DIF vil droppe skattefri motion
Der er brug for en mere gennemtænkt regeringsindsats på breddeidrætsområdet, mener DIF, der på sit årsmøde kritiserede planerne om skattefri motion.
Regeringens forslag om skattefri arbejdsgiverbetalt motion er en blindgyde, som ikke løser de udfordringer, den organiserede idræt oplever med nedslidte idrætsfaciliteter, social skævhed i idrætsdeltagelsen og et stort ungdomsfrafald. På DIF's årsmøde i Brøndby forstærkede DIF's formand, Niels Nygaard, sin kritik af regeringens aktuelle prioriteringer på breddeidrætsområdet. Han kaldte det i sin beretning for paradoksalt, at regeringen ikke vil afsætte ressourcer til at følge op på de mange udfordringer, som Kulturministeriets breddeidrætsudvalg for nylig har peget på, samtidig med at man med den anden hånd ønsker at fremme 'skattefri fitness'. Et forslag, der ifølge DIF primært vil være til glæde for de allerede idrætsaktive på arbejdsmarkedet. "Det kan ikke være rigtigt, at den største breddeidrætspolitiske satsning i nyere tid – skattefri fitness til mellem ½ og 1 milliard kroner om året – er en virkningsløs, hovsa-løsning sat i verden for at tjene en bestemt branches interesser," sagde Niels Nygaard og opfordrede til at målrette ressourcerne mod de mange inaktive, som typisk står uden for arbejdsmarkedet.
Støtte til liberalisering af spillemarked
Regeringen fik dog samtidig ros for at indlede en delvis liberalisering af spillemarkedet, som DIF håber vil skabe mere ordnede rammer på spilleområdet og fremtidssikre Danske Spils nuværende overskudsmodtagere gennem en beskatning af de udenlandske spiludbydere.
I sin hilsen til årsmødet kvitterede regeringens repræsentant, skatteminister Kristian Jensen, for opbakningen og bebudede samtidig, at regeringen regner med at have et lovforslag klar allerede inden sommerferien. Han lovede samtidig, at det vil være en præmis, at Danske Spils overskudsmodtagere i fremtiden skal have mindst lige så økonomisk gode vilkår som i dag. Løftet blev noteret i DIF, der netop har måttet finde besparelser på 20 mio. kr. i næste års budget på grund af faldende indtægter fra tipsmidlerne.
Brug for bredere eventsatsning
Mere luft er der i budgetterne på eventområdet, hvor regeringen gennem Sport Event Danmark og Sportsåret 2009 har satset massivt på at markedsføre Danmark og styrke den lokale oplevelsesøkonomi gennem tiltrækningen af store idrætsbegivenheder.
I sin beretning opfordrede Niels Nygaard til, at man kigger ud over 2009 og gør en større indsats for at brede eventsatsningen ud, så den ikke får for snævert fokus på traditionelle internationale mesterskaber som VM og EM. "Det vil efter min opfattelse være relevant at satse endnu mere på at få placeret nye danske grand prix-stævner på de internationale terminslister – eller få styrket de danske grand prix-værtskaber, vi i forvejen har. Det kunne også være relevant at satse på store internationale breddearrangementer, som i sagens natur kan trække rigtig mange deltagere," sagde Niels Nygaard i formandsberetningen.
Idrættens troværdighed på spil
Her kiggede han endelige indad og pegede på tre områder, som efter DIF's mening kan underminere tilliden til den organiserede idræt:
- For mange foreninger får ikke indhentet de lovpligtige børneattester, som skal sikre, at dømte børnekrænkere ikke får ansvar for børn og unge i foreningerne.
- Aftalt spil, herunder bestikkelse af officials, er en voksende trussel mod sportens troværdighed og som sådan sammenlignelig med doping. Selv om problemet ifølge DIF stadig er behersket i Danmark, bør man derfor overveje at indføre en hotline for alle de idrætsgrene, der oplever et problem.
- Der er tegn på, at den brede befolknings opbakning til dopingbekæmpelse svinder – ikke mindst, når sagerne omfatter danske udøvere. Det kræver ifølge DIF et mere offensivt forsvar for reglerne.
Om doping sagde Niels Nygaard dog også, at administrationen af de såkaldte 'whereabouts'-regler til udvalgte topudøvere og stofferne på selve dopinglisten, ikke er uden problemer. Bl.a. nævnte han de astmamidler, som mange udøvere får dispensation for. "Vi bliver efter vores opfattelse nødt til at debattere, om dopingbekæmpelse fremover alene bør målrettes de rigtig alvorlige stoffer såsom EPO, anabole steroider og væksthormoner. Hvor meget taber vi, og hvor meget vinder vi fx ved at lovliggøre 'blødere' stoffer som astmamedicin?"
To kvinder i bestyrelsen
Trods de mange politiske temaer i beretningen affødte den ingen debat på årsmødet, og Niels Nygaard blev uden modkandidat genvalgt for en ny toårsperiode.
Større spænding var der om valget til bestyrelsen, hvor fire kvinder og det nuværende medlem Lars Dahl-Nielsen kæmpede om tre ledige pladser. Repræsentantskabet genvalgte Lars Dahl-Nielsen med 106 stemmer, mens Tine Rindum Theilmann opstillet af Dansk Handicap Idrætsforbund og Susan Roulund opstillet af Danmarks Gymnastik Forbund satte sig på de to øvrige pladser med henholdsvis 93 og 60 stemmer.