Det olympiske dilemma

Det er på alle måder en stor idé, som formår at få kongelige personligheder, FN-generalsekretærer, borgmestre, ministre og verdens førende statsledere til at slå krøller på sig selv og de offentlige budgetter blot for et øjebliks varme fra den olympiske flamme. Men det er også en idé, der såvel i sin dunkle fortid som i sin såkaldt reformerede nutid ligger bekymrende åben for kynisk misbrug. 

I to hektiske uger var København idrætsverdenens centrum som vært for den internationale olympiske komités (IOC) 121. session og 13. kongres. To hektiske uger, der set med danske øjne kulminerede med kronprins Frederiks officielle optagelse i den eksklusive kreds af idrætsledere, forretningsfolk og royale kendisser, der forvalter den olympiske arv. Men også to uger, som udstillede, at IOC stadig er fanget i en række politiske, moralske og etiske dilemmaer. Den olympiske idé om en verdensomspændende bevægelse, hvor ungdommen gennem sporten kan møde hinanden på lige vilkår gennem universelle olympiske værdier som fair play, gensidig respekt og glæde ved præstationen er indlysende smuk. Det er samtidig en idé, man kan formulere visioner omkring, som det også skete, da fortalerne for Chicago, Tokyo, Rio og Madrid som olympiske værtsbyer i 2016 fremlagde deres OL-bud på sessionens første dag. Det er ærlig talt sjældent, man i den hjemlige debat hører toppolitikere fremhæve forskellighed blandt landets indbyggere som en styrke, man kan trække på, og ikke som et kulturelt og politisk problem, og det er også sjældent man i den hjemlige debat præsenteres for storslåede visioner, der oppebåret af olympiske vinger rækker syv år eller endnu længere frem i tiden. Men man får ganske enkelt ikke tildelt værtskabet for et OL, hvis man ikke – i det mindste på papiret – kan præsentere en vision, hvor alle etniske grupper og samfundsklasser bindes sammen af drømmen om det samme mål gennem sporten. Hvor miljøforbedringer, trafikforbedringer, bedre forhold for handicappede borgere og forbedret adgang til idrætsfaciliteter for landets ungdom spiller en væsentlig rolle i præsentationen.

Et dække over dårligdomme

Det er alt sammen fint nok. Det store dilemma er bare, at Obama, Lula, kronprins Frederik og alle de andre dignitarer i København med deres blotte tilstedeværelse i de olympiske cirkler, deres bejlen til IOC-medlemmerne og deres ofte ukritiske engagement i den olympiske idé også bliver en del af problemet. 

De kommer til at blåstemple en forsamling og en forvaltning af den olympiske idé, som netop under dække af fascinationen af sporten og smukke olympiske idealer dækker over et katalog af dårligdomme. I stedet for at promovere Baron de Coubertins universelle værdier kommer legene snarere til at dokumentere for verdensungdommen, at hvis blot man siger det rigtige på overfladen på de olympiske sessioner og kongresser, kan man sådan set tillade sig hvad som helst: De smukke idealer bliver et tyndt net af camouflage over alle moralske svøber: Snyderi, grådighed, korruption og manipulation. Kronprins Frederik illustrerede det selv, da han efter sin optagelse i IOC gled af på alle kritiske spørgsmål om korruption og anløbne IOC-medlemmer netop med en usagt henvisning til, at selve den olympiske idé for kronprinsen står for noget større end enkelte anløbne personers moralske svagheder. Efter de to uger, hvor man har haft lejlighed til at studere det olympiske cirkus helt tæt på, står det også klart, at mange af IOC-medlemmerne og resten af den 'olympiske familie' er så forblændede af stjernestøvet fra præsidenter, FN-generalsekretærer og kongelige personligheder, at de næppe kan se problemet selv. De tror efterhånden på den evindelige olympiske retorik om, at IOC og den olympiske idé rummer potentialet til at "gøre verden til et bedre sted", "forandre liv", "transformere landet" eller "give ungdommen håb", som det lyder i hver anden sætning.

Magtesløs præsident

Den udtryksløse IOC-præsident Jacques Rogge kan sandsynligvis sagtens se, at der er noget rivende galt i den forsamling, han præsiderer over, men han magter ikke at tage fat i alle dårligdommene. 

Dilemmaet er indlysende: Hvis Rogge virkelig skulle konfrontere alle de horribelt anløbne personager, der bevægede sig rundt i Bella Center i de første to uger af oktober, hvis han virkelig skulle til bunds i alle dopingsagerne, alle korruptionsskandalerne og alle de tilfælde, hvor idrætsledere og politikere har misbrugt den ædle olympiske idé til at fremme egne kommercielle eller politiske interesser, ville 'systemet OL' bryde sammen. IOC har allerede kontrakter på indtægter fra medier og sponsorer på mindst 24 mia. kr. i den kommende fire-årige olympiade, som dækker vinterlegene i Vancouver og sommerlegene i London. Disse indtægter samt den politiske prestige, der omgærder legene, kunne blive voldsomt reduceret, hvis man virkelig konfronterede dårligdommene. Den højere logik, at prestigen og pengene fra en anløben olympisk bevægelse gør større lykke for verdensungdommen end den langt mindre prestige og de færre penge fra en mere 'ren' olympisk bevægelse, er åbenbart også kronprins Frederiks logik. Derfor var det også stort set umuligt for det nyvalgte danske IOC-medlem at gøre andet end at gentage et mantra om at gøre noget for børn og unge og glide af på alle spørgsmål om korruption og anløbne personager.

En pagt med Djævelen

På den måde bliver den olympiske ed en slags pagt med Djævelen: IOC har brug for folk som kronprins Frederik for at bevare sin position og prestige og dermed sin markedsværdi. Prisen er, at hæderlige personligheder som kronprins Frederik må kigge bort, når de i olympiske sammenhænge konfronteres med forhold, som aldrig ville blive accepteret efter dansk demokratisk standard. 

En tavshed, som ikke engang kan dækkes ind under hans såkaldte politiske neutralitet. Kronprinsen understregede, at hans IOC-medlemskab var 'nikket af' med regeringen, men samme regerings repræsentant, kulturminister Carina Christensen (K), fastslog faktisk i sin åbningstale til kongressen, at hun forventede af IOC, at organisationen gik forrest i kampen imod kønsdiskrimination, match-fixing, doping og korruption. En kronprins, der som IOC-medlem vælger at tie om disse forhold, synes således allerede på retorisk kollisionskurs med sin egen regering.

Stadig skeletter i skabet

Flere – bl.a. det tidligere danske IOC-medlem Kai Holm – har hævdet, at medierne tegner et forvrænget og forældet billede af IOC. Kronprinsen fastslog da også, at korruption "ikke tolereres" i IOC. 

Nogle få indtryk fra de forgangne uger i Bella Center bekræfter ikke disse påstande:

• Ganske vist står Jacques Rogge for en anden linje end forgængeren Juan Antonio Samaranch, men 2/3 af IOC-medlemmerne skylder stadig den tidligere spanske fascistleder deres position. Og Samaranch demonstrerede under afstemningen om fremtidig OL-værtsby, at han stadig kontrollerer mange stemmer blandt IOC-medlemmerne. Samaranch er selve personificeringen af det olympiske dilemma: Prisen for, at IOC i Samaranch-epoken kunne prædike værdier som fair play og respekt for verdensungdommen, var, at hans egen organisation ofte forbrød sig groft mod de samme værdier – f.eks. ved bevidst at vende det blinde øje til IOC-kollegers korrupte adfærd eller sportens dopingproblemer. Det er ironisk, at eksempelvis IOC's såkaldte nul-tolerance politik i forhold til doping ikke omfatter højtstående medlemmer som Juan Antonio Samaranch, Hein Verbruggen og Mario Pescante, der i andre sammenhænge snarere har symboliseret nul-tolerance over for en effektiv indsats mod doping.
• Adskillige IOC-medlemmer er fortsat dybt kompromitterede af korruption eller det, der er værre. Ekstra Bladet præsenterede under begivenhederne i Bella Center dag for dag en række af de værste personager fra det olympiske rædselskabinet. Folk, der har forfulgt og myrdet politiske modstandere. Folk, der er dømt for svindel og bedrag i deres hjemlande, men som stadig er agtede medlemmer af IOC. Man kan indvende, at rædselskabinettet mest bestod af velkendte personligheder, som allerede blev hængt ud af den IOC-kritiske journalist Andrew Jennings for snart to årtier siden. Præcis ja. Det fortvivlende er, at rædselskabinettet fortsat har deres vante og respekterede gang i en organisation. hvis hele eksistensgrundlag bygger på værdier som fair play, karakterfasthed og respekt.
• Sandelig om man ikke også kunne møde 'Mr. Sportskorruption' himself, den tidligere ISL-boss Jean Marie Weber som officiel observatør på gangene i Bella Center. Hvordan kan det gå til, at manden, der egenhændigt uddelte mindst 138 mio. schweiziske francs i bestikkelse til højtstående sportsledere fra IOC og internationale specialforbund fortsat kan gå rundt som et medlem af familien? Misforholdet var så tydeligt, at Jacques Rogge på det afsluttende pressemøde måtte love at se på, hvorfor Weber havde deltaget i mødet.
• Dertil kommer selve indtrykket af IOC's reelle organisatoriske evner og vilje til dialog. Kongressen, der afvikles ca. hvert 15 år, skal efter salig Baron Coubertins tanker give 'intellektuelle pejlemærker' for den olympiske bevægelses fremtid, men kiggede man om bag de mange meter stof med kongreslogoer og bannere i Bella Center, stod det hurtigt klart, at denne 13. IOC-kongres havde et beskedent intellektuelt indhold. Noget så simpelt som at opdrive kongresprogrammet med listen over talere og de mere end 1400 bidrag, der var indkommet ved den offentlige konsultation inden kongressen, krævede en videregående uddannelse i undersøgende journalistik. Debatbidrag og indtryk udefra var næsten fraværende på de forskellige seancer under kongressen.

Børnene i Nairobis slum

På den positive side tæller, at dele af IOC ser ud til at have erkendt, at IOC og resten af den olympiske familie trods alt må gøre mere for at leve op til idealerne ved hjælp af elementær god organisationsledelse, lige som der også var en stigende erkendelse af, at den olympiske idé om at skabe karakterfaste borgere gennem sporten ikke længere har samme appel til ungdommen, som i stigende grad vender sig bort fra konkurrencesporten. 

Men man sidder alligevel tilbage med en fornemmelse af, at der skal nye skandaler af 'Salt Lake City'ske' dimensioner og et massivt ydre pres til, før der vil være håb om grundlæggende forandringer. Sporten på det olympiske plan er simpelthen for 'smuk' til, at den evner at reformere sig selv. Det tydeligste symbol på dette forhold leverede FN-generalsekretær Ban Ki-moon, da han holdt åbningstalen til IOC-kongressen og slog fast, at de olympiske principper også var FN's principper. Generalsekretæren sluttede sin tale med at fremvise en bold, som børnene i Nairobis slum havde fremstillet af plastrester og sejlgarn. Men når nu alverdens præsidenter, kongelige og IOC-medlemmer er så rørende enige om, at man gennem de olympiske lege og sporten kan skabe en bedre verden. Når nu IOC så vedholdende hævder, at milliardindtægterne fra OL ikke havner i de forkerte lommer, men deles ud igen og bidrager til at udvikle idrætten over hele verden. Når nu Danmarks nye IOC-medlem og alle hans kolleger så vedholdende hævder, at "The youth is our future", "the athletes are at our hearts" og 'together we can make the world a better place." Hvordan er det så overhovedet muligt, at kongressen danser under pomp og pragt i København, mens børnene i Nairobis slum stadig ikke ejer noget så elementært som en rigtig bold at spille med?