DM i Foreningsudvikling flytter de deltagende foreninger
En ny rapport fra CISC om den tredje udgave ’DM i Foreningsudvikling’ behandler de deltagende foreninger i forhold til andre foreninger og samler op resultaterne i forhold til de to tidligere udgaver.
DGI har siden 2012 afholdt ’DM i foreningsudvikling’, hvor 30-40 foreninger fra hele landet over ni måneder dyster mod hinanden i områder som antal frivillige, medlemstal og udvikling af faciliteter. Målet er, at DM i foreningsudvikling kan starte en udviklingsproces i de deltagende foreninger og skabe øget opmærksomhed om godt foreningsarbejde.
Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet har netop offentliggjort den tredje undersøgelse af projektet, der belyser ligheder og forskelle blandt de deltagende foreninger såvel som ligheder og forskelle på tværs af de tre undersøgelser siden 2012.
Den seneste udgave stiller især skarpt på muligheder og begrænsninger for ’DM’ for enstrengede foreninger og den løbende sparring mellem DM-foreningerne og DGI under projektet. Resultaterne viser blandt andet, at de deltagende foreninger i højere grad end andre foreninger ønsker mere sparring med DGI, mens andre foreninger i stedet ønsker værktøjer til udvikling.
Overordnet finder undersøgelsen flere ligheder end forskelle i udviklingen i de deltagende foreninger på tværs af de tre undersøgelser. Særligt har foreningerne arbejdet med ledelses- og aktivitetsudvikling, hvor de deltagende foreninger bl.a. får flere frivillige og formår at øge de frivilliges motivation i højere grad end andre foreninger.
Fem hovedkonklusioner
Samtidig opstiller rapporten fem hovedkonklusioner:
- DM-foreninger gennemfører markante ledelsesmæssige ændringer – og får flere frivillige
- DM-foreninger opretter flere fleksible idrætsaktiviteter – men det gør lignende foreninger også
- ’DM’ øger forståelsen for, hvordan DGI kan fungere som en samarbejdspartner
- ’DM’ kræver meget af de frivillige, men fremmer deres motivation og skaber optimisme
- De foreninger og frivillige, der deltager i ’DM’, udgør en særlig gruppe
Rapporten opstiller ligeledes ti forskelle mellem denne og tidligere undersøgelser, som giver et generelt billede af at foreningerne bliver mere selvkørende, og at kendskabet til ’DM’ udbredes.
Desuden lægger rapporten op til en diskussion af det fremtidige formål med ’DM i foreningsudvikling', herunder om projektet i højere grad bør målrettes de foreninger, som har mest brug for hjælp til at starte en udviklingsproces.