Idan Artikel 08.06.2007

DR med i bud på SAS Ligaen

På trods af DR’s beslutning om at nedlægge sportsredaktionen vil DR tilbage i kampen om at vise fodbold fra SAS Ligaen.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

På trods af den forestående drastiske reduktion af sportsdækningen på DR’s tv-kanaler er den statslige public service station alligevel på vej i stilling til et forsøg på at vriste landets bedste fodboldrække, SAS Ligaen, ud a hænderne på TV 2 Sport og MTG-koncernen.

Dagbladet Børsen oplyste torsdag, at tv-distributøren Canal Digital har dannet fælles front med DR i et forsøg på at forpurre TV 2 Sports og MTG’s totale kontrol med superligafodbolden helt frem til 2013 som følge af den aftale, som MTG indgik med superligaklubberne kort før jul.

Tv-aftale skal formentlig i udbud

Canal Digital er overbevist om, at Konkurrencestyrelsen ikke vil tillade aftalen at gå igennem, når styrelsen formentlig efter sommerferien har set på den manglende udbudsproces i forbindelse med den nye tv-aftale. Canal Digital forventer, at superligarettighederne skal i udbud, når den eksisterende tv-aftale udløber i 2009, og så vil en konstellation af Canal Digital, DR og formentlig Telenor forsøge at matche de omkring 200 mio. kr. om året, som den ny tv-aftale indbringer klubfodbolden.

”Når jeg kigger på radaren lige nu, så er SAS Ligaen det mest vitale for tv-markedet i de kommende år,” siger Canal Digitals direktør, Jens Arnesen, til Børsen.

Til samme avis bekræfter DR’s mediedirektør Lars Grarup konstellationen. DR vil ikke bære mange penge ind i samarbejdet, men DR kan tilbyde den eksponering, som klubbernes sponsor efterlyser ved et antal kampe, mens Canal Digital/Telenor vil kunne markedsføre betalingsdelen af fodbolden.

Dermed bekræfter Lars Grarup i øvrigt indirekte som tidligere antydet af Idan, at det ikke var alt for dyre sportsrettigheder, der tog livet af DR Sporten som led i DR’s berygtede spareplan, men derimod en kølig beslutning om en journalistisk nedprioritering af sportsområdet.