Andre prominente sportsgrene i tilbagegang var tennis og atletik. Hertil kommer, at de langvarige effekter af Sydney var til at overse, da den aktive deltagelsesgrad målt 12 måneder efter legene indikerede, at færre var aktive efter legene end før.

Når denne skepsis er luftet, skal man dog ikke nødvendigvis underkende andre positive effekter af internationale eliteresultater. På kort sigt kan man i visse tilfælde finde øget interesse for sportsgrene som følge af det øgede fokus på dem. Fejlslutningen består i at tro, at reklameeffekten er afgørende og automatisk øger deltagelsen. Det gør den ikke.

Øget idrætsdeltagelse i den brede befolkning til glæde for folkesundheden er et langt og sejt træk, hvor mange faktorer skal sættes i spil. Forældre, adgang og nærhed til faciliteter samt gode foreningstilbud spiller en langt større rolle end eliteresultater.

Sat på spidsen er synet af mor med en ketsjer i hånden eller far med fodboldstøvler på fødderne langt vigtigere for lille Peter og hans idrætsdeltagelse end synet af Wozniacki eller Messi med pokalen hævet over hovedet.