Det halter stadig i toppen af mange idrætsorganisationer

Hvor godt klarer idrættens organisationer sig nationalt og internationalt, når man ud fra en lang række kriterier måler på deres strukturer til understøttelse af god ledelsesskik – eller ’good governance’?

Det var det underliggende spørgsmål, da Play the Game i sidste uge var vært for et internationalt seminar i belgiske Leuven, hvor to nye undersøgelser om idrættens forvaltning blevet offentliggjort og debatteret.

Den ene undersøgelse, ’National Sports Governance Observer’ (NSGO), har med Play the Game som tovholder og med EU-midler i ryggen undersøgt governance-strukturerne i nationale idrætsforbund i ni europæiske lande samt Brasilien.

Den anden undersøgelse, ’​​Sports Governance Observer 2018’, ser på governance strukturerne i ​​fem internationale sportsforbund og er en opfølgning på en mere omfattende undersøgelse af alle 35 olympiske forbund fra 2015.

Generelt viser de to undersøgelser, at der i mange nationale og internationale idrætsorganisationer er helt grundlæggende mangler, når det handler om at have strukturer på plads, som  understøtter god ledelsesskik inden for de fire undersøgte hovedkategorier: Åbenhed, demokratiske processer, intern kontrol og samfundsansvar.

Samtidig er der markante forskelle på tværs af organisationer og lande, selv om skandaler i internationale forbund generelt har placeret ’good governance’ højt på den politiske dagsorden.

Det såkaldte ’governance-indeks’ i de fem undersøgte internationale idrætsforbund – svømning, atletik, tennis, håndbold og fodbold – svinger således mellem 24 og 61 pct. (læs mere), mens det gennemsnitlige indeks for de nationale forbund i de undersøgte lande går fra 27 pct. (Cypern) til 78 pct. (Norge) (læs mere).

Reformer kommer ikke uden pres udefra

Hovedforfatteren bag begge rapporter, Dr. Arnout Geeraert fra KU Leuven og Utrecht Universitet, konkluderede på seminaret, at det på trods af de seneste års initiativer i forskellige sportsgrene tilsyneladende stadig er vanskeligt for mange idrætsforbund at skabe reelle og grundlæggende forandringer.

"Problemet er, at gennemførelsen af reformer, der skal sikre good governance, medfører store forandringer," forklarede Arnout Geeraert. "Det kan ændre på den etablerede magtbalance blandt de, der kontrollerer idrætten, og det kan begrænse højtplacerede idrætslederes spillerum, indflydelse og beslutningskraft," sagde han til forsamlingen bestående af repræsentanter fra bl.a. EU, Europarådet, idrætsorganisationer og forskningsinstitutioner.

Ifølge Arnout Geeraert vil der derfor ofte være en stærk interesse i at bevare status quo, og han opfordrede til større ekstern kontrol af sporten. "Uden eksternt pres vil vi aldrig se grundlæggende reformer,” mente han.

Et af de reforminitiativer, der rent faktisk er påbegyndt, siden den første Sports Governance Observer-undersøgelse i 2015 afslørede store mangler i ledelsesstrukturen i internationale sportsforbund, er det internationale atletikforbund IAAF’s oprettelse af en uafhængig integritetsenhed, Athletics Integrity Unit (AIU).

Brett Clothier, der er daglig leder af enheden, pegede på dens uafhængighed som en helt afgørende styrke. En uafhængighed, der bl.a. indebærer egen bestyrelse og vidtgående beføjelser til at undersøge og forfølge uregelmæssigheder. Han vurderede, at alene det "at skrabe i overfladen" allerede har afdækket "foruroligende mange forhold i atletik".

"Jeg er sikker på, at det samme ville være tilfældet hos andre internationale forbund, hvis de gik igennem en lignende reformproces," sagde han og støttede samtidig uafhængige evalueringer af idrættens ledelsesstrukturer som dem, Play the Game har stået for.

Se interview med Brett Clothier

Stakeholder-initiativer

Et andet aktuelt tiltag i kampen mod korruption og kriminalitet i sport er ’International Partnerskab Against Corruption in Sport’ (IPACS), en koalition, der forsøger at forene og skabe konsensus mellem regeringer, tværstatslige organisationer og idrætsorganisationer med henblik på at skabe en fælles platform for indsatsen mod korruption i sport.

Selvom IPACS ikke har sanktionsmuligheder i forhold til forbundene, håber den at kunne skabe en bevægelse henimod mod bedre ledelse inden for idrætten, forklarede Stanislas Frossard, der er generalsekretær for Europarådets idrætspolitiske samarbejde, EPAS, der er med i IPACS sammen med bl.a. IOC, OECD og en række regeringer.

Konkret peger IPACS på behovet for begrænsede valgbarhedsperioder, finansiel gennemsigtighed og regler om interessekonflikter som det mest centrale.

Også udøvere har fundet sammen i koalitioner, der opfordrer idrætsbevægelsen til at arbejde med good governance. Paulina Tomczyk, der er generalsekretær for eliteudøversammenslutningen EU Athletes, talte i Leuven for at give udøverne en mere uafhængig stemme og dermed  større indflydelse på idrættens forvaltning.

"Aktivkomitéerne vil altid have visse grænser, fordi de er interne udvalg i den organisation, de hører under, som eksempelvis IOC’s Athletes Commission. (…) De er rådgivende organer, der får størstedelen af ​​deres finansiering fra idrætsforbundet, som dermed også er i stand til at beslutte, hvilket beføjelser de har."

Se interview med Paulina Tomczyk

Behov for tættere samarbejde

Resultaterne undersøgelserne viser, at der selv i de bedst scorende forbund og lande er plads til forbedring. Blandt de nationale forbund gælder det i særlig grad inden for kategorierne ’samfundsansvar’ og ’demokratiske processer’.

Ifølge Arnout Geeraert er en af udfordringerne i at sikre good governance, at begrebet generelt er svært at definere. Der findes forskellige opfattelser af god ledelse på tværs af lande og aktører på området.

Et eksempel på en ensretning af good governance i idrætten kommer fra England, hvor man i 2016 implementerede et ’sportskodeks’ med retningslinjer for de nationale forbund. Ifølge Emma Harlow, der er senior compliance manager i UK Sport, har dette været en stor succes, bl.a. fordi retningslinjerne er obligatoriske at følge for forbund, der modtager offentlig finansiering.

Men selv om der er overordnede retningslinjer, er dette ikke nødvendigvis ensbetydende med efterlevelse, advarede Marijke Fleuren, der formand for det europæiske hockeyforbund og medlem af IOC’s kvindekommission.  

For sporten følger ikke altid reglerne, pointerede hun. Hun argumenterede derfor for, at selvom implementering og styring med håndfaste regler nok kan forbedre ledelsespraksis, bør man være bevidst om, at de ikke i selv er nogen garanti.

Det er i det hele taget vanskeligt at ændre det nuværende sportssystem, vurderede den tyske undersøgende journalist Hajo Seppelt i seminarets afsluttende oplæg.

Hajo Seppelt, hvis undersøgelser har spillet en afgørende rolle i afsløringen af det russiske statsstøttede dopingsystem, advarede på linje med Arnout Geeraert mod sportens indbyggede træghed.  

"Ærlige, hårdtarbejdende mennesker er magtesløse, fordi de vigtigste personer i international sport, fx Thomas Bach (IOC-præsident, red.), ikke har nogen interesse i at ændre systemet," sagde Seppelt og opfordrede til mere samarbejde og netværk mellem idrættens kritikere og reformatorer.

”Selv efter mange års reformer på dagsordenen er de ting, der foregår i idrætten, stadig bekymrende.”