DGI-formand om samarbejde med DIF: ”Der er sten i skoen”

Da Danmarks største breddeidrætsorganisation, DGI, som tæller 1,6 millioner medlemmer og 6.400 foreninger, holdt årsmøde i weekenden, blev mødet afbrudt i tre timer af en medlemskonference om DGI og Danmarks Idrætsforbunds fælles motionskampagne ’Bevæg dig for livet’.

Kampagnen, som støttes med et trecifret millionbeløb fra TrygFonden og Nordea-fonden, har siden 2015 haft som målsætning at gøre Danmark til verdens mest aktive nation i 2025, hvor de to store idrætsorganisationer har en fælles målsætning om, at 75 pct. af alle danskere skal dyrke idræt, og at 50 pct. af dem skal gøre det i en idrætsforening.

Men netop DGI’s samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF) om den ambitiøse motionskampagne var også årsag til, at Charlotte Bach Thomassen i sin første beretning som formand for DGI valgte at afbryde sine mange argumenter for breddeidrætsorganisationens aktuelle sundhedspolitiske strategier og komme med en enkelt kritisk bemærkning om, at ”der er sten i skoen”, som gør samarbejdet med DIF svært.

Bagefter bad Idrættens Analyseinstitut formanden om at forklare sin udtalelse om DGI’s samarbejde med DIF, som af og til har givet anledning til offentlig debat om de to organisationers magtposition i dansk idræt, og samarbejdets betydning for den demokratiske debat om dansk idrætspolitik.

”Der ER sten i skoen. Alene vores forskellige strukturer gør samarbejdet svært. DIF er jo organiseret i idrætssøjler, mens DGI er organiseret i geografiske søjler. Og for et DIF-forbund er det forbundets egen idrætsgren, der er det vigtigste, mens vi i DGI har et blik for al idræt. Desuden har DIF et stort fokus på talentudvikling og elitearbejde, som vi ikke har. Men i ’Bevæg dig for livet’ bringer vi det bedste med fra de to verdener, og forskellighederne er også med til at rykke os, fordi vi er enige om ikke at være optagede af strukturer og forskelle, men af opgaven,” sagde DGI-formanden.

”Som ny formand bliver jeg derfor også tit spurgt, om jeg har en plan for, hvornår vi skal fusioneres med DIF. Men vi har ingen planer om en enhedsorganisation lige nu. Og hvis det skulle blive aktuelt engang i fremtiden, så skal det være fordi, det kommer som et meget stærkt ønske fra baglandet, og ikke som tidligere fra toppen.”

DGI’s folkevalgte skal mere politisk orienterede

Af samme årsag er Charlotte Bach Thomassen også optaget af at tydeliggøre forskellene på DIF og DGI, der tidligere fremstod som hinandens klare idrætspolitiske modsætninger, hvilket i nogle kritikeres øjne var med til skabe en sund demokratisk debatkultur i dansk idræt, som det kan være sværere at få øje på i dag.

”I ’Bevæg dig for livet’ har vi fået en kæmpe forståelse for hinandens arbejde. Men selv om vi måske ikke længere tager de store idrætspolitiske slagsmål i offentligheden, så er der altså stadig holdningsforskelle,” understreger hun.

”Hvis du for eksempel spørger mig, hvad jeg synes om DBU’s forslag om at bygge to nye, store stadioner, så synes jeg, det er fuldkomment uforståeligt, hvorfor vi skal investere i sæder og tribunepladser, når vi har børn og unge i Aarhus og København, som står på venteliste i årevis for at komme ind i en forening. Der er en klar konflikt. Et andet tydeligt eksempel på vores holdningsforskelle er skolesamarbejdet, hvor DGI står for kropslig dannelse i bred forstand, og skoleidrætten kæmper for mest mulig bevægelse inden for skolens ramme, mens DIF går mest op i at undersøge og måle ungernes kroppe.”

Velvidende at hendes holdninger i begge eksempler kan støde DGI’s samarbejdspartnere understreger Charlotte Bach Thomassen derfor også, at hun tilstræber at blive mere synlig i den offentlige idrætsdebat i sit andet år som formand, end hun har været i det første år.

”Men det handler ikke kun om mig. Jeg vil gerne have, at alle folkevalgte i DGI bliver mere politisk orienterede og fortæller, hvilke holdninger vi har. Der har jeg som formand en forpligtelse til at gå forrest, og DGI’s nye politiske grundfortælling er mit første lille vip med halen.

Folkeoplysning er noget, vi gør

DGI’s nye politiske grundfortælling kom i fokus på årsmødet, da en af de knap 400 delegerede under debatten om formandens beretning opfordrede Charlotte Bach Thomassen og den øvrige ledelse til at tale lidt mere om begrebet folkeoplysning, der i DGI’s formålsparagraf fremhæves som selve formålet med organisationen, men ikke er nævnt med et ord i ledelsens nye politiske grundfortælling.

”For mig er det ikke vigtigt, om man siger folkeoplysning. For mig er det vigtigt, at man gør folkeoplysning. Og det gør vi altså,” forklarede formanden bagefter.

”Det er ikke bevidst, at ordet ikke er nævnt i den politiske grundfortælling. Men vi drøftede det, fordi et par af de store koryfæer, vi har i organisationen, og som har mange flere år på bagen end jeg har, rejste spørgsmålet, da vi skulle beslutte indholdet af den politiske grundfortælling. Og da havde vi en god snak om, hvorvidt det var vigtigt at skrive det ind som begreb, eller om der er noget fint i, at det hele jo er folkeoplysning, og så behøver man ikke at give det en særlig sætning. Men det er jo en smagssag.”

Danskerne skal deltage i store events

En anden delegeret ville vide, hvordan Charlotte Bach Thomassen opfatter mulighederne for at fremme danskernes idrætsdeltagelse før, under og efter afholdelsen af store idrætsbegivenheder i Danmark som f.eks. Tour de France og Royal Run.

”Selve ønsket om at få store events til Danmark er kommet for at blive. Men for mig er der forskel på events. Jeg er optaget af, at vi selv kan deltage eller på anden måde være engagerede og ikke bare er tilskuere. Nu kommer Tour de France f.eks. til Danmark. Og det er bestemt ikke en ide, der er groet i min baghave,” siger DGI-formanden, som havde taget sin egen cykel med op på scenen under årsmødet for at slå et slag for hverdagscyklismen.

”Jeg synes, at de mange millioner, der skal bruges på Tour de France, kunne være brugt langt bedre mange andre steder. Vi diskuterer jo f.eks., om der er råd til at hjælpe fattige familier. Hvor er dimensionerne i det? Der er ingen i tvivl om, hvor jeg står. Men nu kommer den event, og der er folk, som synes, den betyder meget for deres by og for Danmark som land. Det noterer jeg mig. Og så tager jeg handsken op og siger: Hvad kan vi i DGI bidrage med? Jeg vil gerne bruge Tour de France som en anledning til også at sætte fokus på, at vi selv får cyklet mere. På den måde vil vi i DGI forsøge at lægge en ekstra dimension ind over en eliteidrætsbegivenhed, som i virkeligheden bare suser forbi folks næser på tre sekunder.”

Diskussion om større mangfoldighed i ledelsen

I sin beretning ønskede DGI-formanden først og fremmest at minde de delegerede om, at indfrielsen af idrætsforeningernes målsætning om at være åbne for alle danskere ikke nødvendigvis kommer af sig selv, men kræver et vedvarende fokus. Ikke mindst på den yngste del af befolkningen, som vokser op i et præstationssamfund, der både kan give angst og stress i en tidlig alder.

”For uanset om det er ud fra et kulturelt perspektiv, et folkeoplysningsperspektiv, et socialt perspektiv eller et sundhedsperspektiv, så er vi jo først lykkedes, når vi bliver attraktive for de fleste danske børn, unge og voksne at være en del af,” forklarede hun bagefter.

Men hvorfor er det nødvendigt at få alle danskere til at dyrke idræt? Nogle har det måske fint uden at dyrke idræt og oplever retorikken om at bevæge sig for livet som en prædiken, de helst er fri for?

”Jamen, det dur ikke. Og det er heller ikke intentionen. Vi skal ikke sikre, at alle danskere kommer i idrætsforeningerne, eller at alle finder det interessant at dyrke idræt. Men vi skal invitere alle danskere ind i foreningerne og sikre alle lige muligheder for at deltage, hvis de har lyst til det.”

Under debatten om Charlotte Bach Thomassens beretning efterlyste en af de delegerede netop en uddybning af, hvordan hun og hovedbestyrelsen vil sikre større diversitet og mangfoldighed i DGI’s ledelse.

”Der er vi jo en del af nogle andre tendenser i samfundet. Og det er et langt, sejt træk, vi taler om her. Men jeg går ud fra, at den diversitet og mangfoldighed, vi har ude i mange af vores medlemsforeninger, inden for de kommende ti år også vil afspejle sig inde omkring beslutningstagernes borde,” siger hun.

”Men vi skal gøre noget. Og hvis vi vil rykke hurtigere, end samfundstendensen foreskriver, skal vi tage nogle ret strukturelle greb i brug. Men jeg har dem ikke lige her og nu. Jeg skal først ind og have testet, om organisationen er moden til det.”

”Hvilke strukturelle greb tænker du på?”

”Jamen, det er jo altid godt at tage en kvote-diskussion. Det er jo en anledning til at tale om det. Og jeg tror, vi skal skabe nogle anledninger til at få talt om, hvad vi vil gøre på dette område. Og så tror jeg også, vi skal arbejde med at finde ud, hvad det vil betyde for måden, vi arbejder på, hvis vi reelt ønsker at være mangfoldige i ledelsen,” understreger DGI-formanden.

”For jo mere mangfoldig, man bliver i et team, et udvalg eller en bestyrelse, jo flere forskellige forventninger er der også til arbejdet, arbejdsformen, og hvornår man er lykkedes med arbejdet. Hvis der i en gruppe sidder otte personer med meget forskellige opfattelser, redskaber og erfaringer, så skal man både bruge tid på at få dynamikken til at fungere og på selve processen og forventningsafstemningen. Det skal man være indstillet på.”