DFIF afholder formandsmøde
Dansk Firmaidrætsforbund sætter på sit formandsmøde i weekenden temaerne fremtidens forening, ligestilling og sundhed på dagsordnen.
Fremtidens forening med særligt fokus på kvindelige ledere er et af hovedtemaerne på Dansk Firmaidrætsforbund (DFIF) formandsmøde i weekenden i Nyborg.
På formandsmødet, som afholdes hvert andet år, fremlægger DFIF strategien for forbundets ligestillingspolitik og yderligere debat om emnet vil blive sat i gang med oplæg af Camilla Funck Ellehave, ligestillingskonsulent i Københavns Kommune.
I en pressemeddelelse fra DFIF udtaler forbundsformand, Peder Bisgaard, at debatten om ligestilling spiller en central rolle for forbundet. Ligestillingsdebatten på formandsmødet vil tage udgangspunkt i DFIF’s nyligt afholdte seminar ’Kvinder på toppen i DFIF’.
Udover Camilla Funck Ellehave er fire kvindelige idrætsledere inden for firmaidrætten inviteret til at fortælle om deres erfaringer som kvinder og ledere i foreningsregi. På mødet deltager i alt ca. 200 ledere fra firmaidrætten fra hele landet.
Sundhed og livsstil
Det andet store punkt på mødet er sundheds- og livsstilsområdet, og Bente Klarlund, professor ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet, vil forelæse om motion som sygdomsforebyggende faktor.
Mødet afsluttes med workshops inden for seniorer og sundhed, sundhedscertificering, vægttab, overvægtige og kommuner i bevægelse. Ifølge pressemeddelelsen er især DFIF’s nylancerede projekt om sundhedscertificering af danske arbejdspladser et højtprioriteret indsatsområde.
DFIF er den tredje største idrætsorganisation i Danmark og har ca. 319.000 medlemmer.